Videnskaben var godt klar over, at nogle dyr som næbdyr, vombatter og tasmanske djævle er fluorescerende - det vil sige, at de lyser op, hvis man holder UV-lys over dem.
Men nu viser det sig, at egenskaben også er udbredt inden for pattedyrenes verden - og i langt højere grad, end hvad man hidtil har troet.
Det skriver The Guardian.
I studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science, undersøgte forskerne 125 arter og fandt ud af, at hos 107 af de 125 arter - det vil sige 86 procent - var pelsen fluorescerende under UV-lys.
Men faktisk var samtlige af de 125 arter mere eller mindre fluorescerende - hvis ikke grundet pelsen eller huden, så grundet tænderne eller kløerne.
»Vi vidste ikke, at så mange pattedyr havde lysende hud eller lysende pels,« forklarer studiets førsteforfatter, Kenny Travouillon, til The Guardian.
De 125 arter repræsenterer alle 27 levende pattedyrsordner og omkring halvdelen af alle levende pattedyrsfamilier.

Forskerne analyserede både udstillede og frosne dyr, hvoraf de fleste var fra Western Australian Museums samling. Dette for at kunne udelukke, at pattedyrene var blevet selvlysende på baggrund af konserveringsprocessen. Forskerne kan dog ikke være sikre på, om den fluorescerende effekt er stærkere for de undersøgte dyr, der er blevet konserveret.
Den selvlysende egenskab kommer til syne under UV-lys, fordi proteinerne i dyrenes pels eller hud absorberer strålingen og udsender det som synligt lys.
Fluorescensen er noget, man tidligere har observeret i koraller, frøer (Anura), havskildpadder (Chelonioidea), skorpioner (Scorpionida), papegøjer (Psittaciformes), kaniner (Oryctolagus cuniculus), hasselmus (Muscardinus avellanarius) og mennesker (Homo sapiens).
Det er uvist, hvilken fordel det er for pattedyr at være fluorescerende. Forskerne vurderer, at det får dyrene til at fremstå mere lysende, hvilket hjælper, når man visuelt skal signalere til sine artsfæller. Men det er også meget muligt, at dyrenes fluorescens ikke har en funktion.
Du kan selv teste, om dit kæledyr derhjemme er fluorescerende, skriver The Guardian - bare pas godt på dyrets øjne, når du står med UV-lyset - det kan nemlig give øjenskader.
aeh






























