Det lyder for vildt til at være sandt, men efter 46.000 år er en mikroskopisk rundorm vågnet fra dvaletilstand.
Den viser sig at være en helt ny - eller skal vi nærmere sige uddød - art.
Rundormen (Panagrolaimus kolymaensis) gik i en særlig form for dvale under den seneste istid. Siden har den ligget indlejret i frossen jord, der i 2002 blev udvundet af den sibiriske permafrost i det nordøstlige Arktis.
Først nu har forskerne opdaget ormens alder, art og den særlige tilstand, den har overlevet i.
Den ældgamle rundorm blev først afrimet i 2018, 16 år efter det store fund. Da den kom fri fra forsteningen, levede den op, begyndte at bevæge sig og spise. Senere har den formeret sig uden en mage.
»Overlevelse i ekstreme miljøer i længere perioder er en udfordring, som kun få organismer er i stand til,« skriver forskerne i et nye studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet PLOS Genetics.
I studiet analyserer de blandt andet den nye arts gener og sammenligner dem med gener fra en fritlevende, gennemsigtig rundorm (Caenorhabditis elegans), der kan overleve i en særlig tilstand kaldet kryptobiose.
Analyserne afslører, at de to ormearter har flere fælles gener, som er forbundet med kryptobiose. Kryptobiose er en tilstand, som bremser alle kemiske processer i kroppen, så en organismes livsprocesser midlertidigt sættes i stå, indtil optimale forhold opstår igen.

Efter opdagelsen af gener, der er forbundet med kryptobiose, udførte forskerne et eksperiment med ormene.
Her observerede de, at begge de to ormearter forbedrede deres overlevelsesmuligheder, hvis de var udtørrede, før de blev frosset ned.
»Vores resultater indikerer, at ved at tilpasse sig til at overleve i kryptobiose over kortere tid i miljøer som permafrost, har nogle arter af rundorme potentialet til at forblive i tilstanden i længere geologiske tidsperioder,« skriver forskerne ifølge Live Science.
Det kan betyde, at uddøde arter af rundorme kan genoplives, hvis de i fremtiden slipper fri af permafrosten.
»Drastiske ændringer i miljøet, hvor de ligger i dvale, for eksempel udsving i temperatur og naturlig radioaktivitet, kan vække de gamle rundorme fra deres dybe dvale,« skriver forskerne ifølge Live Science.
smb






























