Svalbard er nok bedst kendt for sit snedækkede polarklima med gletsjere og arktiske dyr som isbjørne og hvalrosser.
Men det kan snart ændre sig, advarer den norske forsker Halvor Dannevig i en kronik på Forskersonen.no.
Han frygter, at den norske øgruppe i Ishavet vil have samme klima som i Danmark ved århundredets udgang, hvis temperaturen fortsætter med at stige.
»Der vil næsten ikke være dage med snedække langs kysten, og store dele af gletsjerne vil smelte væk. Dyrearter, der er tilpasset et polarklima, vil gradvist vige for arter fra syd,« skriver Halvor Dannevig, der forsker i klimatilpasning og er forskningsleder ved Vestlandsforskning i Norge.
Faktisk kan man allerede se klimaforandringerne på øgruppen, fortæller han i kronikken.
Flere polare havfuglearter er på vej væk, og krydstogtturismen boomer, takket været den forsvindende is, der giver skibene mere plads.
Det betyder, at den norske regering har måttet gribe ind og begrænse antallet af turister, der går i land fra de mange skibe.
Turisterne vil også skulle beskyttes imod naturens farer, der tager til med klimaforandringerne, fortæller Halvor Dannevig.
Det kan være oversvømmelser, laviner, jordskred og en ustabil jord, når permafrosten tør.
Han opfordrer derfor til, at man finder en balance i områdets turisme, så det både er til gavn for turisterne og naturen.
kv






























