Der var glæde i stemmen, da klimaminister Lars Aagaard på et pressemøde for nylig præsenterede »en god nyhed for klimaet« og meddelte, at de danske drivhusgasser bliver nedjusteret med 2 millioner ton CO2 i både 2025 og 2030. Det betyder, at regeringen når klimamålet for 2025 om at reducere udledningerne med 50-54 procent i forhold til 1990.
Ministerens udtalelser kom på baggrund af en ny rapport fra Aarhus Universitet, som viser, at klimaskadelige lavbundsjorde udleder mindre drivhusgas end hidtil antaget.
Men flere forskere bag rapporten anfægter nu den gode nyhed. Det skriver DR og Politiken.
\ Lavbundsjorde
Lavbundsjorde (også kaldt tørvejorde) er eller var vådområder, der indeholder planterester, som har optaget en masse kulstof.
Når man fjerner vandet fra jorden i forbindelse med opdyrkning af landbrugsjord, bliver der nedbrudt mere organisk materiale i jorden, og den nedbrydningsproces udleder CO2.
Men hvis man tager lavbundsjordene ud af drift og omdanner dem til vådområder, bliver kulstoffet i jorden.
Forskerne har rigtignok afdækket, at jordene i dag udleder mindre CO2, da der er et mindre areal af lavbundsjord, skriver DR.
Men årsagen til, at de udleder mindre CO2, er, at CO2-en fra jordene allerede er udledt og forsvundet i atmosfæren. De nye beregninger tager udgangspunkt i, hvor stort et areal lavbundsjord, der udleder drivhusgas - men ikke i, hvor meget der egentlig udledes.
Selvom der er færre arealer af lavbundsjorde i dag, kan det vise sig, at den tilbageværende udledning i virkeligheden er større end antaget:
»Vi er på vej med nogle data, der viser, at udledningerne fra en stor del af arealerne er større end det, vi troede,« siger Jørgen E. Olesen, der er sektionsleder på Aarhus Universitet og en af forskerne bag de nye beregninger, til Politiken.
Flere forskere bag rapporten opfordrer derfor politikerne til at sætte skub i vådlægning af lavbundsjorde for at nedbringe udledningen af CO2 fra landbruget.
tmmk






























