Museum Nordsjælland var i færd med en udgravning, da arkæologen Nina Heineth fandt en 500 år gammel, sjælden guldring i de øvre muldlag syd for Hillerød, skriver TV 2 Kosmopol.
»Det er rigtigt fedt at have fundet ringen. Man kunne høre på metaldetektoren, at der var noget, og så tænkte man ‘hold da op, det er et eller andet stort’,« fortæller arkæolog Nina Heineth til TV 2 Kosmopol.
Den beundringsværdige guldring er dekoreret med kristne symboler, der gør, at ringen menes at stamme fra senmiddelalderen. Den formodning understøttes af to huller i ringen, hvor der tidligere har siddet smykkesten.
Ringen er udsmykket med blade og blomster på siderne, og forrest ses et motiv af Jesus på korset omringet af Johannes Døberen og Jomfru Maria. Derudover vejer den omkring 10 gram, skriver Museum Nordsjælland.
Hvis man vil se guldringen, som museet selv kalder for »sensationel«, kan man se den på Nordsjællands Museum i skolernes efterårsferie fra 12. oktober til 20. oktober.






























