Opdagelsen af Richard den tredjes jordiske rester under en parkeringsplads i Leicester afslørede det sidste hvilested for den allersidste engelske monark, som døede i kamp. Vi ved, at han blev dræbt i slaget ved Bosworth Field 22. august, 1485, men ikke hvad der faktisk dræbte ham.
Ved hjælp af moderne retsmedicinske metoder har vi fundet 11 skader på Richards skelet.
Disse skader fik han på eller nær tidspunktet for sin død - ni af skaderne er på kraniet og er sandsynligvis forvoldt i kamp. Skaderne i hovedet tyder på, at han enten fjernede eller mistede sin hjelm. De to andre skader, som vi fandt, var på ribben og bækken.
Skaderne på hans skelet var alle 'perimortem', det vil sige med døden til følge eller tæt på dødstidspunktet, da intet tyder på, at de var gamle skader.
Richard fik påført skader efter sin død
Med hjælp fra Royal Armouries i Leeds, der har ekspertise i våben fra middelalderen, ønskede vi også at identificere de våben, der var ansvarlige for Richards kvæstelser. Vi brugte her en analyse af de mærker, våbnet har efterladt på knoglerne.
Der er særligt to skader, som højst sandsynligt forårsagede Richards død. Disse er skader på bunden af kraniet; et stort hovedtraume, muligvis fra et sværd eller andet våben, såsom en hellebard, samt et åbent hovedbrud fra spidsen af et skarpt våben.
Vi fandt ingen skader på hans arme, hvilket kunne tyde på, at han var iført rustning. Mens skaden på hans bækken var potentielt dødelig, ville en rustning have givet beskyttelse, og derfor tror vi, at skaden blev påført efter hans død.
Richards hovedskader passer med de beretninger, som vi kender fra slaget. Her er det blevet foreslået, at Richard forlod sin hest, da den faldt i en sump. Derefter blev han dræbt, mens han kæmpede mod fjenden.
Mikroskopiske mærker og riller på knoglerne er resultatet af våbnets fremstilling, slibning og brug. Dette efterlader et tydeligt mønster, et slags 'fingeraftryk', på knoglens overflade.
Kongen blev angrebet af flere på én gang
Rillerne fundet på tre af skaderne på toppen af kraniet viser tre forskellige retninger, hvilket kunne tyde på, at der var flere angribere. De øvrige skader har riller, som stammer fra ét våben, hvilket tyder på flere slag fra et enkelt-bladet, skarpt våben.
Studiet, som er udgivet i The Lancet, er et resultat af arbejdet fra et blandet team af arkæologer og retsmedicinere fra Leicester University.
Selvom Richards skelet er 500 år gammelt, rummer det stadig mange spor, som er interessant for flere slags videnskabsfolk i dag. For eksempel har andre dele af forskningen vist, at kongen havde problemer med rygsøjlen, og man har kunnet skabe en rekonstruktion af hans ansigt, mens genetikere har kunnet undersøge Richards helbred.
Moderne retsmedicinske teknikker i brug
Vi ønskede at bruge moderne, retsmedicinske teknikker, som et supplement til de traditionelle arkæologiske teknikker.
Ved at bruge helkrops-CT-scanninger og røntgen-tomografi, som er en anden type CT-scanning, der kan bruges til at skabe 3D-billeder af de skadede knogler, var vi i stand til at se et fuldendt billede af skaderne.
Mens det efter 500 år ikke er muligt at vide, om Richard havde skader i det bløde væv, der kunne have ført til hans død, ville skaderne på kraniet helt sikkert have været fatale.
Richard III's lange rejse
Vores resultater bidrager til den indviklede historie om Richard den tredjes rejse fra kamp til fordækthed og juridiske uoverensstemmelser, til hvor han skulle begraves. Efter hans død blev Richard begravet i kirken Greyfriars i Leicester, som blev ødelagt i 1538 under Henry den ottende.
Selvom lokale myter fra dette tidspunkt foreslår, at Richards krop blev kastet i floden fra Bow Bridge i Leicester, blev ruinerne af kirken Greyfriars også opdaget i udgravningen af parkeringpladsen. Selve skelettet blev fundet i koret i kirken, hvilket er et sted, der var forbeholdt folk med høj status. DNA-sammenligning med efterkommere har vist, at skelettet faktisk var Richards.
Mens historikerene ved en masse om, hvordan monarken levede; så siger fundet af hans jordiske rester meget om, hvordan han døde.*
Sarah Hainsworth og holdet bag forskningen er finansieret af University of Leicester. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
