Sort-hvide erindringer fremkaldes

Scenen i det flimrende, sortgrå filmklip viser en grønlandsk fanger i kajak, der giver en haj de sidste dræbende slag. Næste klip viser samme fanger flå den meterlange haj, mens hajen ligger langs kajakkens side.

OBS: Videoerne, der refereres til, er ikke længere tilgængelige, desværre.

Klippene stammer fra fiskeribiologen Paul M. Hansens film fra 1930'erne og er interessante, fordi de fortæller om, hvordan fangsten foregik, om noget biologi, og om hvordan kajakkerne så ud i det pågældende distrikt.

De omtalte klip er del af et stort 16 mm filmmateriale, som har ligget gemt og indtil for nylig glemt i Nationalmuseets Etnografiske Samling.

Materialet omfatter film fra Asien og Afrika, men en tredjedel er fra Grønland i perioden 1914-1971 og filmet af blandt andet Jette Bang og Lauge Koch. Og altså også af Paul M. Hansen.

Om betydningen af filmene for nutiden siger ph.d.-studerende Anne Mette Jørgensen fra Nationalmuseet:

»Filmene repræsenterer et meget bredt materiale med stor detaljerigdom, der vil kunne bruges af især forskere. For eksempel viser filmene, hvordan kajakkerne så ud i Kangamiut til forskel fra dem i Nuuk-fjorden, hvilket igen måske afspejler, at de har været tilpasset til særlige forhold i forskellige områder. Biologer kan givetvis udlede noget omkring fiskearters udbredelse. Og som antropolog vil jeg mene, at filmene også kan have en identitetspolitisk vinkel og vise, hvordan Grønlands historie kan ses med grønlandske øjne. Der er ting fra 1930’erne, som ikke er velbeskrevne i andre kilder, og som der ikke var meget fokus på dengang. Nu kan man så se, hvad folk foretog sig.«

Nysgerrige og dokumenterende øjne

Der er dog en vis forskel på de grønlandske film og filmene fra Asien og Afrika. Hvor sidstnævnte ofte er egentlige etnografiske film, så er Anne Mette Jørgensen mere tilbageholdende med at kalde de grønlandske film for etnografiske.

Hun foretrækker i stedet at kalde dem 'historiske arkivfilm fra verden' ud fra den betragtning, at etnografiske film især viser, hvordan folk levede. De grønlandske film dokumenterer i højere grad for eksempel institutioner og erhverv – omend der dog er en del undtagelser.

Mange af filmene er filmet af udsendte danske embedsmænd. På spørgsmålet, om man kan se en ændring i den måde, Grønland og grønlændere fremstilles på i den cirka 60 år lange periode, som filmene dækker, tøver Anne Mette Jørgensen. Hun forklarer:

»Hovedparten af filmene er fra 1930'erne, og der synes jeg, det er svært at se. Det er stort set det samme tema, der går igen. Det skal bevise en gældende opfattelse af, at kolonimagten Danmark på en omsorgsfuld og succesfuld måde bringer Grønland ind i den moderne verden. I Jette Bangs film ser man nogle gange også hendes ægte nysgerrige øje og lysten til at vise, hvordan folk levede, selvom hun jo egentlig var hyret af Grønlands Styrelse til at dokumentere Danmarks modernisering af Grønland.«

Naturen er et kæmpe tema

»Det er ofte de samme temaer, der går igen i filmene – naturligt nok fokuseret på mange af de samme ikoner, som nutidens fjernsynsseere elsker at se. Naturen er et kæmpe tema ligesom i alle andre arktiske film,« siger Anne Mette Jørgensen.

Den optræder både som kulisse, men også som objekt for det, man filmer, og fylder meget i en del af filmene. Desuden optræder stereotyper som kajakker og konebåde.

»I det hele taget er livet på vandet meget fremherskende – hvordan man bevæger sig rundt og udnytter kajakker og konebåde til fangst, fiskeri og transport. Det gælder både i Knud Rasmussens film fra 7. Thuleekspedition og Thalbitzers film fra 1914. Begge viser kapsejlads med kajak. Thalbitzer har endda et klip af bygdebestyrerens motoriserede båd,« fortsætter Anne Mette Jørgensen.

En terapeutisk effekt

Anne Mette Jørgensens projekt foregår dog ikke kun foran computerskærmen i et af Nationalmuseets smukke rum. Hun viser også nogle udvalgte film i Grønland i de bygder, hvor de oprindelig blev optaget – for eksempel i Qasigiannguit og Sisimiut.

»Jeg vil undersøge, hvilken betydning arkivfilm har, og hvad vi som museer kan bruge dem til i dag. Som antropolog interesserer det mig, hvad filmene sætter i gang i folks hoveder. Hvilke tanker folk har om sig selv og deres liv, og hvad fortiden betyder for dem. Det har en nærmest terapeutisk effekt hos nogle af tilskuerne. Mange kommer hen og siger tak for en god dag. Så det vækker mange erindringer hos folk. Da folk i Qasigiannguit så en film fra rejefabrikken i Sisimiut, bemærkede de, at det var samme slags borde, de havde stået ved, indtil bygdens fabrik lukkede i 1998. Så gik tankerne tilbage, og de snakkede om, at der dengang kom sæsonarbejdere rejsende til Qasigiannguit, og at der blev bygget nye barakker til dem,« siger Anne Mette Jørgensen.

Hvad, der er lige så interessant for Anne Mette Jørgensen, er at finde ud af, hvad det sætter i gang af tanker hos unge, der ser filmene.

De kan jo i sagens natur ikke vide noget om 'dengang', så her er det mere historieforståelsen og lokalhistorien, forskeren fisker efter. Derfor samlede hun en fokusgruppe fra gymnasiet i Sisimiut.

»De unge kan genkende lokaliteter og er meget opmærksomme på, at tingene var anderledes. De hæftede sig en del ved, at man dengang på fabrikken arbejdede mange sammen – i dag udfører to mand samme arbejde. Så det er også en måde at sætte tanker i gang om nutiden på.

Anne Mette Jørgensen slutter af:

»Jeg har indsnævret mit projekt til at fokusere på naturressourcer og minedrift for at sætte nutiden i perspektiv. Filmene viser, hvordan vi har levet. Men spørgsmålet er: Hvordan kommer vi så videre i dag?«