Lidt syd for Køge risler Tryggevælde Å ud i Køge Bugt.
Her svømmer en stamme af aborrer op hvert år for at gyde – lægge deres æg – efter at have været på tur rundt i Køge Bugt eller måske på en længere rejse til Sverige.
Nye undersøgelser indikerer, at aborrerne stort set altid vender tilbage til den samme å. Er de selv kommet til verden i Tryggevælde Å, vender de tilbage hertil frem for den nærliggende Køge Å, et par kilometer derfra.
»Vi har fundet ud af, at en aborre ikke bare er en aborre. Der er simpelthen tale om særskilte bestande, som hører hjemme i de enkelte åer. De blander sig måske ude i havet om sommeren, men vi har fundet ud af, at de er super dygtige til at vende tilbage til deres egen å om vinteren og foråret,« siger Mikkel Skovrind, som er postdoc og fiskeforsker ved Lund Universitet og Statens Naturhistoriske Museum i København.
En 'mindblowing' opdagelse
Det er i forvejen velkendt, at eksempelvis laks og ørreder i høj grad vender tilbage til deres hjemstavn. Et fænomen kendt som ’homing’, hvilket betyder, at fiskene vender hjem for at gyde i åen, hvor de selv blev udklækket.
»Der er lavet masser af forskning på laks og ørreder, men stort set ingenting på aborren – særligt aborrer, som lever i brakvand, har været overset. Derfor er det ret mindblowing at finde ud af, at de enkelte bestande hører hjemme i hver deres egen lille å,« siger Peter Rask Møller, som er lektor og fiskeforsker ved Statens Naturhistoriske Museum og sidsteforfatter på det nye studie.
»Resultatet har også betydning for, hvordan vi skal forvalte og bevare aborrerne. Nu er det pludselig særskilte stammer af aborrer, som vi skal passe på.«

Fangede flere end1.000 aborrer
Aborren er en op til 50 centimeter stor rovfisk, som er udbredt over hele Danmark, og som normalt lever i ferskvand.
Men langs de syd- og østdanske kyster findes der aborre-bestande, som har tilpasset sig til at kunne leve i brakvand. Altså en blanding mellem ferskvand og saltvand, som blandt andet findes i Østersøen, herunder Køge Bugt.
Sammen med de lokale fiskeklubber og andre lystfiskere fangede, mærkede og genudsatte forskerne 283 aborrer i Tryggevælde Å og 1.046 aborrer i den nærliggende Køge Å.
Over de næste år fik de lystfiskere, undervandsjægere og lignende til at indrapportere, når de havde fanget en opmærket aborre.
Tallene viste, at 80-90 procent af aborrerne svømmer tilbage til den samme å efter at have været på tur ude i brakvandsområderne i havet om sommeren, fortæller Mikkel Skovrind.
»Det er fuldstændig på niveau med laks og ørreder. Vi har mærkninger, som viser, at de svømmer helt til Sverige eller ned omkring Møn, men de vender tilbage til deres egen å,« siger han.
\ Det nye aborre-studie
Et nyt genetisk studie af danske aborrer er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Fisheries Research.
I studiet har forskerne foretaget genetiske analyser af 190 aborrer fanget på 12 forskellige lokationer i Danmark:
Tange Sø, Randers Fjord, Fårup Sø, Sjælsø, Sønder Sø, Tystrup-Bavelse Sø, Pøle Å, Roskilde Fjord, Kettinge Nor, Nakskov Inderfjord, Karrebæk Fjord og Ishøj Havn.
Når fiskene blev fanget, klippede forskerne et lille stykke af deres finne, inden de blev sat ud igen.
»Finnen vokser ud igen, og vi kan bruge det lille stykke af finnen til at lave genetiske analyser,« fortæller Mikkel Skovrind.
Aborrer er blevet 'hot' blandt forskere
Resultaterne er beskrevet i en ny rapport, som forskerne har udarbejdet for Køge og Stevns kommuner. Det bliver også bekræftet af et andet genetisk studie af danske aborrer, som forskerne netop har fået publiceret.
De nye undersøgelser er ifølge Mikkel Skovrind med til at understrege, at aborren i de senere år har fået lidt mere akademisk medvind og dermed er blevet »et hot forskningsemne«.
Han har også svært ved selv at skjule sin begejstring for fiskearten, som han har fulgt siden sit bachelorprojekt under studietiden.
»Det er klart en af de smukkeste fisk, vi har herhjemme, synes jeg. Den har farvestrålende finner i rød og orange, og den har en flot rygfinne med pigge, som den kan rejse op som et sejl over næsten hele ryggen,« fortæller Mikkel Skovrind.
Professor: Åbner for 'kæmpe diskussion'
Spørger man professor Tobias Wang, giver de nye studier »spændende ny viden om en fisk, som alle lystfiskere kender og elsker«.
»Det er interessant i sig selv at lære aborren bedre at kende, men det rummer også et perspektiv i forhold til forvaltning og bevaring. For det betyder, at når en population af aborrer uddør, fordi man ødelægger en given å, så mister man en undergruppe af aborrer, som man ikke får tilbage,« siger Tobias Wang, som er professor i zoofysiologi på Aarhus Universitet og ikke har været en del af det nye studie.
»Men det åbner for en kæmpe diskussion uden ende i forhold til, hvor meget genetisk diversitet der skal være i en population, før man skal begynde at kæmpe for at bevare den.«
\ Samarbejde med lystfiskere
En ny rapport, som forskerne har udarbejdet for Køge og Stevns kommuner, beskriver bestandene af aborrer i Tryggevælde Å og Køge Å.
Aborrer blev fanget ved lystfiskeri, og små ID-mærker blev sat på fiskene i vinterhalvåret 2020/2021 og 2021/2022.
Der blev mærket 283 fisk i Tryggevælde Å og 1.046 fisk i Køge Å. Kun fisk over 25 centimeter blev mærket.
I årene efter blev der i alt genfanget 67 af de mærkede fisk med forskelligt ID – disse blev indrapporteret af lystfiskere, UV-jægere med flere.
Ud af disse var 58 tilbage i den å, hvor de oprindeligt var blevet mærket. Det svarer til, at 89 procent af de genfangne fisk var vendt tilbage til Tryggevælde Å, mens 84 procent var vendt tilbage til Køge Å.
Rapporten har ikke gennemgået peer review – en proces, hvor uafhængige forskere faktatjekker indholdet.
Kilde: Rapporten ’Brakvandsaborrer i Tryggevælde Å og Køge Å’
Evolutionær mistanke
Det nye studie indikerer, at de danske bestande af brakvandsaborrer ikke nødvendigvis møder hinanden, selvom deres levesteder er forbundet af havet.
Mens brakvandsaborrer fra områder i Sydøstdanmark, eksempelvis Køge Bugt, ser ud til at blande sig om sommeren ude i havet, kommer de imidlertid ikke i kontakt med brakvandsaborrer fra eksempelvis Randers og Roskilde Fjord. Mellem Roskilde, Køge og Randers er der for meget saltholdigt havvand – en barriere, som aborrerne ikke bryder sig om at krydse, lyder forklaringen.
»Det har overrasket os, at brakvandsaborrerne i Randers og Roskilde Fjord genetisk set ikke er beslægtet med brakvandsaborrerne i Sydøstdanmark. De er nærmere beslægtet med ferskvandsaborrer, som lever i søer og åer i nærheden,« fortæller Mikkel Skovrind.
»Det er super spændende rent evolutionært, for det rejser spørgsmålet om, hvor og hvordan aborren har tilpasset sig til også at kunne leve i brakvand og ikke kun i ferskvand. Kan tilpasningen til brakvand være sket flere gange i artens historie – uafhængigt af hinanden? Den mistanke kunne man godt få, når de forskellige grupper af brakvandsaborrer ikke er nært beslægtede.«
Forskningen i brakvandaborrer fortsætter dette efterår i Køgebugt Standpark, ved Ishøj og Vallensbæk Havn samt Store Vejle Å.






























