Psykisk sygdom i konkurrencestaten præger ny dansk litteratur

Anoreksi, selvskade, bulimi, personlighedsforstyrrelser, angst og modvilje mod at blive voksen er hovedtemaer i en række skønlitterære værker, skrevet af nogle af de unge forfattere, som i det seneste årti er uddannet på den danske forfatterskole.

For det meste skriver forfatterne om sig selv og deres eget liv.

»Det er både hårde og humoristiske tekster at læse,« siger Camilla Schwartz, der er lektor på Syddansk Universitets Institut for Kulturstudier.

»Meget ofte er det psykiatriske fortællinger, der på den ene side handler om hovedpersonernes ønske om at undslippe galskaben, men som på den anden side giver et billede af, at forfatterne har brug for og dyrker deres galskab,« fortsætter hun.

»Jeg brænder mig med en cigaret«

De fleste af værkerne er skrevet af kvinder, der har forskellige diagnoser. De skriver blandt andet om deres personlige erfaringer med at føle sig anderledes og forkerte, fortæller Camilla Schwartz, som har lavet en analyse af en række delvist selvbiografiske værker skrevet af forfattere, der dimitterede fra Forfatterskolen i 2006-2013.

Den eneste mandlige forfatter i flokken, Bjørn Rasmussen, skriver om, hvordan han skader sig selv, i romanen 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' fra 2011:

»Jeg skærer mig, jeg ridser mig, jeg river mig. Jeg river mig i håret, jeg trækker hår ud fra hovedbund, øjenbryn, kønshår, jeg bider negle helt rodløse, fingre, hænder. Jeg slår mig selv med mine hænder eller med hårde genstande (...) Jeg brænder mig med en cigaret, en lighter, kogende vand.«

De unge forfattere er tidligere blevet anklaget for at være navlepillende og selvoptagede, fordi deres digte og romaner handler om dem selv og deres egne psykiske problemer. Men ifølge Camilla Schwartz er deres værker meget mere end personlige fortællinger.

Værkerne fortæller også en hel del om det samfund, vi lever i, siger hun.

Forfatterne har voksenfobi

I sin analyse, som er publiceret i tidsskriftet Edda - Scandinavian Journal of Literary Research, når Camilla Schwartz blandt andet frem til, at hovedpersonerne lider af voksenfobi, som hun kalder det. Det vil sige, at de er angste for eller har modvilje mod at blive voksne.

\ Læs mere

Tidsfordriv i strandkanten: Læs en roman og bliv socialt bevidst

Forfatterne kan og vil ikke leve op til de forventninger, der er til at være voksen i det samfund, vi lever i, lyder Camilla Schwartz’ tolkning.

»Den her type litteratur ser jeg som et symptom på en tid, hvor de forventninger, vi har til os selv og hinanden, bliver vildere og vildere og sværere og sværere at leve op til,« siger Camilla Schwartz.

Voksenfobien kommer blandt andet til udtryk i det sprog, forfatterne bruger, men også i den måde, de skriver om deres kroppe og køn. En del af forfatterne har spiseforstyrrelser.

»Anoreksi er ofte et tema i nyere dansk litteratur. Sygdommen er forbundet med en modvilje mod at blive en voksen kvinde. At sulte sig er en effektiv måde at standse kroppens rejse mod kvindelighed og moderskab. Man får ikke former, bliver lille og holder op med at få menstruation,« siger Camilla Schwartz.

»Jeg er altid seksten«

Forfatteren Cecilie Lind skriver for eksempel i et digt i samlingen Scarykost fra 2016:

»Den løgn et hylster af hud og fedt kan være må afdækkes. Afklaret krop er køn krop. Køn krop er krav til vellykket ungdomsvirke. Jeg væmmes. Jeg græmmes.«

Og Olga Ravn skriver i romanen Celistine fra 2015:

»Jeg har ingen alder. Jeg er altid seksten.«

Kritik af konkurrencestaten

En anden litteraturforsker, Tue Andersen Nexø, der er lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, er interesseret i, hvilket billede den nye litteratur giver af den moderne velfærdsstat.

De unge forfattere rejser en kritik af tidens tendens til, at alt skal være effektivt og produktiv, siger han. Deres litteratur udfordrer præmissen om, at man kun er noget værd, hvis man er til gavn for arbejdsmarkedet.

På sin litterære blog ‘jeg hedder mit navn med versaler’, skriver en af de unge forfattere, Asta Olivia Nordentoft:

»Jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder/ det billede, der langsomt fremmanes, af den ikke-arbejdende som et menneske uden moral./ jeg vil tale om den mistænkeliggørelse der finder sted og dækker alle livets områder./ den ikke arbejdendes samfundssind, madvaner, æstetik, uvilje til at rytte op i baghaven, evnen til at opdrage børn.«

»jeg vil tale om, hvorfor det er legitimt at mene, at man skal straffes for ikke at arbejde/ jeg vil vide, på hvilket grundlag man ser grund til at betragte det ikke at arbejde som en forbrydelse.«

Idealborgeren er arbejdskraft

Asta Olivia Nordentoft og mange af de øvrige unge forfattere lægger ikke skjul på, at de har brug for velfærdsstaten, for eksempel psykiatrien og socialforsorgen. Men de kritiserer samtidig præmissen om, at alt kan og skal helbredes.

De insisterer på, at de er noget værd, selv om de har diagnoser og ikke passer ind på tidens arbejdsmarked, siger Tue Andersen Nexø.

»De er syge og har brug for behandling, men de er ikke sølle, og i deres bøger insisterer de på at blive hørt og taget alvorlige, selv om de er ikke er idealborgere i den moderne velfærdsstat,« siger han.

\ Læs mere

Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed

I 1900-tallets litteratur blev velfærdsstatens ideelle borgere beskrevet som frigjorte, dannede og myndige mennesker.

I den litteratur, der er udkommet i 2010’erne, er det et andet, mere materialistisk billede af velfærdsstatens ideelle borger, der kommer til udtryk, siger Tue Andersen Nexø, som har skrevet bogen ‘Vidnesbyrd fra velfærdsstaten: den sociale vending i ny dansk litteratur’, der udkom i 2016.

Den velfærdsstat, de nye forfatterne skriver om, er i stigende grad blevet en konkurrencestat. Det vil sige en stat, der skal klare sig i den globale konkurrence. Idealborgeren er arbejdskraft, der skal være produktiv, optimere sig og bidrage til velfærden.

»Mange fra den nye forfattergeneration insisterer på at skrive om alle dem, der opgiver eller insisterer på ikke at ville deltage i det projekt. De udfordrer præmissen om, at det vigtigste i livet og samfundet er, at alting er så effektivt som muligt,« siger Tue Andersen Nexø.

Offentlig psykiatri = dødens pølse

Meget ny dansk litteratur »insisterer, også når den ikke eksplicit tematiserer den moderne velfærdsstat, på at give stemme til de skikkelser, der aldrig bliver produktive og selvforsørgende,« skriver Tue Andersen Nexø i en artikel til tidsskriftet Dansk Noter.

I artiklen citerer han en kronik bragt i dagbladet Information i 2017, skrevet af en af de unge forfattere, Cecilie Lind (f. 1991):

»Poesiens blå blomst og sygdommens og dødens pølse: den offentlige psykiatri. Det er svært at forklare den modstand, jeg nærer mod dem, der forsøger at hjælpe mig frem til den bedre tilværelse, og det endda gratis,« skriver Cecilie Lind i kronikken, som fortsætter:

»Eskapisme skal vi komme til livs. Trang til flugt, til hi, er af det onde, lediggang især, er af det onde. Formålet med det raske er: arbejde, det normale (...) Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom.«

Litteratur er langt fra Instagram-perfektion

Ifølge Tue Andersen Nexø giver de unge forfattere et alternativt og kritisk syn på den moderne velfærdsstat.

Camilla Schwartz læser deres værker som et modbillede til den perfektion, vi møder for eksempel på Instagram, Facebook, i reklamer og i sundhedskampagner.

»I modsætning til sociale medier er litteraturen i udpræget grad optaget af også at vise os vrangsiderne,« siger hun og fortsætter:

»I litteraturen kan man gøre og tænke det grimme, det pinlige og det forbudte, og som læser kan man spejle sig i det og gennemleve det selv. Litteraturen kan også give lindring, fordi man måske opdager, der er nogle, der har det ligesom man selv har det. Måske opdager man endda noget om sig selv, man ikke vidste.«

Den voksenfobiske tendens i litteraturen ser Camilla Schwartz også andre steder i samfundet.

»Det at dyrke barndommen og ungdommen og undvige det voksne liv er en del af tiden. Vi ser det i modeverdenen, hvor modellerne skal være tynde, androgyne og uden voksne former, og hvor moden i stigende grad imiterer barnets garderobe,« siger hun.