Hvad får man, hvis man tager en god håndfuld forskere og parrer dem med Eminem-filmen '8 mile' og tilsætter lidt stand-up?
Svaret er ikke 'en virkelig mærkelig film', men derimod Science Slam. Det er en disciplin, hvor forskere dyster mod hinanden og formidler deres projekter på kort tid - typisk få minutter - over for et publikum, der skal give point ud fra egne kategorier, som eksempelvis kunne være humor.
Science Slam er simpelthen underholdning med videnskabeligt indhold uden de timelange powerpoints.
Aalborg Universitet har afholdt arrangementet i mange år, og i år kom der hele 650 gæster. Se vinderen i videoen øverst i artiklen - eller se flere science slammere på Aalborg Universitets hjemmeside.
Stamcelle-forsker sammenligner fremdriftsrefom med kronisk sår
I år vandt Trine Fink, der er lektor ved laboratoriet for stamcelleforskning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet.
Trine Fink fortalte om, hvordan stamceller, der skal reparere kroniske sår hos overvægtige patienter med diabetes, står over for en udfordring, der er sammenlignelig med umotiverede 1. semesterstuderende. Se, hvordan det giver mening, i hendes præsentation her.
Ud over Trine Finks præsentation var der blandt andet også præsentationer af projekter om bivirkninger ved antipsykotika, kunstig intelligens i landbruget og matematikken i en rubiksterning. Du kan se alle kandidaternes præstationer her.
Hvis du selv har lyst til at overvære, eller måske endda har mod på selv at optræde i konkurrencen næste år, kan du se hvordan her.



























