Svovlstinkende slam, dødt ålegræs og gispende havdyr er en uhyggelig konsekvens af ekstremt iltsvind i havmiljøet, et fænomen, som har ramt de danske kyster.
Og til sommer »kan det ende med hjertestop«, hvis vi får en solrig og vindstille en af slagsen, frygter havforsker, der beskriver de danske fjorde som en krop, der storryger og drikker.
Havmiljøet i Danmarks farvande er hårdt presset, og selvom vi sidste år oplevede det værste iltsvind rundtom i de danske fjorde i 20 år, kan denne sommer muligvis indhente den triste rekord, vurderer Stiig Markager, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, ifølge DR.
»Vi må forvente et rigtig dårligt havmiljø til sommer. Fedtemøg er allerede meget udbredt på havbundene. Der er rapporter om ekstremt stor algevækst i vandsøjlen. Og når algerne dør og falder ned på havbunden, begynder iltsvindet. Iltkoncentrationen vil falde fra nu af og så gennem hele sommeren,« siger han til DR.
De mange regnfulde måneder sidste år og i år har heller ikke været gunstige for det lidende havmiljø. Tværtimod. Det voldsomme nedbør leder nemlig ekstra meget kvælstof fra jord til hav, der påvirker iltkoncentrationen.
smb






























