Grønlandshvalernes sang giver ny viden om lyd

Utallige gange de seneste syv år har biologen Outi Tervo pakket hundeslæden og sat kursen ud på den isdækkede Diskobugt for at sænke hydrofoner ned gennem isen og lytte til havets lyde.

Det er nu ikke så meget isbjergenes skurren og knagen, som det er grønlandshvalernes sange, der får hende til at trodse kulden.

»Grønlandshvalen er interessant, fordi den har været næsten udryddet, og fordi vi ved så lidt om den. Ved at analysere dens lyde kan jeg måske lære mere om dens adfærd og herunder om, hvorfor den synger. Min største udfordring har været, at der var så lidt viden om hvalen.«

»Der fandtes ikke lydoptagelser af grønlandshvalernes sang om vinteren, så det var udfordrende i starten bare at finde grønlandshvalen blandt alle mulige andre lyde, når jeg ikke havde så meget at sammenligne med,« fortæller Outi Tervo.

Syng højere og mere og find din mage

Arktisk Station i Qaqertarsuaq på Diskoøen er et ideelt sted at observere grønlandshvaler fra.

»Herfra har vi mulighed for at optage lyd en længere periode end andre steder. Vi begynder, når hvalerne ankommer fra den anden side af Davis Strædet i slutningen af januar og fortsætter, til de forsvinder igen omkring maj måned,« fortæller Outi Tervo og fortsætter:

»Vi kan se, at deres sang er meget sæsonafhængig, og det gælder både, hvordan sangen lyder, og hvor meget de synger. Fra at have været meget aktive om vinteren, bliver de stort set tavse i maj.«

Man ved fra andre arter af bardehvaler og fra fugle, at en kompleks og høj sangintensitet ofte hører sammen med parring. Så selvom biologerne ikke kan se hvalerne på grund af isen, så formoder de, at der foregår noget ret socialt under isdækket, når hvalerne synger meget.

I Alaska er det kendt, at hvalerne har parringssæson om vinteren. Den store forskel i sangaktivitet kunne hænge sammen med, at når lysten til sang og parring falder sidst på foråret, så stiger behovet for at mæske sig til gengæld – og det foregår så stort set i stilhed. Det er på det tidspunkt, at mængden af vandlopper eksploderer, og hvor hvalerne fylder deres depoter op.

Helt uhørt høj forekomst af hunner

For at fastslå om, det er hunner eller hanner, der synger, er det nødvendigt både at have en lydoptagelse og en biopsi fra den hval, som man mener sang på det pågældende tidspunkt og sted.

Det lykkedes da også Outi Tervo og hendes hjælpere at få udtaget 22 biopsier fra grønlandshvaler. Men desværre kunne kun en enkelt biopsi med sikkerhed kobles til pejlingen på en syngende hval. Biopsien viste, at den pågældende hval var en hun.

Mads Peter Heide-Jørgensen har datasæt, der ikke er koblet til individuelle, syngende hvaler, men som viser, at ca. 80 procent af de grønlandshvaler, som findes i Diskobugten, er hunner. Andre af Outi Tervos data peger i samme retning. At det næsten kun er hunner, der samles i Diskobugten, er usædvanligt. Biologen fortæller:

»Det er helt uhørt. Man har ikke kendskab til andre steder i Arktis, hvor der er samlingsområder kun for hunner.«

Hannerne gemmer sig i Diskobugten

En forklaring på den store forekomst af hunner kunne være, at hannerne har været stort set udryddet, men denne teori har specialestuderende Mikkel Sinding afvist (se boks under artiklen). Outi Tervo har i en videnskabelig artikel for nylig foreslået, at udviklingen af lydsignalerne er sket samtidig og i forbindelse med udviklingen af hvalernes samlingsadfærd.

Grønlandshvalen har den særlige evne, at den kan udsende lyde over et meget bredt spektrum mellem ca. 20 og 4000 Hz. Outi Tervo mener, at de to frekvenser har hvert sit formål.

»Grønlandshvalen kan pakke megen information ind i sin sang, når den har et så bredt frekvensbånd. Min teori er, at de lavfrekvente lyde bruges til at fortælle, at ’her er jeg’ over større afstande. Hvorimod de højfrekvente sange bruges i nærområdet til at sige noget om hvalens identitet og position og kan hjælpe modtageren med at ’zoome ind’ på afsenderen.«

Hunnernes adfærd med at samle sig i Diskobugten er med andre ord en form for kompensation eller supplement, fordi grønlandshvalernes højfrekvente sang har en så begrænset udstrækning. At det lige er Diskobugten, hunnerne sætter hannerne stævne i, er næppe uden årsag heller.

Bugten er et sandt spisekammer for hvalerne – noget de sikkert sætter pris på efter de fysiske udfoldelser under parringen.