Norske forskere påpeger, at havtemperaturen ved Svalbard er steget alarmerende med to grader på 30 år.
Havet rundt om den norske øgruppe Svalbard har aldrig været så varmt, som det er nu. Det viser et studie, som fire forskere fra Universitetet i Tromsø (UiT) i Nordnorge har offentliggjort i det ny nummer af det videnskabelige tidsskrift Science.
Marine sedimenter på havbunden vest for Svalbard viser, at temperaturen aldrig har været højere i de seneste 2000 år.
»I en periode på 2.000 år har temperaturen i Golfstrømmen ud for Svalbard ligget på omkring 3,5 grader. De seneste 30 år er temperaturen steget med omkring to grader. Det er usædvanligt meget i et 2.000-årigt perspektiv,« siger professor Morten Hald, UiT, til jp.dk.
Teorien om, at de globale opvarmning er kraftigst i nordområderne bliver styrket af studierne, som de norske forskere har lavet i samarbejde med tyske og amerikanske marinegeologer. Forskerne har set på artssammensætningen af små encellede dyr, samt forholdet mellem magnesium og kalcium i aflejringer på havbunden.





























