Hvorfor ser nogle mennesker ånder? Hvad er religiøse oplevelser, og hvorfor kommer mennesker ud for dem? Og hvordan i alverden kan man undersøge sådan nogle oplevelser?
Nu leverer en dansk forsker og hans kolleger et bud: Man sender mennesker ind i kontrollerede omgivelser i Virtual Reality og beder dem sige til, hver gang de opdager et væsen i den virtuelle verden.
Forskningsleder Marc Andersen fra Aarhus Universitet udtænkte dog en ekstra krølle på forsøget:
- Den ene halvdel af deltagerne (gruppe 1) fik at vide, at de med 95 procent sandsynlighed ville møde en skabning eller flere på deres tur gennem en Virtual Reality-skov.
- Den anden halvdel af deltagerne (gruppe 2) fik at vide, at der kun var 5 procents sandsynlighed for at møde væsner på skovturen.
Resultatet af forsøget er slående: Deltagerne i gruppe 1 så dobbelt så mange væsner som deltagerne i gruppe 2.
Vores oplevelser er kun hjernens bedste gæt
Resultatet er specielt interessant, fordi ingen væsner reelt var til stede i Virtual Reality hos nogle af grupperne.
Studiet viser med andre ord, hvor stor effekt forventninger har på, hvad vi sanser. Hvis vi eksempelvis forventer at møde væsner, er der større sandsynlighed for, at vi rent faktisk oplever det ske – uagtet, at man objektivt kan konstatere, at ingen er til stede.
Ifølge Marc Andersen ligger studiet i naturlig forlængelse af nyere hjerneforskning, der fokuserer på, at hjernen hele tiden forsøger at forudsige begivenheder i verden omkring os ud fra den viden og de forventninger, den har i forvejen. Med andre ord: Du er mere tilbøjelig til at se det, du regner med at se.
»Lidt forsimplet kan man sige, at vores sanseoplevelser er hjernens bedste gæt på, hvad der burde være ude i verdenen. Hjernen bruger vores forventninger til verden i kombination med de indtryk, som rammer sanserne,« forklarer Marc Andersen, postdoc på Institut for Kultur og Samfund, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.
Mekanisme, du kender fra hverdagen
Du kender faktisk allerede mekanismen.
Hvis du holder din finger i den rette vinkel ud fra dit øje, kan du ikke se fingeren, fordi øjet har en blind plet uden sanseceller.
Den blinde plet lægger du dog aldrig mærke til i hverdagen, fordi hjernen automatisk fylder feltet ud med indtryk, som den forventer vil være der – en grøn græsplæne, dit vandglas på bordet eller hvad du nu kigger på.
Forventninger spiller altså hele tiden en rolle for vores opfattelse af verden. Ifølge Marc Andersen tyder meget forskning på, at hjernen forlader sig endnu mere på sine forventninger, hvis mennesket er i en situation, hvor det er svært at sanse verden omkring os. Hvis det for eksempel er mørkt eller tåget.
Tåge fremkaldte flere overnaturlige væsner
Deltagerne blev derfor sendt endnu en tur gennem Virtual Reality-skoven, denne gang mens den var indhyllet i tåge.
Igen fik den ene gruppe at vide, at der var 95 procent sandsynlighed for at møde væsner, mens den anden gruppe fik at vide, at sandsynligheden var nede på 5 procent.
De dårlige forhold fik ganske rigtigt deltagerne i begge grupper til at se endnu flere væsner.
»Vores resultater passer godt med de rapporter, religionsvidenskaben indsamler fra religiøse mennesker rundt om i verden om, hvornår de ser overnaturlige væsner, de hævder eksisterer. Det sker meget ofte i kontekster, hvor det er nat, tåget eller svært at se noget, og hvor det er nemt at komme til at se det, man forventer, man vil se, om det så er dæmonen på bjerget eller spøgelset på kirkegården,« siger Marc Andersen.
Samlet set konkluderer Marc Andersen og hans tre kolleger, at de finder en »meget stor effekt« af folks forventninger og en mindre, men stadig betydelig, effekt af, at vores sanser bliver sat ud af spil.
»Resultaterne viser, at selv minimal instruktion om sandsynligheden for at støde på noget er nok til at fremme opdagelsen af aktører, selvom ingen er til stede,« skriver de i en videnskabelig artikel om forsøget i tidsskriftet Religion, Brain & Behavior.
Netflix betyder mere end fortid på savannen
Ifølge Marc Andersen har forskere tidligere forsøgt at forklare oplevelserne med, at vi i forhistorisk tid fik indkodet en mekanisme, som gør os opmærksom på mulige farer i form af andre væsner. For at være på den sikre side afkoder vi hellere for mange end for få signaler fra omverdenen som levende væsner.
Forskning har ydermere vist, at religiøse mennesker ser flere væsner i for eksempel billeder end ikke-religiøse gør. Enkelte har endda hævdet, at mekanismen kunne være er en primær forklaring på, hvorfor mennesker har tendens til at blive religiøse.
Marc Andersen mener, at studiet med Virtual Reality er med til at ændre hele det fokus inden for kognitiv religionsvidenskab.
I stedet for, at vi så at sige er forprogrammeret til at fornemme væsner omkring os, er det måske mere vigtigt at se på vores forventninger til verden, som kan være formet af alt i vores dagligdag fra samtaler med en præst til film, vi ser på Netflix.
»Vi må gøre os mere umage for at forklare folks oplevelser«
»Det ændrer den klassiske forklaring af religiøse oplevelser, væk fra den forprogrammerede biologi. Efter min mening er det næsten for nemt at sige, at oplevelser af overnaturlige væsner skyldes, at en tip-tip-tip-oldefar opførte sig på en bestemt måde på savannen for mange tusinde år siden. Vi er med til at vise, at forskningen skal blive bedre til at tage i betragtning, hvilke kulturbårne forventninger mennesker har med sig, når de rapporterer om overnaturlige oplevelser,« siger Marc Andersen og fortsætter:
»Det betyder også, at vi forskere må gøre os lidt mere umage med at beskrive de specifikke kontekster - og gøre det i kombination med den læringsbane, individer har haft i deres liv - før vi kan give en tilbundsgående forklaring på deres oplevelser.«
»Og så er det for så vidt ligegyldigt, om vi bevæger os inden for religion, på slagmarken, hvor soldater ser ikke-eksisterende fjender i buskene, eller hos politifolk, der ser ikke-eksisterende pistoler i hånden på mistænkte,« mener Marc Andersen.
'Spøgelsesforsker': Folks oplevelser knytter sig ikke altid til kultur
En anden dansk forsker har kredset om samme emne som Marc Andersen og kollegerne har gjort i deres studie, nemlig danskernes oplevelser af det overnaturlige. Mere specifikt: Hjemsøgte huse.
Antropolog Kirsten Marie Raahauge har gennem en årrække interviewet danskere, som har oplevet at blive hjemsøgt. De hundredvis af oplevelser spænder fra, at stereoanlægget starter af sig selv, eller at frugtskålen svæver op fra bordpladen og lander på gulvet, til meget konkrete møder med spøgelser, som for eksempel kan blive kørt i bil fra ét hus til et andet. Det kan du læse meget mere om i artiklen Spøgelser hjemsøger fladskærmen.
Kirsten Marie Raahauge kalder forskernes arbejde for interessant, fordi de sammentænker flere videnskabelige discipliner inden for religion, kognition og teknologi. Hun fokuserer sin egen forskning på rammerne for folks oplevelser, lidt ligesom det er gjort i det nye studie.
Antropologen ville i begyndelsen af sin forskning finde forklaringer på, hvorfor en oplevelse af at møde et spøgelse har fundet sted i netop dette hus eller på dette slot. Men hendes fokus ændrede sig hurtigt.
Ifølge Kirsten Marie Raahauge er oplevelsen af noget overnaturligt nemlig sjældent knyttet til særlige huse, områder, mennesker eller livssituationer.
Mange tvivler på deres egen oplevelse
»Det eneste, der binder de her mennesker sammen, er, at de næsten alle nægter at anerkende termer som ’spøgelse’, ’hjemsøgelse’ eller ’overnaturlig hændelse’ i det hele taget. Det gør det svært for dem at klassificere det, de oplever. Det sker for dem midt i deres moderne liv med arbejde og fladskærms-tv, og de er frustrerede over at opleve noget, som de ikke tror på eller ikke anerkender som en del af virkeligheden og ikke har begreber for eller forklaringer på,« siger Kirsten Marie Raahauge og fortsætter:
»Mit studie angår altså i høj grad mennesker, der ikke har en kulturel, religiøs, social, kosmologisk eller anden ramme, der tilsiger dem, at det er en mulighed at erfare, hvad de har erfaret. Mange af dem opererer i stedet med antagelser, der ligner dem, vi møder hos denne artikels forskere – det er noget neuralt eller kognitivt, noget følelsesmæssigt, noget, der har med hjernens beskaffenhed at gøre, eller som engang vil kunne forklares naturvidenskabeligt.«
»Det forsøger de så at stille sig til tåls med, uden dog rigtigt at tro på disse forklaringer. For dem forbliver det en gåde, og den type oplevelser er ikke forklaret gennem det nye studie,« siger Kirsten Marie Raahauge, lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).
Virtual Reality er et godt redskab - men ikke til at opspore guder
Metodemæssigt er studiet stærkt, mener Kirsten Marie Raahauges kollega, adjunkt Anders Hermund. Han har selv lavet forsøg, hvor han har sammenlignet folks oplevelser i Virtual Reality med deres oplevelser i virkeligheden og konstaterer, at der generelt er meget stort sammenfald. Det underbygger resultaterne i forsøget fra Aarhus Universitet.
\ Læs mere
Anders Hermund er dog enig med Kirsten Marie Raahauge i, at studiet ikke kan bruges til at sætte to streger under, hvorfor folk har overnaturlige oplevelser, eller til at konkludere, at oplevelserne altid opstår, fordi vores forventninger og sanser spiller os et puds.
»Den klassiske videnskab har på nogle områder sine begrænsninger. Man løber for eksempel panden mod en mur, når man laver et forsøg, hvor man ud fra et naturvidenskabeligt grundlag prøver at bevise eller modbevise noget overnaturligt, for det vil i sagens natur overskride den videnskabelige models principper om klare årsagssammenhænge,« mener Anders Hermund, adjunkt, ph.d. ved KADK.
Mener du, at vi så lige så godt kan lade være med at forsøge at undersøge emner, som berører folks oplevelser af noget overnaturligt?
»Nej, men man skal være sig metoden bevidst. Man kan ikke skrue en skrue i med en hammer. Problemet er, at man måske er nødt til at søge ud over klassisk videnskab og ind i indisk mystik, kabbala eller lignende. Det er måske ikke så velegnet til for eksempel Videnskab.dk, for så er det jo pludselig noget andet end videnskab, men ikke desto mindre kan det være effektivt,« mener Anders Hermund.
Marc Andersen understreger, at forsøget har handlet om at undersøge, hvad folks forventninger betyder for deres oplevelser – helt almindelige psykologiske mekanismer – og ikke, om overnaturlige væsner eksisterer eller ej. Desuden får folk religiøse oplevelser på et væld af forskellige
måder, og studiet med Virtual Reality er et forsøg på at kigge på udsnit af dem, bemærker Marc Andersen.
Studie passer godt med eksisterende viden
Ifølge leder af Institut for Psykologi på Københavns Universitet, Søren Kyllingsbæk, er det til gengæld en rigtig god ide at lave eksperimenter af den slags for at udforske menneskets psykologi.
\ VR tilgængelig for andre
Virtual Reality-delen er udviklet specielt til formålet i samarbejde med forskere ved Bielefeld Universitet i Tyskland.
Softwaren er frit tilgængelig for andre forskere, som godt kunne tænke sig at gentage eksperimenterne.
Forsøgets resultatet passer da også fint ned i teorier og erfaringer inden for psykologien, melder Søren Kyllingsbæk. Mennesket er generelt dårligt til at indsamle statistik. Vi navigerer i stedet i verden ud fra ret få observationer, og det kan gøre os lidt for dygtige til at se sammenhænge, hvor der ikke er nogen, lyder en hypotese.
»Inden for perceptionspsykologi ved man, at opfattelse af mere eller mindre stærke signaler påvirkes af vores forventninger om, at vi måske ser noget, for eksempel overnaturlige væsner. Ved svage signaler giver det anledning til mange falske alarmer, som studiet også viser. Ellers risikerer man jo at overse et signal, der kan give en overlevelsesfordel af den ene eller den anden art,« melder Søren Kyllingsbæk, professor i visuel perception ved Københavns Universitet.
Sådan kunne resultatet blive stærkere
I studiet blev i alt 60 studerende sendt gennem Virtual Reality-skoven i henholdsvis klart og tåget vejr.
Forskerteamet bemærker selv, at studiet har sine begrænsninger i den forstand, at de fleste deltagere var universitetsstuderende. Det betyder, at alle sammen var forholdsvis unge og måske reagerer på en måde, der kan være anderledes end ældre, ikke-akademikere eller folk fra andre kulturer.
»Én af måderne at forbedre fremtidige studier ville altså være gennem brugen af større og mere varierede grupper af forsøgsdeltagere,« konstaterer Marc Andersen.
