Et hold forskere har fundet ud af, at en gruppe chimpanser i Vestafrika gør noget højst usædvanligt.
Først skriger chimpanserne højt, og derefter kaster de en sten på et træ. Det gentages måske, og så løber de væk.
Primatologer fra Max Planck Instituttet for evolutionær antropologi i Tyskland, observerede for første gang denne adfærd for et par år siden, og de undrer sig stadig over, hvad der ligger bag, skriver Science Alert.
LÆS OGSÅ: Kan aber blive lige så kloge som os i fremtiden?
Chimpanser bruger i forvejen sten til blandt andet at knække nødder eller som kastevåben.
Men at kaste sten mod træer undrede forskerne. For dem virker det nærmest rituelt.
Stenene var stablet ved træstammerne, og forskerne fandt, at det var helt bestemte træsorter, som aberne kastede på.
Måske bliver stenkastene brugt som kommunikation. En slags 'chimpanse-telefon', foreslår forskerne.
»Vi tror, at chimpansernes stenkast mod de bestemte træsorter skaber en lyd, der har en koncentration af energi ved lavere frekvenser, og som derfor er optimalt for langdistance-kommunikation,« skriver forskerne i deres rapport.
LÆS OGSÅ: Forskere afslører, hvorfor chimpanser er så stærke
Da forskerne ikke havde nok optagelser med chimpanser, som kastede sten, tog de selv ud og optog stenkast mod forskellige slags træer. Både dem, som chimpanser havde kastet mod, og nogle, som de ikke havde.
Ved hjælp af algoritmer kunne forskerne beskrive lydene, eller nærmere bestemt hvordan lydene forsvandt, og hvilke frekvenser lydene havde.
De træer, som aberne kastede sten på, havde alle dybere frekvenser, som kunne skabe et ekko over længere distancer. De havde også store, støttende og åbne rødder, som gav et højere brag fra sig, når stenen ramte.
Dette understøtter forskernes teori omkring, at træerne bruges til at skabe lyde. Men der kræves yderligere undersøgelser.
Se optagelserne af chimpanser i aktion i videoen her.
LÆS OGSÅ: Chimpanser knytter bånd, når de ser film sammen: »Vi troede, at det var unikt for mennesker«
LÆS OGSÅ: Forskere kortlægger forskellene på aber og menneskers hjerner
tb






























