Hvad siger du til at skåle i vodka, der er produceret på korn dyrket i udelukkelseszonen i Tjernobyl, Ukraine?
Hvis det lyder som den sidste ingrediens til sommerfesten, er det bare med at slå til, for britiske forskere har netop fremstillet en vodka kaldet ’Atomik’, der netop stammer fra korn i Tjernobyl.
Det skriver The Guardian.
Ifølge de britiske forskere fra University of Portsmouth i Storbritanien skulle vodkaen være ganske ufarlig og fri fra radioaktivitet.
En talsmand fra universitetet har dog udtalt til The Guardian, at de målte en anelse radioaktivitet i kornet.
Det forsvinder dog i processen, forsikrer han.
LÆS OGSÅ: Tjernobyl: Hvorfor dør planter ikke af kræft?
»Fordi destillering reducerer farlige urenheder i det originale korn, er den eneste radioaktivitet, som forskerne målte i alkoholen, naturlig kulstof-14, på det samme niveau som du ville forvente i enhver spiritus,« siger han til The Guardian.
Vodkaen er blandet med mineralvand fra en dyb brønd nær Tjernobyl.
De britiske forskere har indgået et samarbejde med en virksomhed kaldet Chernobyl Spirit Company, hvor 75 procent af overskuddet bliver kanaliseret tilbage til lokalområdet.
Jim Smith, professor ved University of Portsmouth, kalder det derfor den vigtigste vodka på markedet.
»Jeg synes, det er den vigtigste flaske af spiritus, der er i verden lige nu, fordi det kan hjælpe økonomien med at komme sig i lokalområdet og i de forladte områder,« siger han til The Guardian.
Vodkaen kan efter sigende sammenlignes med det amerikanske ’moonshine’, som er betegnelsen for en særlig type amerikansk spiritus, der blev produceret i USA i forbudstiden.
I dag – 33 år efter ulykken i Tjernobyl – er området kendt for den vilde biodiversitet, som vi ligeledes har skrevet om på Videnskab.dk.
Området er i dag blevet erklæret et område for vilde dyr og planter.
LÆS OGSÅ: Tjernobyl: Vi kender stadig ikke rigtig de helbredsmæssige risici ved en atomulykke
LÆS OGSÅ: Kan atomkraft redde verden?
nan






























