Ingen forskere har set den somaliske sengi, som også går under navnet 'somalisk elefantspidsmus', siden begyndelsen af 1970’erne.
Men nu har et forskerhold med Steven Heritage fra Duke Lemur Center i spidsen genopdaget det lille dyr.
Det skriver Duke Today i en pressemeddelelse.
Den somaliske elefantspidsmus har en lang, bevægelig næse, som ligner elefantens snabel.
Faktisk er det lille dyr beslægtet med andre dyr med snabel-lignende næser som søkøer og elefanter.
Heritage og holdet af zoologer begyndte deres søgen efter dyret i begyndelsen af sidste år.
Og efter at have sat mere end 1.200 fælder op, lykkedes det dem at finde 8 somaliske sengier, skriver Duke Today.
Faktisk fandt forskeren, at den lille somaliske elefantspidsmus er langt mere udbredt, end man troede.
Dens udbredelse ser også ud til at strække sig længere end tidligere antaget og inkluderer blandt andet de varme, tørre og stenede dele af Somalia, Djibouti og måske endda nabolandet Etiopien.
»Da vi åbnede den første fælde og så den lille hårtot på den hale, så vi på hinanden og kunne ikke tro vores egne øjne. Det var fantastisk,« fortæller Steven Heritage til The Guardian.
\ Læs mere
Efter analyser af de fundne dyrs anatomi og DNA kunne forskerne ikke kun bekræfte, at den somaliske elefantspidsmus lever i bedste velgående.
De opdagede nemlig også, at det lille 'snabeldyr' indtil nu har været fejlklassificeret af forskere.
Heritage og forskerholdet har derfor udnævnt den somaliske sengi til at være en særegen slægt, hvilket vil give den det nye navn Galegeeska revoilii, skriver Duke today.






























