Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed

De heldige er fastansatte. De mindre heldige kæmper for at få et fast job, men de bliver hele tiden ansat på korte kontrakter, i vikariater, i løntilskudsstillinger, eller de kan overhovedet ikke få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Sådan er vor tids underklasse: Den består af højtuddannede akademikere, faglærte, ufaglærte, kreative og arbejdsløse, der har det tilfælles, at de er uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Tilsammen bliver de kaldt prekariatet.

»Hvad enten de er ufaglærte, faglærte, højtuddannede, danskere eller indvandrere, deler de en form for usikkerhed og uforudsigelighed. Deres liv er præget af manglende social tryghed og manglende udsigt til, at de får det,« siger Peter Simonsen, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Prekariatet bliver sjældent hørt

I medierne og i den politiske debat hører Peter Simonsen ofte udtalelser om, at prekariatet - altså folk på dagpenge og kontanthjælp - mangler incitament til at komme i arbejde. At deres ydelser skal sættes ned.

»De bliver presset til at opføre sig, som om der er en masse jobs derude, som de skal skynde sig at få – ellers er de nogle nassere. Men i medierne hører vi sjældent, hvordan de mennesker, det drejer sig om, oplever at være en del af prekariatet,« siger Peter Simonsen.

Hvis man vil have et indblik i, hvordan det føles at tilhøre den nye gruppe af socialt udsatte, skal man læse skønlitteratur, anbefaler Peter Simonsen, som forsker i litteraturens nytteværdi.

Delvist selvbiografiske værker som Yahya Hassans digtsamling 'YAHYA HASSAN' fra 2013 og Morten Papes roman 'Planen' fra 2015 er eksempler på litteratur, der giver førstehåndsberetninger om, hvordan livet leves på bunden af prekariatet.

I bøgerne er livet fyldt med uforudsigelighed, kortsigtethed, utryghed og udsathed. Hovedpersonerne kæmper fra dag til dag, og der er en afgrund mellem det liv, de lever i udsatte boligområder, til livet udenfor.

Underklassen mangler solidaritet

I 'Planen', som foregår i boligområdet Urbanplanen på Amager, er prekariatet både socialt udsatte danskere og familier med indvandrerbaggrund.

I romanen modarbejder de to grupper hinanden i stedet for at være solidariske.

Bogens hovedperson – drengen Morten Pape – er splittet mellem danske beboere (kartoflerne) i Urbanplanen og beboerne med indvandrerbaggrund (perkerne).

De to grupper, som er i samme udsatte båd, kæmper konstant mod hinanden i stedet for at stå sammen om at skabe en bedre tilværelse.

»Man får en beretning om, hvor lidt forståelse og solidaritet der kan være mellem forskellige grupper i underklassen. De kan ikke se sig selv i hinanden, selvom de deler skæbne,« siger Peter Simonsen.

Roman viser prekariatets diversitet

Den manglende forståelse mellem prekariatets meget forskellige mennesker kommer også til udtryk – omend mere subtilt – i den skønlitterære forfatter Helle Helles værker, siger Peter Simonsen og nævner romanen 'Ned til Hundene' fra 2008 som eksempel.

For nyligt publicerede Peter Simonsen en analyse af romanen i det videnskabelige tidsskrift Tidsskrift for Arbejdsliv.

I 'Ned til hundene' er fortælleren, Bente, et eksempel på en akademiker fra prekariatet. Hun er kvindelig forfatter i 40’erne med skriveblokering, der er på røven, efter at hun er flygtet fra sit på ydersiden privilegerede liv og sin lægemand.

Bente rejser til provinsen, hvor hun bliver samlet op af et kærestepar med piskesmæld og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Parret, John og Putte, som Bente ikke kender på forhånd, tager hende med hjem og giver hende husly.

Bente og det provins-par, hun møder, er i en prekær situation, fordi de ikke er på arbejdsmarkedet og ikke har fast indkomst. Derudover lever de vidt forskellige liv.

»Den forståelseskløft, der er mellem dem, fanger romanen enormt godt på en simpel og totalt underspillet måde. Helle Helle er mester i at fortælle os noget med meget få midler,« siger Peter Simonsen.

Femøren faldt ved en lang sætning

'Ned til hundene' er letlæselig og skrevet i helt korte sætninger, men da Peter Simonsen var i gang med sit analysearbejde, blev han pludselig opmærksom på en exceptionel lang sætning, der fylder en halv side.

»Så faldt femøren. Det var en aha-oplevelse: I en af romanens længste sætninger får man alle de her menneskers tragiske skæbne udlagt på en måde, der gør, at man får indsigt i, hvordan deres liv er,« siger Peter Simonsen.

På overfladen er sætningen det rene nonsens.

»Men på en underspillet måde fortæller den, at vi har at gøre med en familie, der er helt på røven,« siger Peter Simonsen.

Den særlige sætning falder, da Bente husker noget, hun har hørt den kvindelige del af parret, Putte, sige.

Putte har fortalt en »lang historie om sin far, der åbenbart bor i Næstved.«:

»Han har været hos lægen for at få noget medicin til Puttes bror uden broderens medvirkende, lægen ville selvfølgelig ikke udskrive en recept under de omstændigheder, og så fik faderen åndenød og primen i fingrene og måtte have et glas koldt vand, men da lægen også var kommet med en plastikpose fra Lidl, som faderen skulle trække vejret igennem, havde han slået hendes hånd væk og sagt: ‘Kan du få fjernet det lort’,« husker Bente på side 11 i Ned til Hundene.

Sætningen er gennemtænkt

Sætningen stikker ud, fordi den er så lang.

»Jeg er helt sikker på, at Helle Helle var bevidst om det, da hun skrev bogen. Der er ikke pludselig en lang sætning ved et uheld – det er gennemtænkt, og den har en betydning. Som læser skal vi se, hvad der bliver sagt, uden at det bliver sagt direkte,« siger Peter Simonsen.

I romanen fokuserer Bente udelukkende på, at Putte, som hun bor hos, er »sådan en, der fortæller en lang historie ad omveje.« Bente har ingen forståelse eller medfølelse for det, Putte fortæller om sin far og sin families tragiske situation.

»Det er et eksempel på, at to grupper, der begge tilhører prekariatet, overhovedet ikke forstår hinanden. Bente deler på mange måder skæbne med den familie, som tager hende ind, men hun har ingen sans for det og udnytter dem på det groveste i løbet af romanen,« siger Peter Simonsen.

Bøger kan sætte gang i en forandring

Litteratur kan på den måde enten direkte, som i Morten Papes 'Planen', eller indirekte som i Helle Helles 'Ned til Hundene', give et indblik i den splittelse og manglende solidaritet, der er mellem forskellige grupper i prekariatet, siger Peter Simonsen.

Ultimativt kan bøgerne sætte gang i en samfundsforandring.

»Jeg tror slet ikke, at vi kan tænke en forandring i samfundet, uden at litteraturen er en del af det,« siger Peter Simonsen og fortsætter:

»Da der på et tidspunkt i 1800-tallet opstod en form for modvilje mod slaveriet, mente mange, at det var romanen ‘Onkel Toms Hytte’, der satte forandringen i gang. Den sande forklaring er nok mere kompleks, men litteraturen spillede helt klart en rolle i den forstand, at den gjorde det muligt for folk at forestille sig, hvordan det var at være slave.«

I Jeppe Aakjærs digt 'Hvem sidder der bag skærmen' fra 1907, knokler Jens Vejmand livet igennem, men dør alligevel fattig. Digtet har fået æren for at spille en afgørende rolle for den danske velfærdsstats udvikling, fortæller Peter Simonsen.

»Man begyndte at snakke om, at man skulle gøre det bedre for sådan en som Jens Vejmand for eksempel ved at indføre pensioner. En digter som Yahya Hassan kan på samme måde få betydning for, hvordan samfundet udvikler sig, selv om effekten af hans digtsamling er helt uforudsigelig,« siger Peter Simonsen.

Prekariatets arbejdsliv er flygtigt

Mens Peter Simonsen og kolleger fra forskningscentret 'Uses of Literature' på Syddansk Universitet i øjeblikket undersøger, hvordan prekariatets liv bliver portrætteret i dansk skønlitteratur, undersøger andre forskere på anden vis, hvordan danskere håndterer et liv på kanten af arbejdsmarkedet.

Mette Lykke Nielsen, der er lektor på Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning, forsker eksempelvis i, hvordan unge uden uddannelse oplever at være en del af et arbejdsmarked, hvor de hele tiden risikerer at bliver erstattet af en anden.

Prekariatets arbejdsliv kan være ensomt og flygtigt, siger hun.

»Det, som kendetegner den situation, man er i, når man har flere midlertidige ansættelser bag sig, er, at man holder op med at knytte sig til sine kollegaer. Man holder op med at have forhåbninger om at blive en del af noget. Der er risiko for, at man resignerer,« siger Mette Lykke Nielsen.

»De unge, jeg har interviewet, er ikke i en position, hvor de stiller sig op og kæmper for noget. Hvis man er ansat på en midlertidig kontrakt, råber man ikke højt og kritiserer.«

Unge opfatter sig som en vare

I sin forskning har Mette Lykke Nielsen blandt andet lavet feltarbejde og kvalitative interviews med unge løsarbejdere, der enten er på vej til at tage en uddannelse eller er i gang med en.

Ligesom de romaner, Peter Simonsen analyserer, giver interviewene et indblik i, hvordan de unge fra prekariatet oplever den usikre situation, de befinder sig i.

»De opfatter sig selv som en vare på arbejdsmarkedet, der hele tiden kan erstattes,« siger Mette Lykke Nielsen, som har publiceret en artikel om sin etnografiske forskning i det seneste nummer af Tidsskrift for Arbejdsliv.

Mette Lykke Nielsen har med stor interesse læst Peter Simonsens artikel om, hvordan prekariatet bliver portrætteret i Helle Helles romaner.

Til forskel fra de voksne personer, der optræder i romanerne, har de unge, hun har interviewet, heldigvis stadig et håb om, at tingene bliver bedre, siger hun:

»Deres håb er knyttet til, at deres arbejdsforhold bliver bedre, når de er færdiguddannede. Men desværre er uddannelse ingen garanti mod prekære arbejdsforhold. Selv højtuddannede er i fare for ufrivilligt at ende i en situation, hvor de bliver ansat i den ene midlertidige stilling efter den anden.«