Råd 1: Find den rigtige ekspert

Et væld af eksperter er dagligt parate til at stille op i medierne. Nogle er helt klart mere kompetente end andre.

Det har for eksempel rejst kritik, når influencere og kendisser får lov at agere eksperter i sygdomme, eller når den skandaleombruste, tidligere forsker Milena Penkowa bliver omtalt som ‘Hjerneeksperten’ i sit eget tv-program af samme navn - til trods for, at hendes forskning er blevet miskrediteret og kaldt uredelig flere gange.

Men i nogle tilfælde kan det være svært at gennemskue, om en person vitterligt er ekspert på et område eller ej.

For eksempel bad Jyllands-Posten en såkaldt fremtidsforsker om at kommentere på myndighedernes tiltag, da coronakrisen netop var brudt ud i Danmark i marts 2020. Den flotte titel gav umiddelbart tyngde til fremtidsforskerens budskab om, at myndighedernes tiltag mod coronapandemien var »en overreaktion«.

Men fremtidsforskeren var faktisk ansat ved en privat virksomhed, der slår sig op på at kunne forudsige folks fremtid - ikke et universitet, hvorfor titlen 'forsker' må siges at være tvivlsom. I hvert fald har fremtidsforskeren ikke forsket i pandemier og epidemiologi.

Er du i tvivl om, hvem du skal vælge som ekspert til din historie, er et godt fif, at forskere fra et universit eller en anden velrenommeret forskningsinstitution generelt har højere faglighed og troværdighed end selvudnævnte eksperter med en agenda.

Fine titler gør ingen forsker

Folk, som har skrevet en bog eller læst ernæring, medicin, biologi, historie eller lignende, bliver også jævnligt brugt som eksperter i medierne.

De kan sagtens have en stor viden indenfor deres felt, men det er vigtigt at huske, at man ikke er forsker, fordi man har skrevet en succesfuld bog, eller fordi man er akademiker med en kandidatuddannelse fra et universitet.

Fine titler hos firmaer, pengeinstitutter, NGO’er, interesseorganisationer og tænketanke er heller ikke nødvendigvis en garanti for, at du har fat i den rette ekspert.

En forsker har igennem mange år dykket ned i sit forskningsfelt gennem systematiske, videnskabelige metoder.

For at blive forsker, skal man gennemgå en forskeruddannelse – en såkaldt ph.d.-uddannelse, der typisk tager tre år – og skrive en stor ph.d.-afhandling. Imens man arbejder på afhandlingen, er man ph.d.-stipendiat eller ph.d.-studerende.

I udlandet bliver en ph.d.-titel mange steder betragtet som en 'doktor'-titel. Men i Danmark kræver den titel, at man skriver en ekstra stor og fin afhandling, nemlig en doktor-disputats.

Der findes et hav af akademiske stillinger på universitetet, såsom postdoc, lektor og professor - du kan blive klogere på, hvad de forskellige titler dækker over, i denne artikel.

Undgå ukritisk genbrug af kilder

Når du begynder din jagt efter den rigtige kilde til din historie, er et godt råd, at du ikke ukritisk skal efterabe dine journalistkolleger.

Under coronakrisen blev de samme forskere eksempelvis bedt om at kommentere på alt fra rengøring af børnehaver til mutationer, vacciner, mundbind og nedlukning af zoologiske haver.

En forsker ligger inde med meget stor viden indenfor nogle særlige områder, men ingen forsker er ekspert i alting.

Der findes derfor forskere, som har beskæftiget sig specifikt med eksempelvis coronavacciner, mundbind eller virusmutationer, men under coronakrisen blev disse forskere flere gange overset, til fordel for andre forskere som medierne var vant til at kontakte.

Hvis journalister altid kører på autopilot og interviewer de samme, medievante forskere, som de plejer, kan faren være, at medierne giver et skævvredet - eller i værste fald forkert - billede af et forskningsfelt.

Læs flere gode råd ved at klikke på de blinkende ikoner til venstre i grafikken her. Artiklen fortsætter nedenfor.

Få hjælp af andre forskere

I Videnskab.dk’s arkiv kan man også finde en række eksempler på forkert brug af ekspertkilder. I 2015 lod vi eksempelvis den amerikanske fysiker og nobelprismodtager Steven Chu udtale sig om GMO i fødevarer - et felt, som han slet ikke har forsket i, men blot har en holdning til.

Et godt råd, når du skal finde den rette ekspertkilde, er at hente hjælp hos forskerne eller hos forskningsinstitutionernes pressemedarbejdere.

Hvis du for eksempel skal rapportere om Anden Verdenskrig, så spørg pressemedarbejderen eller en historiker, hvem der har forsket i lige netop stikkerlikvideringer, børns opfattelse af krigen, dagene omkring Befrielsen, eller hvad du nu end skal rapportere om.

Professorer og lektorer har typisk mange års erfaring indenfor deres felt, og de er ofte dygtige ekspertkilder, som hyppigt bliver brugt i medierne. En postdoc eller ph.d.-studerende har derimod ikke lige så mange forskningsår på bagen, men de kan alligevel godt være bedre eller mere retvisende kilder til din historie, hvis deres forskning beskæftiger sig med lige netop din vinkel på et emne.