Højt blodtryk? Så er det ikke nok at spare på saltet

Man har længe vidst at bordsalt er noget af det vigtigste, når det kommer til faktorer, man kan ændre på i forhold til blodtrykket. For meget salt, og dit blodtryk stiger, især hvis du i forvejen har forhøjet blodtryk eller er nyresyg.

Har du problemer med blodtrykket, skal du derfor passe på med mængden af salt (natrium-klorid, NaCl) i maden og ikke mindst saltlakridserne, chips, pizza og feta.

I 2017 fejres 20-året for videnskabelig påvisning af kostfaktorers betydning for blodtrykket.

Det såkaldte 'DASH'-studium ('dietary approaches to stop hypertension', på dansk 'kostmæssige tilgange for at stoppe forhøjet blodtryk') påviste, at systematisk ændring af kosten med øget indhold af blandt andet fibre, magnesium, calcium og ikke mindst kalium kunne sænke blodtrykket betydeligt. Især hos dem med forhøjet blodtryk. Og effekten blev forstærket af at sænke natriumindtaget.

Mange studier – blandt andet helt nye fra Frankrig – bekræfter dette. Forholdet mellem natrium og kalium i kosten – kaldet 'Na/K-ratio' – synes vigtigere end natrium alene.

Altså, det er bedre at spise natriumfattigt og kaliumrigt end bare natriumfattigt i forhold til at holde blodtrykket normalt over tid.

Hvad er det nye? Grundforskning har vist, at kaliumindtaget er direkte med til at regulere, hvor meget salt (natrium) nyrerne udskiller. Her tyder nye data på, at højt indtag af kalium øger nyrernes udskillelse af natrium.

Disse fund kan forklare, hvorfor det ikke kun er vigtigt at skrue ned for indtaget af natrium. Det er ligeså vigtigt at skrue op for kalium.

Men lad os først se nærmere på, hvordan natrium og kalium hver især virker på din krop.

Salt er vigtigt for kredsløbet

Kroppen indeholder det meste af sit natrium i opløst form i blodets plasma og væsken uden for cellerne (blod smager salt!). Natrium bestemmer mængden af væske i kroppen: Jo mere natrium des mere vand. Hvis man ikke kan udskille salt, men ophober det, giver det ødem (opsvulmede ben, vand i lungerne).

Det er især relevant at være opmærksom på ved hjerte-, lever- eller nyrelidelser. Normale mennesker holder kroppens indhold af natrium konstant, nærmest uanset hvor meget natrium de spiser, så længe nyrerne fungerer normalt.

Overskud af salt udskilles med urinen. Urinen indeholder meget salt, hvis man har været på McDonald's, spist chips, sojasovs, oliven, feta og spegepølse. Omvendt indeholder den meget lidt salt, hvis man har fastet, svedt rigtig meget eller haft diarre.

Er man nyresyg og i dialyse, så bliver det salt, man spiser, i kroppen indtil næste dialyse. Her 'binder' salt vand, og man kan faktisk tage ét kg væske per cirka 10 gram salt på i døgnet.

Når man taler om for meget salt i kosten, er det den kroniske påvirkning over lang tid, der kan øge blodtrykket og bevirke blodpropper i hjerne og hjerte. Du skal derfor helst ikke spise mere end syv til otte gram salt om dagen – slet ikke hvis du er nyresyg eller har forhøjet blodtryk.

De fleste 'naturlige' fødemidler som frugt, grønt, havregryn, ris, kartofler, fersk uforarbejdet kød og fisk indeholder meget lidt salt. Det meste af det salt, du spiser, får du derfor foræret af industrien – 70-80 procent er skjult i blandt andet brød, pålæg og færdigretter som en meget billig smagsforstærker.

Det er derfor ikke saltbøssen på bordet, der er hovedsynderen, men industrielt forarbejdede fødevarer.

Ingen grund til at frygte saltmangel

Du kan ikke spise for lidt salt, hvis du er rask, for kroppen er fantastisk effektiv til at holde på salt. Efter kort tids tilvænning udskiller du stort set ikke salt med sved, afføring eller urin. Urinen kan bringes til at indeholde mindre salt end postevandet visse steder.

Man kan derimod tabe salt, hvis man er syg, for eksempel ved diarre eller opkastning (eller ekstremsport), og så kan det blive kritisk, fordi salt bestemmer volumen af væsken, der omgiver cellerne og af blodplasma.

Salttab svarer derfor lidt til at bløde, og ved kraftigt salttab ses svigtende blodtryk, nedsat blodforsyning til organerne og død.

Salt- og vandtab er især farligt for små børn, og WHO anslår, at der dør over 500.000 spæd- og småbørn under 5 år om året især i udviklingslande af simple mave-tarminfektioner – vel og mærke ikke af selve infektionen, men af salt- og vandtabet.

Kalium holder gang i nerve- og muskelceller

Anderledes er det med kalium eller med et gammelt dansk ord, potaske (det, der bliver tilbage når man har brændt noget organisk materiale, aske, indeholder meget kalium som kaliumcarbonat).

Kalium findes, i modsætning til natrium, især inde i kroppens 1.000 milliarder (1x10¹²) celler. Denne fordeling af natrium og kalium med høj kaliumkoncentration inde i cellerne og lav udenfor og omvendt med natrium opretholdes af en pumpe i cellernes ydre grænse, membranen.

Den transporterer kalium ind og natrium ud af cellerne. Dens funktion blev beskrevet af danskeren Jens Christian Schou ved Aarhus Universitet i 1950'erne, der modtog nobelprisen i kemi i 1997.

Kalium er vigtig for de 'strømførende' celletyper, nerver, skeletmuskelceller og hjertemuskelceller. Det er kaliums og natriums ubalance over cellerne, der medfører, at de kan danne og udbrede elektriske signaler – også kaldet aktionspotentialer.

Typisk er det også fra muskelcellerne, der opstår symptomer, hvis kaliumbalancen er forrykket. For eksempel ved lav kaliumkoncentration i blodplasma, hvor cellerne bliver sværere at stimulere. Det opleves som nedsat kraft i musklerne – man kan ikke løfte bæreposerne, og det kan føre til lammelser.

For meget eller for lidt kalium kan slå ihjel

Det er derfor vigtigt, at kroppens kaliumbalance altid holdes meget tæt kontrolleret. Det er vigtigt ofte at få målt blodets kaliumkoncentration hos den praktiserende læge, hvis man for eksempel får vanddrivende lægemidler, der både kan øge og sænke blodets kaliumkoncentration.

Det gøres, fordi i modsætning til natrium er ganske små ændringer i blodets koncentration af kalium livsfarlige. Normalt er kalium 3,5-4 mmol/L, som er måleenheden. Hvis denne koncentration fordobles eller halveres, er det farligt.

Man bruger kaliumindsprøjtning i visse stater i USA til at henrette dødsdømte med. Øget kaliumkoncentration i blodet medfører ultimativt hjertestop.

Ligesom med natrium er det nyrerne, der opretholder kaliumbalancen i vores krop – altså at indtag, som kan variere rigtig meget, matches af udskillelse. Spiser man en bakke friske jordbær og nogle nye kartofler i juni, så får man faktisk en dødelig dosis kalium.

Insulin hjælper med til ikke bare at sænke blodsukkeret, efter man har spist jordbærrene, men også at få kalium ind i kroppens celler og derefter er det nyrerne, der udskiller kalium med urinen.

Så hvis man ikke har god nyrefunktion, er det livsfarligt. Det betyder, at nyrerne gennem urinen udskiller overskud af kalium eller omvendt holder på kalium, hvis man har et tab – for eksempel ved diarre eller opkastning.

Har man nedsat nyrefunktion eller nyresvigt, ja så er det kalium, der umiddelbart er det farligste. Hvis man ikke er i dialyse, vil stigende kaliumkoncentration i blodet medføre døden i løbet af dage.

Højt kaliumindtag er et blandt få andre kostmæssige tiltag, der har dokumenteret blodtrykssænkende virkning i mennesker. Baggrunden for kaliums virkning har ikke været kendt. Studier i mus har vist direkte, at en kost lav på kalium og høj på natrium øger blodtrykket. De seneste års forskning, især fra USA, har nu sandsynliggjort mekanismen, der ligger i nyrerne.

Jo mere kalium des mindre natrium

Det nye fund er, at nyrerne har en indbygget 'kaliumføler'. Det betyder, at nyrernes rørsystem i et bestemt område er følsomme over for blodets koncentration af kalium, og de reagerer ved at styre transporten – ikke af kalium men af natrium på dette sted.

Årsagen er, at mængden af natrium, der passerer den sidste del af nyrernes rørsystem, indirekte afgør, hvor meget kalium, der udskilles. Jo mere natrium her, jo mere kalium tabes til urinen.

Nyren bruger således det trick at skrue på mængden af salt, der kommer videre langs rørsystemet for indirekte at styre, hvor meget kalium der tabes.

Det betyder, at hvis man har spist meget kaliumfattigt, så man skal holde kalium i kroppen, ja så øger man tidligt i rørsystemet optaget af natrium for at minimere tabet af kalium.

Det vil sige, man holder en upassende mængde af salt tilbage for at regulere kaliumbalancen. Eller med andre ord: Kaliumbalancen prioriteres over natriumbalancen!

Det er nu tydeligt, at dette hierarki findes, og at kaliumbalancen af nyrerne prioriteres på bekostning af natriumbalancen. Konsekvensen af kronisk lavt kostindtag af kalium er derfor sandsynligvis, at der holdes for meget natrium tilbage – med de kendte konsekvenser for blodtrykket.

Omvendt, hvis man spiser meget kaliumrigt, ja så holder man mindre natrium tilbage for at fremme udskillelse af kalium. Netop det forhold er nok forklaringen på det blodtryksgavnlige ved høj kalium i kosten: Man driver mere natrium ud.

Så kostrådene er ikke ændret, vi forstår nu blot bedre, hvordan de virker, og der er bestyrket mistanke om, at det er ligeså vigtigt at spise meget kalium som at spise lidt salt/natrium. Så få gang i efterårets indsamling af nødder og æbler, der er herlige kilder til kalium!