Kæmpehajen megalodon på ‘slankekur’: Var muligvis smallere, end vi troede

To badeturister kommer stilfærdigt hjulende i deres gule cykelbåd ud for en tropisk strand.

Pludselig stiger en gigantisk hajfinne op fra havoverfladen i det fjerne. Den nærmer sig langt hurtigere, end de to uheldige ofrer kan nå at træde i de små pedaler.

Et øjeblik senere brager en hvidhaj på størrelse med en dobbeltdækkerbus op fra dybet og sluger både dem og båden i én mundfuld.

Men selvom det ligner en hvidhaj, er der tale om den forhistoriske megalodon (Otodus megalodon), som imod al forventning har vist sig ikke at være uddød.

Scenen er (heldigvis) taget fra Hollywood-filmen Meg 2: The Trench, en af de utallige monsterfilm om den enorme haj, der i virkeligheden uddøde for 3,6 millioner år siden.

Men Megs portrættering af fortidsuhyret er forkert ifølge et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Palaentologica Electronica.

For mens megalodon traditionelt er blevet rekonstrueret som en stor hvidhaj (Carcharodon carcharias), har den muligvis været længere og slankere. Nærmere i stil med en forvokset makohaj (Isurus oxyrhinchus).

Dansk palæontolog og megalodonekspert har læst studiet og finder det så plausibelt, at hendes museum vil bruge den nye fortolkning fremover, hvis det bliver aktuelt.

Et skræmmende fortidsmonster

Hvis man tog sig en svømmetur for ti millioner år siden, skulle man ikke være bange for at blive bidt over… For megalodon ville sluge dig i ét stykke som en ‘mellemhapser’.

Sådan indleder formidlerne ved Gram Lergrav i Sønderjylland typisk deres fortælling om megalodon. Her har man blandt andet udstillet den 16 centimeter store tand fra en megalodon, der levede i Gramhavet i den såkaldte sene miocæne periode for cirka 24 til 5 millioner år siden.

»Megalodon var et absolut toprovdyr,« forklarer Mette Elstrup, der er palæontolog og enhedsleder ved Museum Sønderjyllands afdeling for naturhistorie.

»Det var en haj på størrelse med en bus, og dens føde var blandt andet havpattedyr på størrelse med spækhuggere. Du kan tænke den som en hvidhaj i tredobbelt længde. Eller måske firedobbelt ifølge det nye studie,« tilføjer hun.

Man har i flere år forestillet sig, at megalodon var 15-20 meter lang. Den konklusion nåede man blandt andet frem til ved at bruge nutidens konge af havfødekæden, hvidhajen, der kan blive seks-syv meter lang, som sammenligningsgrundlag.

Men den metode har det nye hold af 26 forskere altså skudt delvist ned.

For ved at genvurdere de ryghvirvler, som forskere tidligere har baseret deres ‘version’ af megalodon på, når det nye hold frem til, at kæmpehajen må have været slankere og længere.

»Hvis hvidhajens kropsform påføres direkte på rygsøjlen (af megalodon, red.), er hvirvlernes diameter så urealistisk lille, at hajen ikke ville være i stand til at støtte sin krop,« siger hovedforfatteren bag det nye studie, Kenshu Shimada, til CNN.

Det nye forskerhold kommer dog ikke med et konkret gæt på megalodons faktiske længde. Blandt andet påpeger de, at der stadig er mange usikkerheder med de sparsomme oplysninger om den uddøde haj.

Beskedent hajmateriale

En af palæontologernes store udfordringer, når de undersøger forhistoriske hajer, er, at deres fossile materiale er særligt begrænset.

»Hos hajer er skelettet primært lavet af brusk, så det bliver ikke lige så nemt til fossiler, som vores knogler for eksempel gør,« forklarer Mette Elstrup.

I modsætning til hajerne har vi nemlig calciumfosfat i vores knogler, og det giver dem større mulighed for at bevares længere, i millioner af år under de rette omstændigheder.

Der er dog mikroskopiske chancer for, at dele af hajers skeletter kan overleve i fossil form, fortæller Mette Elstrup:

»Der kan være enkelte steder, hvor bruskfisks knogler begynder delvist at forkalke. Så yderst, yderst sjældent kan knogledele bevares.«

Kan man udelukke, at megalodon havde ‘skjulte egenskaber’ som for eksempel en hammerhajs hoved, når der kun er enkelte ryghvirvler bevaret?

»Det er da ikke helt utænkeligt. En hammerhajs snude består primært af brusk. Så den kan have haft en anden hovedform eller finner, uden at vi ville ane det. Medmindre vi en dag finder et aftryk fra megalodons bløddele. Så heldige har vi ikke været endnu.«

Hun påpeger dog, at hajer med enkelte undtagelser, herunder hammerhajen, har udviklet nogenlunde samme grundform. Så det er muligvis også tilfældet for megalodon.

Stadig uenighed blandt forskere

Mette Elstrup kalder det nye studie for »en kritik af et tidligere studie, hvor andre prøvede at rekonstruere kropsformen af megalodon«.

Sådan har ‘hvidhajs-teoriens’ tre forfattere også opfattet det og giver svar på tiltale i BBC Science Focus:

»De baserer sig på kritik af vores arbejde, hvor vi bruger hvidhajen som analog for megalodon, hvilket de argumenterer for, at vi ikke skulle have gjort … men deres ‘forlængede krop’-fortolkning kommer jo udelukkende fra en sammenligning med hvidhajen.«

De kalder derfor den nye forskning for »cirkulær logik« og kritiserer den for at basere sig på en enkelt observation. De mener heller ikke, at den nye teori kan efterprøves, fordi den ikke præsenterer rådata.

Ikke desto mindre er Mette Elstrup blevet overbevist af det nye studie:

»Nu har jeg læst studiet igennem, og de argumenterer godt for deres nye rekonstruktion. Så jeg finder den nye teori plausibel,« siger hun.

Hvis I skulle udstille en megalodonmodel på jeres museum, ville den så ligne den nye eller gamle fortolkning?

»Nu fylder den jo det samme som en skolebus, så det ville optage hele vores udstillingsrum. Men vi går til enhver tid med den nyeste viden, så vi ville udstille den nye ‘udgave’.«

Der er dog endnu ikke meget grund til at ændre på grundfortællingen om megalodon endnu, påpeger hun.

»Tænderne og gabet har stadig samme størrelse, og vi ved fra bidemærker, hvilke hvalarter den angreb. Den er blevet længere og slankere, men ikke mindre intimiderende at møde,« afslutter Mette Elstrup.