»Sensationelt.« »Fantastisk.« »Enestående.«
De begejstrede tillægsord vil ingen ende tage, når udstillingschef Hanne Strager skal beskrive det fund, som for nyligt er blevet gjort på Statens Naturhistoriske Museum i København.
Et dokument, som er skrevet af en af verdenshistoriens største videnskabsmænd - evolutionsforskeren Charles Darwin – er nemlig dukket op på museet.
Og ikke nok med, at dokumentet bærer Darwins håndskrift – det rummer også nøglen til at genfinde en gave, som den berømte forsker i 1854 sendte til sin danske kollega Japetus Steenstrup, daværende direktør for Det Kongelige Naturhistoriske Museum.
»Det er uden tvivl en sensation - ligesom at finde et nyt eventyr af H. C. Andersen. Det er virkelig stort,« lyder det fra Hanne Strager, som er udstillingschef på Statens Naturhistoriske Museum i Københavns Universitet.
Enestående for dansk museum
Indtil for ganske nylig var der ingen på museet, der anede, at man lå inde med den unikke gave fra Darwin. Der er tale om en samling af 77 nøje udvalgte arter af rurer – en familie af små krebsdyr, som typisk er kendt for at sætte sig fast på sten eller under bunden på skibe.
Selvom en samling gamle skaller måske ikke lyder af meget, så forsikrer Hanne Strager om, at der er tale om en vaskeægte museumsskat.
»Det er kun meget få museer i verden, som har materiale fra Darwins hånd. Der er lidt i Cambridge og lidt i Oxford og så har de en stor samling i London. Men mig bekendt er vi det eneste museum uden for England, som har noget som helst fra Darwin stående. Så det er helt enestående,« siger Hanne Strager.
Derfor forsvandt Darwins gave
Men hvordan kan det gå til, at Darwin-skatten har været gemt og glemt i så mange år?
\ Fakta
Den nyfundne gave og dokumentet fra Darwin vil snart kunne ses i København. Det sker når Zoologisk Museum, som hører under Statens Naturhistoriske Museum, åbner udstillingen 'Det dyrebare' den 1. oktober. Her vil publikum blandt andet også kunne opleve dinosauren Misty og en kaskelothval, der strandede på Henne Strand i 2014. Læs mere om udstillingen her
Hanne Strager forklarer, at da Darwin i 1854 sendte sin rurer-samling til København, var han endnu ikke blevet berømt for sine banebrydende evolutionsteorier.
Ligesom danskeren Japetus Steenstrup var han imidlertid interesseret i rurer, og de to forskere udvekslede ideer og forskning om emnet.
»På det tidspunkt, hvor man fik gaven fra Darwin, var han endnu ikke blevet berømt – det var fem år, før hans bog om arternes oprindelse blev udgivet. Dengang var han bare en kollega i England, som man fik tilsendt nogle ting fra, og så gik det i glemmebogen, fordi det ikke var noget særligt. De forskellige arter af rurer, som han sendte, blev sorteret og sat på plads på museet, hvor de hørte hjemme i forhold til deres arter. Det er først i lyset af Darwins senere berømmelse, at samlingen er noget enestående,« fortæller Hanne Strager.
Sådan dukkede Darwins gave op
Relationen mellem den danske biolog Japetus Steenstrup og Darwin var i forvejen velkendt. De to forskere mødte aldrig hinanden, men de sendte jævnligt breve til hinanden, og Hanne Strager forklarer, at museet i forvejen vidste, at Steenstrup på et tidspunkt havde udlånt nogle rurer til Darwin.
»Fordi vi skulle lave en ny udstilling, tænkte jeg, at det kunne være interessant, hvis jeg kunne genfinde bare en enkelt af de rurer, som Darwin havde lånt af Stenstrup og senere sendt tilbage til ham. Tænk hvis vi kunne finde en genstand, som Darwin havde studeret.«
»Så jeg satte mig og læste grundigt i Darwin og Steenstrups korrespondancer, og det førte til, at vi fandt noget meget bedre, end vi havde turdet håbe på,« fortæller Hanne Strager.
Arkiv beretter om bortkommet liste
I korrespondancen mellem Steenstrup og Darwin, som ligger offentligt tilgængeligt på internetarkivet Darwin Correspondence Project, kunne Hanne Strager læse, at Darwin ikke alene havde sendt Steenstrups rurer tilbage – han havde tilsyneladende også sendt en samling med 77 arter af rurer som en gave til Steenstrup og museet.
I brevet beskrev Darwin, at han skulle have vedlagt en liste over de 77 arter, men i en note under dokumenterne i internetarkivet kunne Hanne Strager læse, at denne liste var bortkommet.
»Da jeg læste, at listen var forsvundet, tænkte jeg, at det kunne være den lå i vores arkiv med Steenstrups korrespondancer. Så jeg sendte en fra museet ned for at lede efter den, og en time senere ringede han og fortalte, at han havde fundet den,« fortæller Hanne Strager.
Og så gik rurer-jagten ind ...

Da den nummererede liste over de 77 arter pludselig var dukket op, kunne museet medarbejdere nu gå på jagt i deres samlinger efter rurerne, som var beskrevet på listen. Indtil videre er 59 af de 77 rurer dukket op.
»Rurerne ligger i gamle glas med en lille seddel ved. De fleste af dem har en seddel med Darwins håndskrift og et nummer, som korresponderer til nummeret på listen. Så vi er ikke i tvivl om, at det er de rurer, Darwin sendte,« fortæller Hanne Strager.
Baggrunden for den store opstandelse over genstande fra Charles Darwins hånd er, at den britiske videnskabsmand med sin evolutionsteori vendte fuldstændig op og ned på vores forståelse af verden.
Med videnskabeligt belæg i sin bog om arternes oprindelse påstod Darwin, at dyr og planter hele tiden ændrede sig, at de var skabt gennem evolution og ikke af Guds hånd.
Det var i Darwins samtid en sprængfarlig tanke, og ifølge Statens Naturhistoriske Museum gik der henved 15 år fra Darwin udtænkte sin teori, til den blev offentliggjort. Han ville nemlig ikke offentliggøre sin teori, før han havde researchen i orden og havde etableret sig som en anerkendt videnskabsmand.
Rurer var vigtige for Darwins karriere
»Darwin valgte derfor at kaste sig over rurerne, som han interesserede sig for, og som umiddelbart virkede som et overkommeligt projekt. Det tog imidlertid Darwin otte år at færdiggøre de fire store monografier, som arbejdet mundede ud i.«
»Arbejdet med rurerne gav ham uden tvivl den anerkendelse, han følte han havde behov for, når han skulle til at hive fundamentet væk under hele opfattelsen af, hvordan arter blev til,« skriver Statens Naturhistoriske Museum om Darwin.
Det var i forbindelse med forskningen i rurer, at den danske videnskabsmand Japetus Steenstrup fik kontakt til Darwin.
»Det startede med, at en geolog ved navn Forschhammer i 1848 mødte Darwin, som var i gang med at kigge på rurer. Forchhammer foreslog, at Darwin skulle have en snak med Steenstrup, for Steenstrup var også interesseret i rurer. Så de indledte en korrespondance, som faktisk varede indtil Darwins død. Nogle gange skrev de sammen hver anden måned,« fortæller Hanne Strager.
Venligt brev fra Darwin til Steenstrup

Hanne Strager betegner den indledende korrespondance mellem Darwin og Steenstrup som »meget faglig« men senere begyndte de to fagfæller også at udveksle venlige hilsner.
Da Darwin sendte kassen med rurer til Steenstrup, vedlagde han følgende brev, som er dateret 7. september 1854:
»Kære Sir
Da De tidligere var meget venlig og sendte mig så mange værdifulde fossile rankefødder (familie af krebsdyr, som omfatter rurer, red.) er jeg ivrig efter at gøre en - endog meget utilstrækkelig - gengældelse. Jeg skal derfor i håb om, at de kan være værd at acceptere af Københavns Museum, medsende nogle rankefødder, omkring 77 arter i antal, som (beskrevet) i vedlagte liste.«
»Disse arter er alle navngivne, deres lokaliteter er i de fleste tilfælde vedhæftet. Nogle af dem er meget sjældne, men de fleste er almindelige arter. Af de sidstnævnte har jeg inkluderet flere varianter, som måske er den mest nyttige del af den lille samling, der tilbydes. (…)«
»Da jeg ved, at De ikke har tid til at besvare breve, vil jeg antage, at De vil være villig til at acceptere min lille gave, som jeg ønsker var bedre, og (jeg) vil sende den lille boks, så snart jeg kan finde ud af den bedste måde at videresende den.
Med stor respekt vedbliver jeg at være, kære sir, Deres trofaste tjener
Charles Darwin«
Brevet er oversat fra engelsk, men du kan læse den originale udgave her.
Du kan også læse meget mere om Darwin og hans arbejde med rurer i artiklen 'Ubehagelig bekræftelse af Darwins evolutionsteori'.
NOTE FRA REDAKTIONEN: Sidste afsnit i artiklen er revideret 5. september 2014 efter, at Statens Naturhistoriske Musem har gjort opmærksom på, at museet i en pressemeddelelse om opdagelsen af Darwins gave har henvist til et forkert brev fra Darwin til Steenstrup. I stedet henviser henviser museet nu til ovenstående brev.






























