Når et område af byen skal byfornyes, er det ikke kun bygninger, veje og friarealer, der bliver renoveret og omdannet. Byfornyelsen tager også byområdets sociale problemer under sine vinger.
Det er en større opgave, som kommunerne gerne vil samarbejde med områdernes virksomheder om at løse. Og hvordan det kan lade sig gøre har et forskningsprojekt fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet sat fokus på i en ny rapport.
Af analysen fremgår det, at kommunerne skal satse på et reelt samarbejde med virksomhederne for at få dem til at tage del i bydelens udvikling. Desuden bør samarbejdet være ubureaukratisk, så virksomhederne kun skal samarbejde med og henvende sig til ét kontor i kommunen. Det er det langvarige personlige forhold mellem folk fra virksomheder og kommunerne, der rykker. Gensidig tillid er kodeordet, der fører til konkrete forandringer.





























