Klapperslangens haleraslen er også til menneskets fordel. Det viser sig nemlig, at klapperslangens haleraslen skaber den velkendte, højfrekvente lyd for at holde os på afstand og undgå at blive trampet på, ifølge forskere.
Dette skyldes, at vi opfatter lydsløret, som om klapperslangen er tættere på, end den egentlig er.
Den velkendte haleraslen bliver skabt af keratinringe - det samme protein, som indgår som byggesten i vores hår og negle. Ringene sidder på toppen af slangens hale, og når de sættes i omdrejninger - helt op til 90 gange i sekundet - skabes den højfrekvente raslen.
I studiet brugte forskerne en dukke med krop og hoved. De satte den på en fjernstyret plade, som var lagt ovenpå to teflonskinner.
På den måde kunne de køre tættere på en vestlig diamantklapperslange (Crotalus atrox), som i forvejen var placeret for enden af skinnerne.
I takt med, at dukken kom tættere på slangen, jo højere blev slangens raslen. Og da dukken var så tæt på, at raslens frekvens nåede omkring 40 Hz, tog lyden et pludseligt spring til mellem 60 og 100 Hz.
For nærmere at undersøge funktionen af dette spring i frekvens, satte man ved hjælp af virtual reality et scenarie op.
Der blev inviteret 30 testpersoner - båede mænd og kvinder i alderen 20 og 36 år. Testpersonen blev så i et virtuelt scenarie sat i kontakt med en klapperslange.
Ligesom med dukken opfattede testpersonerne også, at jo tættere på, han eller hun kom, desto højere blev lyden fra raslen.
Men da distancen til slangen var omkring fire meter, oplevede de det pludselige skifte fra lav- til højfrekvent. Og det interessante er her, at selv om de var fire meter væk fra slangen, så opfattede testpersonerne det, som om de var omkring en meter fra slangen.
Funktionen af det pludselige skifte er altså, at det skaber en illusion relativt til distancen mellem slangen og det, som nærmer sig den.
»Det pludselige skifte til højfrekvent lyd fungerer som et smart signal, der snyder modtageren, i forhold til hvor langt der er imellem.
Og det skaber en sikkerhedsafstand,« fortæller seniorforsker Boris Chagnaud fra Karl-Franzens-Universitet i Graz, Østring, til BBC.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Current Biologi.
fth
