Løgnedetektorer har fungeret på samme måde i 3.000 år - og de er stadig håbløst unøjagtige

Vi har længe været fascinerede af evnen til at afsløre løgnere.

Løgnedetektorer er en fast bestanddel af politidramaer, og TV-serien 'Poker Face' har endda en 'menneskelig polygraf' i form af detektiven Charlie Cale (spillet af Natascha Lyonne), der kan afkode løgn, snyd og bedrag ud fra små adfærdsmæssige tegn hos de kriminelle.

Vi har fundet optegnelser, der bevidner, at vi har forsøgt at identificere og afsløre løgne - både ved hjælp af tekniske midler og dygtige observatører – i mindst 3.000 år.

Retsmedicinske teknikker er blevet mere og mere populære siden opfindelsen af polygrafen i 1921, og de nyeste metoder involverer avancerede skanninger af hjernen.

Fortalerne for detektionsteknologi fremsætter indimellem bombastiske påstande, som for eksempel et nyligt studie, der hævder »let [at kunne] opklare forbrydelser ved hjælp af retsmedicinsk forskning«.

Men på trods af alle påstandene har man endnu ikke fundet en ufejlbarlig metode. Faktisk afslører de fleste metoder slet ikke løgne, men registrerer i stedet fysiologiske eller adfærdsmæssige tegn på stress eller frygt.

Fra tørre ris til rødglødende jern

Den tidligste dokumenterede metode til afsløring af løgne blev brugt i Kina omkring 1.000 år før vores tidsregning.

Metoden gjorde brug af riskorn, som den mistænkte puttede i munden og så spyttede ud: Våde ris bedyrede uskyld, mens tørre ris betød skyldig.

I Indien benyttede man omkring år 900 før vores tidsregning en metode til at afsløre giftmordere, hvor man observerede rystelser hos den anklagede, og i det antikke Grækenland blev en hurtig puls brugt som bevis på en løgn.

I middelalderens Europa benyttede man barbariske metoder til at afsløre løgne, eksempelvis rødglødende jerntænger, hvor de mistænkte kriminelle placerede deres tunge, ofte flere gange, på det brandvarme jern - en brændt tunge indikerede skyld.

Hvad måler en polygraf?

Historiske metoder til afsløring af løgn var baseret på overtro eller religion.

I begyndelsen af det 20. århundrede opfandt man imidlertid en tilsyneladende videnskabelig, objektiv maskine: Polygrafen.

En polygraf registrerer flere målelige fysiologiske forhold: En persons respiration, hjertefrekvens, blodtryk og hudledningsevne (sved) i løbet af afhøring.

Almindeligvis bliver den mistænkte stillet et 'kontrolspørgsmål' om forbrydelsen, som eksempelvis: »Gjorde du det?«

Den mistænktes svar på kontrolspørgsmålet bliver efterfølgende sammenlignet med svar på neutrale eller mindre provokerende spørgsmål.

En stærkere reaktion på direkte spørgsmål om forbrydelsen bliver betragtet som indikation på skyld.

Overdreven tillid til egne evner

En del forhørsledere og politifolk hævder, at de ikke har brug for en løgnedetektor: De kan afsløre løgne blot ved at observere den mistænktes adfærd under afhøringen.

Verdensomspændende forskning viser, at lovens håndhævere ofte er sikre på, at de kan opdage løgn. Mange antager, at den mistænktes nonverbale adfærd afslører løgn og bedrag.

Et studie fra 2011 af politiet i Queensland, Australien, afslørede eksempelvis, at mange betjente var sikre på, at de kunne afsløre bedrag og løgne - de fleste vægtede endda fokus på nonverbal adfærd frem for tilgængelig evidens.

Forskning viser dog, at ordensmagten - på trods af deres tillid til egne evner - ofte ikke er særlig gode til at afsløre løgn.

Men politibetjente er ikke alene om at tro, at de kan få øje på en løgner: Globale studier har fundet frem til, at mennesker verden over tror, at løgn er ledsaget af specifik nonverbal adfærd, såsom undgåelse af øjenkontakt og nervøsitet.

Hvad bliver i virkeligheden testet?

Mange historiske og nuværende detektionsmetoder lader til at være understøttet af en plausibel idé om, at løgnerne vil være nervøse og udvise observerbare fysiske reaktioner.

Det kan være rystelser (som i den forhistoriske indiske test af giftmorderne og den nonverbale adfærdsmetode, der blev brugt af en del efterforskere), mundtørhed (ris-testen og metoden med glohede jerntænger), øget pulsfrekvens (den antikke græske metode og den moderne polygraf), eller overordnede forhøjede fysiologiske reaktioner (polygrafen).

Der er dog to store problematikker forbundet med at bruge adfærd baseret på frygt eller stress til at afsløre løgn.

Det første problem: Hvordan skelner man ængstelige, forskrækkede uskyldige fra frygtsomme skyldige mennesker?

Både uskyldige og skyldige er nervøse

En uskyldig person anklaget for en forbrydelse vil højst sandsynlig være bange eller ængstelig, mens en skyldig mistænkt måske ikke er det.

Det bekræfter polygrafens høje falsk-positive rate, hvilket betyder, at uskyldige mennesker risikerer at blive dømt skyldige. På samme måde har politiet til tider antaget, at uskyldige, nervøse mistænkte var skyldige baseret på forkerte fortolkninger af adfærdsobservationerne.

Det andet store problem med metoder baseret på nervøs adfærd er, at der ikke er evidens for, at løgn pålideligt skulle være ledsaget af specifik nonverbal adfærd.

Justitsmord

På trods af hvad vi ved om unøjagtigheden forbundet med løgnedetektorernes resultater, bliver de stadig brugt.

I USA bruges de stadig til politiafhøringer og jobsamtaler til stillinger, der kræver sikkerhedsgodkendelse.

I Storbritannien bruges løgnedetektortest til visse seksualforbrydere, som er prøveløsladt, og i Kina lader det til, at brugen af polygrafer i retslige og politimæssige sammenhænge endda er stigende.

I Australien har man imidlertidværet langt mindre villig til at godkende løgnedetektorer.

I delstaten New South Wales nedlagde domstolene i 1983 forbud mod at inddrage resultater fra løgnedetektorer i bevisførelsen, og et forsøg på at fremlægge resultaterne af en polygraf-undersøgelse for en domstol i delstaten Western Australia i 2003 mislykkedes også.

Uretfærdig domme og uretmæssige afgørelser

Mange historiske og nuværende metoder efterligner hinanden og er baseret på de samme antagelser. Ofte er den eneste forskel, hvilken del af kroppen eller hvilken fysisk reaktion de fokuserer på.

Men brug af fejlbarlige metoder bidrager til uretfærdige domme og uretmæssige afgørelser.

Derfor er det vigtigt, at udøvere af strafferetspleje er undervist i fejlagtige detektionsmetoder, og at alle nye teknikker baseret på frygt eller stressbaserede reaktioner bliver afvist.

Kun meget lidt har ændret sig i de forløbne årtusinder – på trods af at de teknologiske fremskridt på overfladen ser anderledes ud. Uskyldige personer, som udviser frygt, er sårbare over for forkerte antagelser om skyld - hvilket er gode nyheder for de frygtløse skyldige.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.