Din papegøje minder overraskende meget om din hund
Et nyt studie giver papegøje-ejere indsigt i, hvordan forholdet mellem ejer og papegøje kan hænge sammen med fuglenes velfærd og opførsel.
Et nyt studie giver papegøje-ejere indsigt i, hvordan forholdet mellem ejer og papegøje kan hænge sammen med fuglenes velfærd og opførsel.

Når en papegøje pipper febrilsk, bider fra sig eller har anden problematisk adfærd, kan det ifølge et nyt studie hænge sammen med det forhold, som fuglen har til sin ejer.
Anne Tygesen fra Københavns Universitet har i forbindelse med sin kandidat undersøgt et kæledyrsforhold, som endnu ikke er belyst i Danmark, nemlig forholdet mellem papegøjer og deres ejer.
Et resultat, som Anne Tygesen fremhæver, er, at man skal være klar over, at en papegøje ikke blot er en smuk tilføjelse til boligen, men i højere grad et medlem af familien. Selvom den smukke fuglegruppe ikke ligefrem har fire poter, logrende hale og fugtig snude, minder papegøjen nemlig om menneskets firbenede ven på flere punkter.
»I analysen kan vi se, at svarene i høj grad falder på samme måde, som hos de undersøgelser, der er lavet hos hunde,« forklarer Anne Tygesen.
Hun bliver suppleret af professor i anvendt etologi ved Københavns Universitet, Björn Forkman, der forklarer, at det netop er dét, som indikerer, at man har samme type forhold til en hund, som til en papegøje.
Dette giver ifølge Anne Tygesen og Björn Forkman mening, når man holder dataene op ved siden af fuglenes kendetegn og behov.
Her nævner forskerne et par punkter, hvor de kan se, at hunde-ejer-forholdet ligner papegøje-ejer-forholdet:
Når man gerne vil undersøge forholdet mellem kæledyr og kæledyrsejer, er den såkaldte 'Monash Dog Owner Relationship Scale' (MDORS) en af de metoder, som skaber et mere fuldendt billede af relationen end hos andre ejer-forholdsundersøgelser.
»MDORS-skalaen er en af de få skalaer, som ikke kun måler få ting i forholdet mellem dyr og ejer. Den undersøger, hvor tæt knyttet du er til dyret, men også de ulemper, der kan være ved at holde dyret og din fysiske interaktion med det. På den måde er det en meget komplet skala,« siger Björn Forkman.
Selvom skalaen oprindeligt er udarbejdet til at undersøge hund-ejer-forhold, er der også lavet versioner af den til at undersøge for eksempel kat-ejer-forhold.
Det inspirerede Anne Tygesen og Björn Forkman til at udarbejde en skala, som blev kaldt ’Parrot Owner Relationship Scale’ (PORS) og var tilpasset til at blive klogere på de flyvende kæledyr:
»Man krammer for eksempel ikke sin papegøje, så stedet blev sådan et spørgsmål lavet om til at kæle med sin papegøje.«
Ud over ændringer har Anne Tygesen og Björn Forkman lavet en statistisk analyse, hvor de frasorterede de spørgsmål, som ikke havde nok svar til at betyde noget.
»For eksempel fjernede vi spørgsmålet: 'Hvor ofte tager du din papegøje med i bilen?'. Det sker så sjældent, at det ikke gave mening at analysere videre på,« siger Anne Tygesen.
Karen Thodberg, som er seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet, kan godt se fornuften i at bruge skalaen og lave de ændringer, som hun har læst.
»Jeg synes der er gjort nogle gode overvejelser i forhold til, hvilke spørgsmål der kan bruges til at vurdere forholdet mellem papegøje og menneske, og hvilke der ikke kan,« siger hun, men pointerer også, at modificering af MDORS-skalaen ikke er hendes fagområde, og at hun derfor vurderer det på baggrund af sin generelle viden inden for undersøgelser af dyrs interaktioner og forhold til mennesker.
Björn Forkman har bistået Anne Tygesen i undersøgelsen i forbindelse med hendes arbejde.
Når han kigger på resultaterne, hæfter han sig især ved, at man som papegøjeejer må være klar på at lægge energi i ejerskabet:
»Noget af det, som vi kan udtrække, er, hvor vigtig stimulans og interaktion er for papegøjer. Det betyder noget for deres velfærd og relation til mennesket,« siger Björn Forkman og bliver suppleret af Anne Tygesen, som fremhæver fuglens sociale behov:
»Det kan påvirke papegøjen positivt at have en artsfælle med sig. Modsat kan vi se, at når papegøjen ikke bliver socialt stimuleret enten med ejer eller artsfælle, så har de større problematisk adfærd. Den vil typisk være mere aggressiv og bide, når der ikke er andre fugle i husholdningen.«
Anne Tygesen og Björn Forkmans arbejde er publiceret i en videnskabelig artikel i det internationale fagfællebedømte tidsskrift, Anthrozoös.
»Studiet bygger på spørgeskema, der er delt på forskellige sociale medier i alle de papegøje-fora, jeg kunne komme i nærheden af,« forklarer Anne Tygesen.
Her har papegøjeejere svaret på spørgsmål om for eksempel direkte tilknytning til papegøjen, fysisk aktivitet, adfærd og hvor omkostningsfuld man opfatter ejerskabet.
»Vi har så analyseret svarene for at se om, der var nogle sammenfald, som var værd at bide mærke i.«
Her indgår en række såkaldte ’komponenter’, der skal hjælpe til at gruppere svarene, som Björn Forkman forklarer med et eksempel:
»Du kan enten sige, at du skal bruge en sko, der 28 cm i længden, 8 cm bred og 5 cm høj. Eller du kan sige, at du skal have en størrelse 42. Den størrelse, beskriver alle tre mål med ét tal.«
I spørgeskemaet bliver der spurgt ind til forskellige måder, hvor ejeren kan synes, at papegøjen er omkostningsfuld. Det kan både være i forbindelse med økonomi, ejerens følelse af frihed, at den ødelægger ting eller er tidskrævende. Svarene på disse spørgsmål er sat sammen under komponenten ’percieved cost’ (opfattet omkostning).
Karen Thodberg, som er seniorforsker ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet, har kigget på artiklen for Videnskab.dk og kalder den gennemarbejdet.
Hun nævner, at fordi man har skaffet svarpersoner via sociale medier (og altså ikke kan styre, hvor mange den når ud til), bliver det umuligt at udregne, hvor stor en del af de adspurgte som har besvaret undersøgelsen. Dog vurderer hun, at det er en relativ stor gruppe deltagere, som hjælper til at kortlægge det nye territorie.
»Det er spændende at få kastet lys over, hvilke typer relationer, der er mellem papegøje og menneske, og hvilke problematikker der kan være,« siger Karen Thodberg.
Hun finder det også interessant, hvordan adfærdsproblemerne kan afhænge papegøjeart og hvordan man som ejer holder sin papegøje.
»For eksempel ser det ud til at have stor betydning, hvor meget papegøjen er alene hjemme, og om der er flere papegøjer i hjemmet.«
Noget som især fik Anne Tygesen, Björn Forkman og tidsskriftet Anthrozoös til at spærre øjnene op, var korrelationen - altså sammenfaldet - mellem hvor tæt forbundet en ejer er med sin papegøje og dens aggressive adfærd.
Det er altså tal, som peger på, at jo tættere knyttet, du er til din papegøje, jo mere aggressiv er den.
»Vi synes, det var meget mærkeligt; vi har regnet og regnet på det, og får samme resultat hver gang. Vi har ikke rigtig nogen sikker forklaring på, hvorfor det er sådan,« siger Björn Forkman.
De to kan kun gisne om årsagen til det overraskende sammenfald. Ét af deres bud, er, at det slet og ret er et spørgsmål om hyppig interaktion:
»Jo mere man tager sin papegøje ud, leger eller kæle med den, des mere har den også mulighed for at bide eller gøre andre ting, der kategoriseres som ’aggressiv adfærd’,« nævner Anne Tygesen.
Björn Forkman supplerer med en anden af deres overvejelser, som taler mere ind i papegøjens følelsesliv:
»Det kan også have noget at gøre med, at en papegøje, som er tættere knyttet til dig, også lettere bliver jaloux og reagerer ved for eksempel at bide dig eller andre.«
Netop papegøjers følelsesliv fremhæver Karen Thodberg også sammen med et andet resultat, som hun også gerne så uddybet:
»Der gives bud på, hvordan et højt aggressionsniveau kan hænge sammen med høj ’emotional closeness’, men jeg kunne også godt have tænkt mig en uddybning af, hvorfor et højt stress- og aggressionsniveau hos papegøjerne kobles til at ejerne opfatter ejerskabet som mindre omkostningsfuldt eller besværligt.«
Ligesom forfatterne selv håber at studiet vil føre til dybere undersøgelse af papegøjernes velfærd i kæledyrsrelation, ser Karen Thodberg en række punkter, som kunne være interessante at kigge nærmere på:
Anne Tygesen og Björn Forkman har ikke lavet en konkret undersøgelse på, hvordan man bedst holder papegøjer. Med studiet og sin baggrundsviden om fuglene, har de dog her udarbejdet fem råd til folk, der enten har eller overvejer at anskaffe sig en papegøje:

De fem råd
Illustration: Shutterstock