Niveauet af to typer PFAS i danskeres blod er faldet markant
Udfasning af PFOS og PFOA for 20 år siden har haft en effekt på mængden af stofferne, vi har i blodet. Men det er naivt at tro, vi er sluppet af med PFAS, mener forskere.
Udfasning af PFOS og PFOA for 20 år siden har haft en effekt på mængden af stofferne, vi har i blodet. Men det er naivt at tro, vi er sluppet af med PFAS, mener forskere.

Mængden af to slags PFAS-stoffer i danskernes blod er blevet langt mindre, viser et nyt studie baseret på 20 års målinger i 18.000 danskere.
Det drejer sig om stofferne PFOS og PFOA, som har været genstand for regulering og udfasning i industrien på grund af den sundhedsfare, de udgør.
Og det ser altså ud til, at reguleringen af de to typer PFAS har virket.
»Det er positivt nyt. For hvis vi nu ikke havde set, at niveauet var faldet i vores blod, så er regulering jo ikke et effektivt værktøj til at nedbringe den danske befolknings eksponering,« siger Sandra Søgaard Tøttenborg, der har taget initiativ til studiet, til Videnskab.dk.
Men der findes over 10.000 forskellige PFAS-stoffer, og noget tyder på, at der i industrien blot er sket et skifte til andre typer PFAS, som man ikke har kigget efter i blodprøverne.
»Vi kan også se, at det er ganske få andre PFAS-stoffer, der måles, så vi kan ikke sige, hvor meget andet PFAS, vi så har i blodet. Men det er min klare formodning, at de her PFAS-stoffer bare er blevet erstattet af andre typer PFAS,« siger Sandra Søgaard Tøttenborg, som er lektor og miljømedicinsk forskningsleder på Afdeling for Arbejds- og Miljømedicin, Københavns Universitetshospital - Bispebjerg og Frederiksberg.
PFAS er en betegnelse for en gruppe af flour-stoffer.
Der er over 10.000 forskellige PFAS-forbindelser. De mange forbindelser af PFAS har forskellig længde, tyngde og forgrening.
PFAS-stoffer kaldes ofte evighedsstoffer, fordi de nedbrydes meget langsomt i naturen. Stoffet bliver brugt i en lang række produkter og i industrielle produktioner på grund af stoffets særlige fedt- og vandafvisende egenskaber. Den store tilstedeværelse af PFAS-stoffer i industrien har forårsaget miljøforureninger i naturen, hvor stoffet ender i vores mad og drikkevand.
PFOS og PFOA er to typer PFAS-stoffer, som har været hyppigt brugt i industrien.
Forskerne finder i studiet 11 og 12 gange lavere niveauer af PFOS og PFOA i vores blod i dag sammenlignet med for 20 år siden.
Det markante fald vækker håb om, at en regulering mod PFAS-stoffer over en bred kam vil virke.
»Hvis man begrænser brugen af PFAS-stoffer generelt, tror jeg, man vil se samme resultat som med PFOS og PFOA,« siger Sandra Søgaard Tøttenborg.
Xenia Trier, der forsker i miljøkemi på Københavns Universitet, og som ikke har deltaget i studiet, er enig i, at de to stoffer blot er blevet udskiftet med andre typer PFAS.
I industrien har det været nemt blot at udskifte en type PFAS med en anden, fordi stofferne ligner hinanden så meget.
PFOS og PFOA er langkædede PFAS-stoffer, hvilket som hovedregel betyder, at de bliver længere tid i kroppen. Det er en af årsagerne til, at der har været et stort fokus på de to stoffer, fordi ophobningen i kroppen kan udgøre en sundhedsfare.
Andre typer PFAS ved forskerne mindre om. Derfor er det svært for forskerne at konkludere, om PFOS og PFOA er meget farligere end andre typer PFAS.
Men begge forskere tvivler på, at sundhedsfaren ved brug af stofferne forsvinder med PFOS og PFOA.
Xenia Trier kommer med et eksempel fra Holland, hvor et af PFAS-stofferne, der har erstattet PFOA, har skabt store problemer.
»I Holland har man for eksempel set, at et af de erstatningsstoffer for PFOA, kaldet GenX, har ført til en ny stor forurening rundt omkring fabrikken,« siger Xenia Trier, der er lektor på Institut for Plante og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
For begge forskere er det vigtigt at pointere, at PFAS bliver brugt i alle mulige produkter og produktioner. Vi optager typisk PFAS igennem mad og drikkevand på grund af den miljøforurening af PFAS, der sker i de industrielle processer.
»Der er stadig meget, vi ikke ved om sundhedskonsekvenserne af PFAS, men vi bryder os i udgangspunktet ikke om persistente stoffer, der ophober sig og på den måde kommer op på en høj koncentration. Det kan gøre stoffer, som i sig selv ikke er særligt potente, til potentielt problematiske.« siger Sandra Søgaard Tøttenborg.
Om en type PFAS er meget farligere end en anden, er derfor ikke nødvendigvis så vigtigt. Det væsentlige for Sandra Søgaard Tøttenborg er at begrænse mængden af eksponeringen af PFAS generelt, så man undgår den sundhedsrisiko, som kunne opstå.
Lige nu er man i EU i gang med at diskutere en såkaldt restriktion - en type forbud - af hele klassen af PFAS-stoffer. Danmark har sammen med fire andre lande stået i spidsen for at tale for en regulering.
Det har man, mener forskerne, selvfølgelig lavet for at få lavet en regulering i hele EU, som kommer forbrugerne i Danmark og resten af EU til gavn.
Men for forskerne handler det i lige så høj grad om at beskytte de mennesker, som er særligt udsatte for PFAS-stoffer - for eksempel produktionsarbejdere i industrien.
»Det studiet viser er også alt det, vi ikke ved. Vi kan se her, hvordan det står til i den generelle befolkning, men vi ved stort set intet om, hvor meget mennesker der håndterer PFAS i forbindelse med deres arbejde, er eksponeret,« siger Sandra Søgaard Tøttenborg.
Xenia Trier henviser til et nyt amerikansk studie med brandmænd, hvor der er fundet en forbindelse mellem høj eksponering af PFAS og testikelkræft. Brandmændene er særligt udsatte for PFAS på grund af brandskum, som er meget PFAS-holdige.
Hun fremhæver også et andet studie, hvori det fremgår, at europæiske hårdforkromningsarbejdere har cirka 50-100 gange mere PFOS i deres blod end resten af befolkningen.
Det ville derfor være fornuftigt med et øget fokus på PFAS i arbejdsmiljøet i industrien også, mener begge forskere.
»Det er specielt folk, der arbejder med PFAS, der vil blive højt eksponeret for PFAS, enten selv, eller fordi stofferne overføres til deres børn. Det er dem, der har størst risiko for at få sundhedsskadelige effekter,« siger Xenia Trier.