De skaber viden, der rykker verden fremad og former vores fremtid. Danmarks fremmeste forskere hædres i dag.
Torsdag den 1. marts får fem forskere tildelt EliteForsk-prisen af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Prisen består 1,2 millioner kroner til hver enkelt forsker – 1 million til videre forskning og 200.000 som en personlig hæderspris til forskeren.
\ Om EliteForsk
Hvert år hædrer den danske uddannelses- og forskningsminister 5 af Danmarks mest fremragende forskere under 45 år med en EliteForsk-pris.
Prisen er på 1,2 million kroner. 200.000 kr. er en personlig hæderspris og 1.000.000 går til forskningsaktiviteter.
Vinderne er udvalgt af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse.
Priserne overrækkes af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i Operahuset i København.
»I dag hylder vi nogle af dansk forsknings fyrtårne,« siger Søren Pind.
»De sprænger rammerne og tør søge det stykke længere, så man når ud og finder det, som ingen andre har fundet. Med nysgerrighed, flid og fordybelse skaber de nye erkendelser, som gør os alle rigere og klogere. Derfor skal vi fejre dem.«
Her følger en kort præsentation af de fem vindere og deres forskning:
Første prismodtager fra privat virksomhed
For første gang bliver EliteForsk-prisen uddelt til en forsker fra en privat virksomhed.

Stig Helveg er fellow hos Haldor Topsøe A/S, hvor han forsker i overfladers kemi og katalyse (det fænomen, at en katalysator øger hastigheden af en kemisk reaktion uden selv at forbruges), som kan løse energi- og miljøudfordringer.
Stig Helveg er ifølge Uddannelses- og Forskningministeriet verdensførende i brugen og udviklingen af elektronmikroskopi.
Det er en metode, der gør det muligt at tage billeder af atomer i bevægelse og undersøge kemiske processer helt ned i det atomare niveau.
Metoden vandt i efteråret 2017 Nobelprisen i kemi.
Se en præsentation af Stig Helveg i videoen her:
Forskning i celler kan føre til behandling af kræft

Anja Groth er professor ved Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) ved Københavns Universitet.
Her forsker hun i cellers funktioner og hukommelse, også kaldet epigenetik. Et felt, som hun og hendes forskergruppe har bragt vigtige nye erkendelser til.
Hendes forskning er blandt andet relevant for at forstå menneskets udvikling, aldring og sygdomme.
Potentielt kan Anja Groths forskning bruges i udviklingen af medicinsk behandling af kræft.
Kvantefysik flytter grænser for teknologien'
Professor N. Asger Mortensen fra Syddansk Universitet, forsker i, hvad der lyder som teknologi fra et sci-fi univers: quantum plasmonics.

Og det er da også et felt, der bryder grænserne for, hvor detaljeret videnskaben kan forstå elektrodynamik.
Altså, hvordan elektriske og magnetiske ladninger påvirker hinanden i bevægelse.
Hans arbejde beskrives som værende i »grænsefladen mellem klassisk elektrodynamik og kvantefysik.«
Lyder det stadig som sci-fi hokus pokus?
Måske. Men forskningen kan bidrage til udvikling af topsikrede kommunikationssystemer og hurtigere behandling af information.
Grænserne flyttes konstant.
Se en præsentation af N. Asger Mortensen i videoen her:

Proteiner i celler er nøglen til forståelse af kroppens systemer
Internationalt anerkendt forskning, der har givet ny viden om proteinernes betydning for blodtryk samt sygdomme som diabetes og knogleskørhed, og som har ført til udvikling af lægemidler, der nu er under afprøvning.
Matematikken åbner forståelsen af atomer
Professor Søren Fournais fra Aarhus Universitet bruger matematikken til at analysere og forstå atomer.
Gennem sit arbejde har han udledt egenskaber ved strukturen af atomer, som har stor betydning for forskning i kvantefysik og kvantekemi.
Det har både betydning for den teoretiske fysik og for meget praktisk anvendt teknologi i superledende materialer, som blandt andet bruges til superhurtige svævende magnettog.

Se en præsentation af Søren Fournais i videoen her:
Ph.D-studerende får et skub ud i verden
Ud over de fem EliteForsk-priser uddeles også 20 rejsestipendiater til ph.D-studerende, som skal hjælpe til, at de kan rejse ud i verden og studere i andre forskningsmiljøer.
»Det er godt, at talenterne inden for forskning suger den viden til sig, der findes uden for vores egne grænser. Rejsestipendiaterne giver unge og talentfulde ph.d.-studerende mulighed for at få viden og inspiration blandt førende forskere på de bedste uddannelsesinstitutioner i verden,« siger Søren Pind.
\ Eliteforsk sætter fokus på dansk topforskning
Eliteforsk-priserne skal skabe opmærksomhed om topforskningen i Danmark og bidrage til at synliggøre danske forskeres vigtige indsats i videnskabens tjeneste.
Universiteter, forskningsinstitutioner og private virksomheder med forskningsaktiviteter kan indstille kandidater til prisen.
Alle indstillinger vurderes af Det Frie Forskningsråds bestyrelse, der udvælger og indstiller de fem kandidater til uddannelses- og forskningsministeren.






























