Spørgsmålet kom på banen en dag, da hele familien sad samlet omkring en omgang fredags-taco: Hvorfor har avocadoer egentlig så store frø?
Vi voksne blev svar skyldig. Ja, hvad er egentlig årsagen til avocadotræets kæmpestore frø? Hvordan skal frøene eksempelvis blive spredt?
Den kan ikke flyde som en kokosnød, der, selvom den vejer en del, har trævlet, luftfyldt frugtkød og et vandtæt hulrum i frøkernen, som gør, at den kan flyde på vandet og på denne måde sprede sig
Sikkert er det også, at avocadofrø heller ikke blive spredt med vinden.
Og hvis meningen er, at dyr skal fragte dem med sig, er det måske ikke den bedste idé at have et et frø, der er så tungt, at ingen orker at slæbe det med sig.
Det viste sig imidlertid, at vi manglede en del af billedet, mens vi sad omkring middagsbordet. For avocado laver sit frø til nogen, der ikke længere er her længere.
Megafauna spredte frøene
Avocadoen udviklede sig i samspil med kæmpedyr, som levede i Sydamerika for længe siden, dyr som kæmpedovendyret Lestodon eller Megatherium, planteædere som kunne blive næsten lige så store som elefanter.
Disse dyr var store nok til at fortære avocadoen i en mundfuld. Det godt beskyttede frø, som sagtens kunne tåle en tur igennem kæmpedovendyrets tarme, blev snart sået på behørig vis i en bunke gødning.
»Avocadoen er ét af de mest åbenlyse spor efter megafaunaen,« siger Klaus Høiland, emeritusprofessor ved Universitetet i Oslo, til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Ændrede naturen
Klaus Høiland fortæller, at enorme dyr, som mastodont, mammut og kæmpestore dovendyr og bæltedyr, levede på de fleste kontinenter.
De var med til at forme naturen omkring sig. De ændrede landskabet og udviklede alliancer med arterne omkring dem.
Store avocadofrugter med nærende frugtkød var perfekte mundfulde for de store planteædere.
Til gengæld hjalp dyrene med at sprede avocadofrøene vidt og bredt.
Men avocadoen var langt fra den eneste art, som producerede megafrugter til megamunde.
Gigantiske torne
Korstorn er også en af de store dyrs gamle partnere. Træet, som tilhører ærteblomstfamilien, producerer frø i bælge ligesom sukkerærter eller bønner.
Korstornenes bælge kan blive helt op til en halv meter lange og er netop tilpasset de kæmpestore planteædere.
Vi må heller ikke glemme, hvad der gav træet sit navn. Ud fra stammen vokser enorme pigge, som er kraftige nok til at beskytte selve træet mod kæmpe dyr, som engang spiste bælgene.
Der findes også andre eksempler, og 'Kentucky coffeetree' er med sine kraftige frøbælge en klar kandidat.
For ikke at tale om de de store kanonkugler på størrelse med en håndbold, der tynger orangemorbær-træets (Maclura pomifera) grene. Træet, som vokser i det østlige USA, kaldes også osage orange.
Engang for længe siden var de kæmpe frugter føde for tonstunge vegetarer. Men så skete der noget.
De store dyr uddøde
Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det gik til.
I Sydamerika, hvor avocadoerne voksede, blev de gigantiske dovendyr sandsynligvis bytte for store rovdyr, der vandrede ind fra nord.
Og meget taler for, at et bestemt tobenet væsen med våben og en usædvanlig stor hjerne også spillede en afgørende rolle.
Udfaldet er der i det mindste ingen tvivl om: Kæmperne faldt.
For omkring 12.000 år siden uddøde de gigantiske dovendyr sammen med de fleste andre store planteædere.
Men hvad skete der med de planter, der havde specialiseret sig netop i disse dyr?
Partnere, der var tilbage
»Mange uddøde sandsynligvis,« siger Klaus Høiland.
Uden de store dyr blev frøene ikke længere spredt. Andre arter står stadig og venter, som eksempelvis Kentucky coffeetree og osage orange. Hvert år producerer de en masse frugter, der til sidst falder til jorden, hvor de bliver liggende.
Ingen er særlig interesserede. Frugterne smager ikke godt og er fulde af irriterende mælkesaft eller stoffer, der er giftige for nutidens dyr. Andre planter har indgået nye partnerskaber. For eksempel med os.
»Avocadoen har næringsrige frugter, der også var interessante for mennesker. Dem blev der taget vare på,« siger Klaus Høiland.
Det samme gælder sandsynligvis også for andre store frugter som papaya og cherimoya. Og måske gælder det også for et træ, der blev forladt for endnu længere siden: Ginkgo-træet.
Gammel dinosaurmad?
For flere millioner år siden voksede forskellige ginkgotræ-arter over hele verden. Træerne, som også kaldes tempeltræer, producerer frø med en frugtlignende frøskal.
De ligner blommer, men sådan lugter de bestemt ikke.
»Ginkgofrø lugter af opkast og fodsved. Man kan forestille sig, at de var tilpasset krybdyr som dinosaurer,« siger Klaus Høiland.
Ét er i hvert fald sikkert: Det stod værre til for ginkgo-træerne, efter dinosaurerne uddøde.
Fra slutningen af kridttiden til i dag er alle arter uddøde på nær én eneste. Og selv denne sidste art var ved at forsvinde. Arten eksisterede til sidst kun i et lille område i det østlige Kina.
Men så begyndte dette tobenede dyr at interessere sig for træet. Munke begyndte at dyrke ginkgotræer, og i dag har mennesker spredt arten over hele verden igen, inklusive Europa.
\ Læs mere
Ikke mange efterladte frugter i Europa
Selv i Norge kan man se ginkgotræer, for eksempel i Botanisk Have i Oslo, men ellers er der ikke mange efterladte frugter her, fortæller Klaus Høiland.
»Vi har ikke klimaet til store frugter. Vores megafauna, som mammut, bison og uldhåret næsehorn, græssede typisk, de var ikke frugtspisere.«
Alligevel er der også biologiske spor efter Norges store dyr, mener Klaus Høiland.
I traditionelle kulturlandskaber i Norge og resten af Europa vokser et væld af blomstrende planter: Blåklokker, margueritter, smørblomster og utallige andre.
»Disse arter vokser typisk ikke i skoven,« siger Klaus Høiland.
De trives tværtimod de i åbne landskaber som gammeldags høenge og græsgange.
I dag vokser disse planter, der hvor mennesker og deres dyr holder skoven i skak. Men det har vi jo kun gjort i et par tusinde år. Hvor voksede blomsterne før det?
Gamle mammutgræsgange
De voksede formentlig på enge, som blev opretholdt af græssende kæmper.
Mammutter, bison, moskusokser og vildsvin holdt skoven i skak, tror Klaus Høiland.
Og da en stor del af denne megafauna døde ud, overtog vi mennesker og vores husdyr.
Arterne fra engene, hvor moskusokser og mammutter tidligere græssede, flyttede ind på vores hømarker og græsgange.
»Vores engarter er et aftryk af de græsningsarealer, vi havde i Nordeuropa i slutningen af den sidste istid,« siger Klaus Høiland.
Nu er det op til os, om aftrykket overlever eller forsvinder.
Ikke meget plads til mangfoldighed
I moderne, intensivt landbrug er der ikke meget plads til mangfoldigheden af vilde blomster.
Hømarker og græsgange er blevet erstattet af marker og græsarten engrottehale (Phleum pratense) i monokultur.
Men der er stadig håb.
De seneste års forskning har afsløret, at de moderne monokulturer er en katastrofe for bier og andre insekter, som er nødvendige for at bestøve mange af vores madplanter.
Arbejdet er i gang for at bevare det gamle kulturlandskab og dermed de blomster, der sandsynligvis engang prydede jorden under næsehornenes og mammutternes store fødder.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
