Forrige år kunne arkæologer for første gang præsentere fundet af et mumificeret foster, der lå gemt inde i maven på en lige så mumificeret egyptisk mor.
Siden har forskere forsøgt at finde ud af, hvordan det har kunnet lade sig gøre, at fosteret er forblevet så velbevaret inde i livmoderen hos den gravide mor, der menes at have været død i mere end 2.000 år.
Nu hævder et nyt stykke forskning imidlertid at have svaret. Angiveligt skal forklaringen findes i proces, hvor kvindens livmoder er blevet mere syreholdig over tid og på den måde har bevaret fosteret - lidt på samme måde, som når man sylter et æg.
Sådan lyder det i studiet, der er udarbejdet af Warsaw Mummy Project og publiceret i tidsskriftet Journal of Archaeological Science, og som forskerne skriver om på deres egen blog.
»Fosteret forblev uberørt i livmoderen og begyndte at, lad os sige, ‘sylte’. Det er ikke den mest æstetiske sammenligning, men det formidler idéen,« forklarer forskerholdet, ledet af af bio-arkæolog Marzena Ożarek-Szilke fra University of Warsaw og arkæolog Wojciech Ejsmond fra Polish Academy of Sciences, på bloggen.
Forskerne fortæller, at blodets PH-værdi i et lig - herunder også i fosterets - falder betydeligt over tid og bliver mere syreholdigt, mens koncentrationen af ammoniak og methansyre (HCOOH) stiger over tid.
Hertil har indholdet af natron, en saltholdig blanding, som de gamle egyptere havde for vane at mumificere afdøde med, medført, at mængden af ilt i livmoderen har været meget lille.
»Slutresultatet er en næsten hermetisk forseglet livmoder med fosteret indeni,« forklarer forskerne, skriver forskerne på bloggen.

Før de polske forskere er kommet med deres bud på, hvordan fosteret blev bevaret, har der imidlertid været tvivl om, hvorvidt der overhovedet er tale om et foster, idet det har været vanskeligt at finde knoglerne på CT-skanninger.
Men det er der ifølge Marzena Ożarek-Szilke og hendes hold en god forklaring på. Indholdet af mineraler i knogler hos fostre, der befinder sig i de første to trimestre (til uge 28), er nemlig meget lavt, hvorfor knoglerne i første omgang er svære at påvise med CT-skanninger.
Hertil kan syre-processen også have medført, at niveauet af mineraler i knoglerne er faldet yderligere, forklarer de.
Og angiveligt er det netop kombinationen af de to ting - det syreholdige miljø og det faldende niveau af mineraler i knoglerne - der har sikret bevaringen af fostret, og som kan sammenlignes med at sylte æg.
»Forestil dig, at at et æg sænkes ned i en gryde fyldt med syre. Æggeskallen opløses, og kun æggets indhold (albumin (æggehvidestof, red.) og blommen) og mineralerne fra æggeskallen bliver tilbage i syren,« forklarer forskerne på deres blog.
Her peger de på, at mineralerne fra fosterets knogler er blevet ‘udvasket’ ud i det omkringliggende væv i livmoderen, og at vævet derfor indeholder et højere niveau af mineraler end forventet, hvilket kan ses i CT-skanninger af vævet.
Med resultaterne er det ifølge forskerne bag ikke utænkeligt, at gravide mumier kan gemme sig rundt omkring på museer. For fremtiden kan man derfor foretage skanninger af vævet i livmoderen, hvis mumie-fostre skal findes, lyder det fra forskerne bag.
\ Læs mere
rf






























