Sådan kan guldgravere undgå at bruge kviksølv

Den globale udledning af kviksølv er stigende, og ufaglærte guldgravere i udviklingslande er den største kilde til kviksølvforureningen, kan du læse i to artikler, som for nyligt er bragt på Videnskab.dk.

Guldgraverne udnytter kviksølvet til at udvinde og isolere deres guld, men den forurenende og sundhedsfarlige metode er faktisk helt unødvendig: Der findes nemlig en række bedre og mere effektive alternativer til kviksølv, påpeger flere forskere.

I to nyere studier udført i Mozambique og Uganda beskriver danske forskere eksempelvis en kviksølvfri metode, som ifølge forskerne gør det muligt for lokale guldgravere at forøge deres udvinding af guld.

»Vores metode kræver mere arbejde, men til gengæld får man mere guld ud af det. Vi har arbejdet med samme metode i Filippinerne, og her har vi dokumentation for, at området har været kviksølvfrit i 7-8 år,« fortæller Rasmus Køster-Rasmussen, som er medforfatter på de to studier og postdoc ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Våben mod 'gigantisk katastrofe'

Den kviksølvfri metode blev opdaget for mere end et årti siden af danske Peter Appel, som dengang var geolog ved GEUS.

Under et feltarbejde i Filippinerne kunne han dokumentere, at guldgravernes brug af kviksølv var »ved at udvikle sig til en gigantisk miljø- og sundhedskatastrofe i Filippinerne,« fortalte han til Videnskab.dk i 2010.

I det nordlige filippinerne havde Peter Appel imidlertid mødt en gruppe guldgravere, som ikke brugte kviksølv, men i stedet brugte det kemiske stof Borax til at udvinde guldet.

Borax bruges eksempelvis i vaskemidler, og stoffet har den særlige egenskab, at det sænker gulds smeltepunkt: Dermed bliver det nemmere for guldgraverne at smelte guldet og adskille det fra andre materialer i guldmalmen – læs mere om metoden i artiklen: Gigantisk kviksølvkatastrofe truer Filippinerne.

»Borax er ikke så uskadeligt, at man kan spise det, men det er langt mindre giftigt og forurenende end kviksølv, og vi har dokumenteret, at metoden fungerer,« fortæller Rasmus Køster-Rasmussen.

Flere løsninger

Andre forskere mener imidlertid ikke at Borax-metoden er den rette løsning på kviksølvforureningen – læs mere i boksen under artiklen.

I en rapport fra FN’s miljøprogram (UNEP) kan man da også finde en lang række andre alternativer til at undgå eller reducere brugen af kviksølv ved udvindingen af guld.

Ifølge Rasmus Køster-Rasmussen promoverer og støtter FN især en metode, som kaldes Retort-metoden.

Her bruger guldgraverne stadig kviksølv til at udvinde guldet, men frem for at brænde kviksølv af under åben himmel, bliver kviksølvet brændt væk inde i et lukket system. Det betyder, at kviksølvet bliver opsamlet ved afbrændingen og kan genbruges.

»Simple og billige Retort-modeller kan reducere kviksølvudledningen med 75 til 95 procent. Genbrug af kviksølv forhindrer behovet for import af nyt kviksølv. Dette kan sænke omkostningerne for minearbejdere og guldbutikker ved at reducere forbruget af kviksølv,« lyder det i beskrivelsen af Retort-metoden fra UNEP.

Et forsøg på overlevelse

Rasmus Køster-Rasmussen er imidlertid skeptisk over for Retort-metoden.

»Problemet er, at det er en besværlig metode, og guldgraverne gider ikke at bruge den. Kviksølv koster alligevel ikke noget, så det er bare at fyre kviksølvet af. For guldgraverne er der ingen grund til at have en masse besvær ud af at genbruge det,« siger Rasmus Køster-Rasmussen.

Ligesom flere andre forskere påpeger han, at mange guldgravere enten ikke er klar over sundhedsfaren ved kviksølvet eller også vælger de at ignorere faren, fordi de har vigtigere ting at tænke på.

»Den triste virkelighed er, at det er folk, som forsøger at overleve. De bekymrer sig ikke om forurening eller en langsigtet sundhedsfare ved kviksølv. De bekymrer sig om at kunne skaffe mad til deres sultne børn,« istemmer Marcello Veiga, som er mangeårig forsker i uformel guldminedrift ved University of British Colombia, Canada.

Hvordan udbredes løsninger?

Spørger man lektor Knud Sinding fra Syddansk Universitet, handler spørgsmålet om, hvordan man løser problemet med kviksølvforurening ikke så meget om, hvorvidt man satser på borax-metoden, retort-metoden eller en helt tredje teknisk løsning.

Det vigtige spørgsmål er derimod, hvordan man får løsningen udbredt blandt de mange millioner mennesker, som verden over arbejder i den uformelle guldminesektor – på engelsk kendt som ’Artisanal and small scale gold mining.’

»På verdensplan er der mere end 30 millioner mennesker, som lever af at arbejde i uformelle guldminer. Det er mennesker, som ofte bor i fattige landområder uden andre jobmuligheder. For mange er der reelt ikke noget alternativ til guldet, selvom de måske lever kummerligt af det,« siger Knud Sinding, som er lektor ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi og tidligere har forsket i uformel minedrift.

»De forekomster af guld, som de primitive guldgravere finder, er generelt så små, at det er uinteressant for professionelle mineselskaber at rykke ind. For mig at se er den bedste løsning at gøre guldgraverne mere professionelle. Man skal gøre det attraktivt for dem at opgradere deres evner, så de kan tjene lidt mere på guldet og komme væk fra de skadelige metoder.«

Mellemhandlere får profit

Ligesom Marcello Veiga påpeger Knud Sinding, at guldgraverne ofte får en meget lille del af kagen i forhold til guldets egentlige salgsværdi.

Nogle steder står lokale mellemhandlere for at isolere guldet og gøre det klar til at blive eksporteret – og det kan være profitabelt. Bare ikke for guldgraverne.

»Guldgraverne har alle omkostninger og farer ved at grave guldmalmen frem fra farlige mineskakter. Men så er der andre folk, som kommer kørende til landsbyen og stiller kviksølv til rådighed for dem og sørger for at processere guldet. De giver måske guldgraverne en tredjedel af deres guld tilbage og tager resten til sig selv.«

»Så det kan være en meget profitabel forretningsmodel, og de her folk har ingen interesse i at komme kviksølvet til livs, for hele deres forretningsmodel er bygget op omkring det,« siger Knud Sinding.

Mange guldgravere bor i udviklingslande, som generelt mangler en hensigtsmæssig lovgivning og regulering af guldgravningen, påpeger flere af forskerne. Guldgraverne betaler typisk ikke skat – derfor kaldes sektoren uformel – og ofte udvindes guldet illegalt eller i hvert fald uden tilladelse.

Hjælper formalisering?

»Jeg begyndte at forske i området for 20 år siden, og i dag er det de samme sløve løsningsforslag, som bliver ved med at blive frembragt; uddannelse af minearbejderne, mere regulering, og at staterne gør noget,« fortæller Knud Sinding.

»Men staternes indsats ender typisk med at handle om at få guldgraverne til at betale skat. Det giver intet incitament for guldgraverne til at lave om på deres praksis,« påpeger han, som analyserede mekanismerne i den uformelle guldminesektor i et studie i 2005.

»Desværre er der ikke sket så meget siden, ud over at problemet er vokset, fordi guldpriserne er blevet ved med at stige og gøre det mere attraktivt at grave guld.«

Frem for at satse på generel uddannelse af guldgraverne, så de kan finde sig et andet job, mener Knud Sinding, at man bør »prøve at finde måder at lovgive, der hjælper guldgraverne til at komme væk fra mest skadelige metoder og få en større bid af kagen.«

Klik på ikonerne på den interaktive grafik for at følge kviksølvets rejse fra guldgravere til dit spisebord. (Grafik: Lise Brix/Thøger Junker)

Forbud nytter ikke

Også Rasmus Køster-Rasmussen mener, at det er nytteløst at satse på at forbyde og stoppe den uformelle mineindustri.

»Der er meget snak om, hvordan man kan stoppe guldgraverne, så de ikke længere sviner med kviksølv. Men man kan ikke stoppe guldgravning. Det er fattige mennesker, som skal have noget at spise.«

»Så kunsten går ud på at finde en metode, som rimelig nemt kan overtage kviksølvmetoden, og som ikke kræver dyrt udstyr eller et langt kursus. Det skal være enkelt at gøre i virkeligheden,« mener Rasmus Køster-Rasmussen.

Professor Marcello Veiga er enig.

»Der findes en række andre alternativer til kviksølv, som både er miljørigtige og mere effektive. Det er også derfor, at store, internationale mineselskaber ikke bruger kviksølv til at udvinde guld. Men der er brug for massiv uddannelse og viden om alternativerne blandt de uformelle guldgravere,« siger professor og guldmineforsker Marcello Veiga, som påpeger, at forbud og fængsling af illegale guldgravere ikke er en holdbar løsning på forureningsproblemet.

»Problemet er drevet af fattigdom. Hvis vi fuldstændig stopper uformel guldgravning, fører det til endnu mere fattigdom og migration,« mener han.

Konvention mod kviksølv

Politisk set har verdens ledere forsøgt at sætte en stopper for kviksølvforurening med den såkaldte Minamata-konvention. Konventionen blev i 2017 underskrevet af 128 lande, herunder Danmark og Ghana.

Men på trods af de politiske ambitioner om at »gøre kviksølv til fortid,« fortsætter udledningen af kviksølv fra guldminer ufortrødent, påpeger flere forskere over for Videnskab.dk.

Et nyere studie fra Amazonas i Brasilien indikerer, at coronakrisen har gjort guldgravere endnu mere sårbare og eksponeret allerede eksisterende konflikter i området.

»Historien om guldgraverne handler ikke kun om kviksølv. Der er også alle de afledte ting såsom stridigheder om adgang til guldminer, konflikter, voldshandlinger og børnearbejde. Så der er al mulig grund til at sætte ind for at hjælpe guldgraverne,« slutter Knud Sinding.