Psykologiprofessor: Ideen om fortrængte minder bygger i højere grad på naivitet og mytologi end videnskab

»Åh min gud, tandlægeaftalen! Jeg har fuldstændig fortrængt den!«

Mange idéer og teorier fra psykologien er blevet en del af hverdagssproget - en del af den måde, vi opfatter os selv.

Men hvad nu hvis disse idéer viser sig at være dårligt funderede?

En del af de psykologiske teorier, der har spredt sig og blevet til sandheder i vores kultur, er i højere grad baseret på naiv tro og psykologisk mytologi end på videnskab, siger Svein Magnussen, der er professor emeritus ved Universitetet i Oslo og én af ​​Norges førende eksperter i vidnepsykologi.

Og hvis dét sker, så kan de lede os på afveje.

Fantasier forvist til underbevidstheden

En idé, der har haft store konsekvenser i samfundet, er teorien om fortrængte erindringer.

Som mange idéer inden for psykologien kan den spores tilbage til Sigmund Freud, psykoanalysens fader.

Men i 1980'erne sker der noget mærkeligt.

»Pludselig handler det ikke længere om fantasier, men faktiske oplevelser,« siger Svein Magnussen.

Han mener, at udgangspunktet for denne nye idé var et foredrag af psykologen Judith Herman i 1980.

Hun mente, at hvis vores minder er smertefulde og traumatiske nok, kan de simpelthen fortrænges, så vi ikke aner, at de er der.

Seksuelle overgreb

Idéen om fortrængte minder faldt sammen med et vigtigt skift i samfundet.

Omkring dette tidspunkt var der endelig opstået en bevidsthed om, at mange børn havde oplevet seksuelle overgreb, og det var typisk sådanne minder, psykologerne mente var blevet forvist til underbevidstheden.

Men terapeuterne mente alligevel, at oplevelserne lå tæt på overfladen i form af en række forskellige psykiske og fysiske lidelser.

Behandlingen bestod i at hente minderne frem ved hjælp af psykoterapi, gerne i form af teknikker som hypnose, psykodrama eller drømmetydning.

.

Satanist-panik og heksejagt

»Idéen dukkede op ud af ingenting og spredte sig som en steppebrand,« siger Svein Magnussen.

I USA specialiserede mange psykoterapeuter sig i at hente fortrængte minder om misbrug frem, og snart begyndte historierne at florere både i psykologernes praksis og i medierne.

De fremkaldte minder var ofte meget detaljerede, knivskarpe - og skrækkelige.

»Det var en epidemi i 90'erne, nærmest en heksejagt,« fortæller Svein Magnussen.

Men samtidig opstod der en stor skepsis, især blandt forskere, der netop studerede, hvordan hukommelsen fungerer.

Dårlige minder hænger godt fast

Det er naturligvis meget vigtigt at tage anmeldelser om misbrug alvorligt. Det kan ofte være svært at komme frem med sådanne oplysninger, og traditionelt har man ofte været mistroiske over for ofrene.

Ikke desto mindre er der grund til at være skeptisk over for krystalklare minder, der pludselig dukker op, gerne i en situation, hvor man netop graver efter sådanne minder.

»Det stemmer ikke overens med nogen som helst empiri,« siger Svein Magnussen.

Idéerne om fortrængte erindringer var ikke baseret på forskning og videnskabelig dokumentation, mener Svein Magnussen.

»Det tog udgangspunkt i psykologernes fortolkning af, hvad der sker i terapi-situationen. Al forskning viser, at man tværtimod har en særlig god hukommelse af ubehagelige, dramatiske og traumatiske minder.«

I 2019 skrev Magnussen og to kolleger om dette emne i Tidsskriftet for Den norske legeforening.

Studier af krigsveteraner og ofre for tortur, terrorangreb og overgreb viser, at traumatiske minder hænger godt fast, og at smertefulde oplevelser huskes bedre end hverdagsagtige hændelser, skriver de.

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at man går og tænker på disse minder hele tiden, men bliver man spurgt, ved man, at de er der,« ifølge Svein Magnussen.

Han fortæller, at der for eksempel er lavet studier blandt personer, som beviseligt var udsat for overgreb i barndommen. Når de bliver spurgt om forskellige barndomshændelser i voksenalderen, husker langt de fleste overgrebene.

Falske minder

Svein Magnussen mener, at der ofte var helt andre forklaringer på de minder, der blev fremkaldt på psykologens briks.

»I mange tilfælde er der nok tale om falske minder,« siger han.

Forskning har vist, at vores hukommelse lader sig manipulere og ændre. Det er ikke så svært at få folk til at huske hændelser, der aldrig har fundet sted.

Og interessant nok er en del af de metoder, der bruges til at hente glemte minder frem, er særligt effektive til også at skabe falske minder.

Selv i tilfælde, hvor virkelige minder faktisk dukker op senere, er der andre forklaringer end ubevidst fortrængning.

I visse tilfælde kan børn for eksempel have oplevet hændelser, som de ikke på dét tidspunkt var klar over var misbrug. Når hukommelsen tilfældigt dukker op senere i livet, ser personen sagen med voksne øjne og indser, at det var misbrug.

Det er også naturligt at glemme detaljer eller bevidst at prøve at glemme dele af smertefulde hændelser.

Idéen lever videre

En opsummering af forskningen fra 2021 konkluderer, at der mangler videnskabelig dokumentation for, at ubevidst fortrængte minder eksisterer.

Men på trods af dette lever idéen videre blandt både psykologer og den brede offentlighed, skriver forfatterne i en anden videnskabelig artikel.

Svein Magnussen bekræfter, at det også gælder i Norge.

Han og hans kolleger har lavet flere studier blandt norske psykologer. I 2012 og 2015 troede næsten halvdelen, at fortrængte minder eksisterede. Internationale oversigtsstudier viser det samme.

En del forskere, som Chris Brewin fra University College London, mener, at sådanne undersøgelser giver et misvisende billede.

Det skyldes, at mange behandlere i dag har en anden forståelse af, hvad fortrængning betyder, og mange er enige om, at man ikke skal bruge fantasi-stimulerende teknikker til at fremkalde glemte minder.

Andre forskere hævder dog, at meget af den gamle forståelse stadig hænger ved.

Vi ved ikke, om folk lyver

Svein Magnussen mener, at en sådan tro på dårligt funderede idéer kan have uheldige konsekvenser, også inden for retssystemet, som er hans eget fagområde.

Han fortæller for eksempel, at både dommere og eksperter i retssager har troet på teorier om, at vores adfærd viser, om vi lyver eller taler sandt.

»Der er en lang tradition for naive psykologiske teorier om, at løgnere opfører sig på bestemte måder. At de er undvigende i øjnene og urolige i kroppen.«

»Men det er simpelthen noget sludder. Vi har 50 års forskning, der viser, at det ikke er sandt. Der er ingen pålidelige non-verbale adfærdsmæssige tegn på løgn og bedrag.«

Adfærd siger næsten intet om troværdighed

Ikke desto mindre lever disse idéer videre, og de påvirker formentlig vores beslutninger.

Et norsk studie undersøgte for eksempel, hvordan politiets efterforskere opfattede et voldtægtsoffers vidneforklaring. Det viste sig, at de vurderede offeret som mere troværdigt, hvis hun gav udtryk for de forventede følelser, som sorg og fortvivlelse.

Samtidig viser andre studier, at voldtægtsofre slet ikke opfører sig på særlige måder under afhøring.

»Der er ingen sammenhæng mellem, hvordan man fremstår, og hvad der rent faktisk er sket,« siger Svein Magnussen.

»Vi har en række idéer om, hvordan man skal fremstå, som ikke matcher virkeligheden.«

Problematisk i retssager

Idéen om fortrængning har ifølge Svein Magnussen også ført problemer med sig.

»Politiet får stadig anmeldelser fra folk, der husker noget, de angiveligt blev udsat for, da de var et år gamle. Det er fuldstændig meningsløst,« siger han.

Tanken om fortrængte erindringer spillede også en væsentlig rolle i den stærkt kritiserede Birgitte Tengs-undersøgelse.

Den mistænktes fætter fastholdt, at han ikke kunne huske at have dræbt sin kusine. Men efterforskerne forklarede, at hjernen kunne danne en barriere mod smertefulde minder.

»De tilbyder som forklaring, at man måske har fortrængt det,« siger Svein Magnussen.

Til sidst blev fætteren overbevist om, at det måtte være sket og afgav en tilståelse, som senere viste sig at være falsk. I dag er endnu en mand blevet dømt for drabet, som fætteren var tiltalt for. Manden har anket dommen.

Terapi kan også gøre skade

Jørgen Flor er psykologspecialist og forfatter til bogen 'Skadelige samtaler'.

Han mener, det er vigtigt at være opmærksom på, at terapi kan have en stærk effekt, også i negativ retning, hvor det gør skade i stedet for at hjælpe, for eksempel ved at forsøge at fremkalde glemte minder.

»Jeg tænker, at hvis man har glemt seksuelle overgreb, så er det fint. Der er ingen grund til at hoste det op igen, hvis du ikke er plaget eller har symptomer.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.