Når sommer bliver til efterår i de danske fjorde og stræder, forsvinder de lange lyse nætter. Årstidens skiften signalerer samtidig, at ålen trækker ud i havet med kurs mod Sargassohavet.
Denne årlige masseudvandring bliver modsvaret af unge ål, der svømmer den anden vej og genbefolker de europæiske kystområder. Hver ål foretager kun én rundtur i løbet af sin livscyklus. Og engang var denne særegne adfærd grundlaget for et af Europas mest blomstrende fiskerier, ålefiskeriet i Limfjorden.
Engang - for det er ikke længere.
Jeg voksede op i et landbrugsområde i en lille by, Aalestrup, cirka 12 kilometer fra den del af Limfjorden, der kaldes Lovns Bredning. Her er der strandenge og flotte kig fra den ene side af fjorden til den anden.
Lidt længere væk, 20 kilometer mod vest, ligger byen Hvalpsund, hvor mange havde sommerhus, og hvor man kan bade ved en lille naturlig sandstrand syd for færgelejet. Dengang, som nu, kan man købe sig en is, mens man venter på færgen, der på godt 10 minutter fragter en over til Salling.
Længere mod nord, ved Ertebølle, vil du også i dag blive mødt af meget, der ligner den egn, jeg voksede op i. Fra stejle skrænter kan man overskue en stor del af den centrale del af Limfjorden, som i solskin glimter sølvagtigt.
Bagved har man konturerne af Salling, Fur, Livø, og længere væk Mors og Hanherrederne. Nogenlunde samme udsigt havde de nogle af de sidste jæger-samler-folk i Nordeuropa, der fiskede i området og flere tusinde år senere ved arkæologers mellemkomst lagde navn til Ertebølle-kulturen.
Men meget andet er forandret.
Fyldte fade med gyldenstegte ål, der dryppede af fedme
For eksempel var Limfjorden i århundreder hjemsted for Danmarks væsentligste fiskeri efter ål, og som barn i 1980’erne kunne man få ål overalt i området.
Om sommeren lagde de mange kroer langs Limfjordens 750 kilometer lange kyststrækning pander og borde til et utal af festlige og uprætentiøse ålegilder.
Ålen er en fed fisk, og når den ferske ål bliver skåret i fingerlange stykker, vendt i mel og stegt i et godt lag af smør, får man en fyldig spise. Det var billig mad, og der var nok af den.
Jeg var som lille dreng flere gange ude at spise ål med min far, og jeg har en levende erindring om store stålfade med gyldenstegte panerede ål, der blev serveret dryppende af fedme. Friske sommerkartofler med persillesovs hørte også med til.
Spis så meget, du overhovedet kan
Min far og jeg var tilflyttere til egnen og stod typisk i betragternes rolle lidt uden for al folkeligheden. Men min far viste og fortalte mig, at man skulle spise så meget, man overhovedet kunne.
Det kunne jeg også se andre gøre. Helst skulle det være sådan, når man var færdig med at spise, at man kunne lægge de afpillede skeletdele fra ålen i en række ude på kanten af ens tallerken, så de nåede hele vejen rundt.
»Og ved du hvad«, sagde min far: »Da jeg var dreng, da spiste farfar og jeg om kap i stegte ål, som farmor stegte. Så kunne vi nogle gange få skelettet til at nå to gange rundt om tallerkenen.«
Det var næringsrig mad for egnens hårdtarbejdende mænd og kvinder, og jeg husker en særlig løftet stemning blandt kroens øvrige gæster. Den blev båret af glæde over den rigelige mad, men nok også af det indfriede behov for at skylle den fede mad ned med kølige pilsnerøl og en snaps eller to.
Jeg husker det nok også, fordi den løsslupne tale var usædvanlig på landet i Himmerland i 1980’erne.
Det er mit minde jovel, men det er også et gennemgående minde for alle, der har min alder (48 år) eller ældre, og er vokset op i denne del af Danmark. I dag er det imidlertid ikke andet end et minde.
I dag er fadene tomme
Man kan stadig finde enkelte kroer, der reklamerer med ål. Men det er ikke længere lokalt fangede ål, for det må man ikke.
Ålen har i årtier været en truet dyreart i hele Europa. Mængden af åleyngel fra gydeområdet i Sargassohavet, der når til Europas kyster, fjorde og floder, er faldet med mellem 90-99 procent siden 1970'erne.
Som en konsekvens af politiske tiltag mod denne elendighed er det blevet stadig mere almindeligt, at der er længere perioder med totalt forbud mod at fange ål.
Jeg har sammen med en kollega forsket i ålefiskeriet i Limfjorden, og min kollega Camilla Andersen bor med sin familie ved Limfjorden. Hun har fortalt mig om en stemning a la den sidste nadver, da hun for et par år siden var til julefrokost.
Der blev som traditionen foreskriver serveret ål, men med en særlig andægtighed, fordi der efter jul trådte et totalforbud i kraft, der dækkede både lystfiskere og erhvervsfiskeri.
Et minde, en museumsgenstand - og billigt til salg
Men minder om ålefiskeriet er stadig talrige i denne del af Danmark.
Mange museer rundt om fjorden har redskaber udstillet, og flere steder langs fjorden kan man stadig se stejlepladser, hvor fiskernes garn blev dyppet i flydende tjære for at øge holdbarheden.
Lystre - eller ålejern - til at stange ål er, finder man (som meget andet forældet teknologi) billigt til salg hos antikvitetshandlerne.
Der er også historier om slagsmål mellem fastboende fiskere fra Limfjorden og migrantfiskere. Blandt andet i den mest solgte roman i Danmark i det tyvende århundrede: Hans Kirk’s 'Fiskerne' fra 1928.
Den handler netop om et kultursammenstød mellem tilrejsende fiskere fra Nordsøkysten og de hidtidige beboere på øen Gjøl i Limfjorden.
I Erik Koed Westergaards bog om danske egnsretter er ålen repræsenteret med ikke færre end 42 opskrifter, og fiskerne selv går der også mange historier om.
Fortidens ålefest tiltrak migranter
Særligt migrantfiskerne, der kom fra Harboøre og Agger Sogne helt ude i vest, var berømte og berygtede for deres evner som ålefiskere.
Migrantfiskerne blev tiltrukket af muligheden for at tjene penge på Limfjordens rige ålebestand og sejlede derfor ind i fjorden om sommeren og indlogerede sig hos lokale gårdmænd.
Mod betaling i friske ål fik de lov til at overnatte og bøde deres garn i land, mens de i sommerens tusmørke tog ud på fjorden for at fiske ål med pulsvod.
Pulsvodsfiskeriet er en speciel fiskemetode i en dansk og international fiskerihistorie. Metoden blev primært brugt i Limfjorden og krævede to både og fire mænd.
Det foregik på den måde, at den ene båd sejlede et fintmasket net, et vod, ud i en halvcirkel forbundet til den anden båd, der havde fat i den anden ende af voddet. Derefter pulsede man – det vil sige stødte - med en kølle formet som en klokke i bunden.
Pulsningen medførte ikke blot øredøvende knald, men også nedadgående luftbobler i vandet, der så skræmte fiskene ind i voddet. Herefter trak fiskerne voddet op mellem bådene og fik ålene ind over rælingen.
Tabt kultur er et spejl af den tabte natur
Men hvem var de tilrejsende havboere?
Hvis du er mere nysgerrig på dét og også gerne vil vide, hvordan pulsvodfiskeriet udviklede sig, hvorfor de en sjælden gang kom op at slås - og hvorfor dét hænger nøje sammen med naturressourcerne i både Limfjorden og på Limfjordstangen ved Nordsøen - kan du læse mere om i vores forskningsartikel i tidsskriftet Environment and History.
Det er ikke dog Limfjordens fiskere i 17-1800-tallet, der opfiskede Europas bestand af ål.
Dertil var den samlede fangstmængde alt for lille. Det var trods alt kun 50-80 tons ål i tønder, der årligt blev udført fra Aalborg i første halvdel af 1800-tallet.
Når vi i dag er nået ned på en lille bestand af ål i Atlanterhavet, skyldes det formentlig en kombination af en række faktorer:
Et voldsomt stort europæisk fiskeri efter ål i 1900-tallet, tab af ferskvandshabitater i Europa, parasitter, der er overført ved et tilfælde fra Stillehavet, samt den globale opvarmning, der gør ålens gydeområder i Sargassohavet mere sårbare.
Ålens skæbne er på den måde både en konkret realitet og samtidig et symbol på, hvordan vi mennesker kan påvirke et økosystem.
Fra at være en rigelig ressource, der var tæt forbundet med lokale traditioner, er ålen nu en truet art.
Det minder os om en tabt natur, men også om en tabt kultur. En kultur, der netop afspejler vores forhold til naturen og fortidens ‘forbrugsfest’.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
