Forældre vil gøre næsten alt for deres unger, og fugle er ingen undtagelse.
I et nyt studie har Henry Pollock, en forsker i ornitologi ved University of Illinois, USA, undersøgt en række videoer, der viser en pudsig adfærd blandt redebyggende mejser. Det skriver LiveScience.
Det drejer sig mere specifikt om fuglearten en toppet topmejse (Baeolophus bicolor).
I 2020 fandt Pollock flere videoer på Youtube, hvor fuglen river totter af pels og hår fra levende dyr som hunde, katte og vaskebjørne (og i visse tilfælde også mennesker).
Se en video af den vovede topmejse her:
»Der er mange beviser for, at fugle bruger hår til at bygge deres reder. Men der er aldrig blevet forsket i, hvor håret oprindeligt kommer fra,« fortæller Pollock til LiveScience.
I studiet kalder forskerne denne adfærd for ’hårtyveri’ og referer til begrebet ’kleptotrichy’, hvilket stammer fra de græske ord 'klepto' (at stjæle, red.) og 'trich' (hår, red.)
Uden videoer af amatørforskere ville studiet formentlig aldrig være blevet til noget, og derfor takker Pollock også brugerne på Youtube for at gøre opmærksomme på den toppede topmejses særlige opførsel.
Pollock og resten af forskerholdet ved endnu ikke med sikkerhed, hvorfor mejserne stjæler hår fra levende dyr.Vaskebjørnen i videoen virker i alt fald ikke særlig indforstået med mejsens nærgående adfærd.
Studiet er publiceret i tidsskriftet The Scientific Naturalist.






























