Det lyder måske skørt. Men noget tyder på, at vi mennesker ikke er det eneste pattedyr, som dyrker jorden.
Det er i hvert fald påstanden i et nyt studie, der er blevet publiceret i Current Biology.
Det argumenterer en gruppe forskere fra University of Florida i hvert fald for. De mener nemlig, at man med rimelighed kan kalde den mellemstore gnaver, taskegoferen, for en slags landmand.
For denne gnaver høster ikke alene fra rødderne af de fyrretræer, der vokser ned i deres huler, nej, de dyrker dem skam også - og det gør dem, ifølge forskerne, til landmænd.
»Sydøstlige taskegofere er de første ikke-menneskelige pattedyrslandmænd,« siger biolog Francis Putz fra University of Florida til Science Alert.
»Landbrug er kendt blandt andre arter som myrer, biller og termitter, men ikke blandt nogen andre pattedyr.«
Det er nok en overdrivelse at kalde gnavernes agerdyrkning for avanceret. Deres teknik består ganske enkelt i at kultivere rødderne, der vokser i deres huler, med deres afføring og tis. Men det er altså med fuldt overlæg, at de gør det.
»De skaber det perfekte miljø for rødder til at vokse i ved at gøde dem med deres affald,« siger zoolog Veronica Selden fra University of Florida til Science Alert.






























