Obama synger fællessange

Alle elsker Barack Obama. Ikke mindst vinder han mange hjerter, når han taler. Den demokratiske præsidentkandidats talegaver er formidable, mener to danske retorikere, der blandt andet peger på hans brug af retorikken grunddyder: logos, etos og patos som en del af forklaringen.

»Når man sammenligner de to kandidater, er der ingen tvivl om, at Barack Obama er en bedre taler end John McCain,« siger ph.d.-studerende Heidi Jønch-Clausen fra Center for Journalistik på SDU over en telefon fra USA.

Hun er på et studieophold i Iowa, og har dermed mulighed for at opleve det amerikanske valg på første række.

»Obama forstår at tale til det hele menneske. Med det mener jeg, at han inkluderer de tre retoriske grunddyder, når han taler: logos, etos og patos. Altså fornuften, personens troværdighed og følelserne. Dem forstår han at sætte i spil, når han taler,« siger Heidi Jønch-Clausen.

Idealismen er genoplivet

Obamas rådgiver, David Axelrod, der har ledet adskillige demokratiske kandidaters kampagne, har udtalt, at idealismen døde med Kennedy, men med Barack Obama som præsidentkandidat kunne man genskabe den. Og det er også de dele af Obamas budskab, som Heidi Jønch-Clausen hæfter sig ved.

»Hvis vi blot tager udgangspunkt i hans slogan for valgkampen: 'Yes, we can'. Det er inkluderende. Han taler til et 'vi'. I modsætning til McCain bruger Obama altid vi-formen. Det signalerer, at han ikke er alene, men i en bevægelse. 'Yes, we can'- skaber en engageret stemning bygget på fællesskabsfølelse. Han formår, at få folk til at føle sig som del af hans projekt - både sorte og hvide. Sloganet er heller ikke negativt, det går ikke til angreb på nogen, men viser en vej som vælgerne og han kan stå sammen om,« siger Heidi Jønch-Clausen.

»Politik har udviklet sig til et elitært spil baseret på spin, hvor medierne gør politik til en sportsgren, og hvor vælgerne sidder på tilskuerpladserne. Her fremstår Obama i sine taler som manden, der har kommer udefra og vil ændre det politiske system. Han taler med en stemme fra tilskuerrækkerne, han taler med vores stemme,« forklarer Heidi Jønch-Clausen.

Barack Obama holdt sin sidste tale inden tirsdagens valg i Canton, Ohio. Retoriker Nanna Vestgård fra firmaet Rhetor, har set nærmere på talen, og set på hvad det er, der gør Barack Obama til en retorisk begavelse.

Som at høre en sang

»Når man ser på hans tale, så er den bygget op som en sang. Og blot det, at der er en gennemgående rytme, gør, at vi lettere lader os overbevise. Det er, hvad retorik går ud på: kunsten at overbevise. Han åbner talen med at sige 'one week' (en uge), dette 'one week tema' gentager han igen og igen, og den afslutter også talen. Det er det, vi retorikere kalder en anafor, dvs. sætninger, der begynder med det samme. Det får form som et refræn, det giver en lækker 1-2, 1-2-rytme. På den måde glider overbevisningen ind mellem linjerne hos lytteren. De mange gentagelser, han bruger, bliver til en sang, vi kan synge med på, også når talen er slut,« fortæller Nanna Vestgård.

Barack Obama har givet udtryk for, at han ønskede en valgkampagne, der ikke var baseret på mudderkastning. Men ikke desto mindre benytter han sig selv af det, på en meget elegant måde, påpeger Nanna Vestgård:

»I starten af sin tale omtaler han den republikanske politik som værende gammel og træt, og siger, at den har taget livet af den politiske fornuft. I næste afsnit siger han, at McCain har tjent sit land med ære. Med dette retoriske kneb får han lytteren til at forbinde McCain med ordene 'gammel', 'træt' og 'taget livet af'. Det får Obama os til, uden at han bliver får snavset handskerne til af det mudder, han dermed har kastet. Det er elegant gjort,« mener Nanna Vestgård.

Også Nanna Vestgård kan nikke genkendende til, at Obama benytter sig af retorikkens tre grunddyder, logos, etos og patos.

»Jeg vil nu mene, at han benytter sig af langt mere etos (personlig troværdighed) og patos (følelser) end logos (fornuft). I starten af Obamas tale hiver han de økonomiske argumenter (logos) frem, men han pakker dem ind i patos. Det bliver som en messende sang, når han siger: 'det er ikke forandring', når McCain vil spendere 700.000 dollar på skattelettelser til hver enkelt af de rigeste, 'det er ikke forandring' når McCain vil give 200 mia. dollar til de største firmaer, 'det er ikke forandring'... Han pakker sit budskab ind i sin gentagelse af 'det er ikke forandring', der også får lov til at slutte den del af talen af«

Obama er hele Amerika

Udover talegaverne vinder Obama også på den person, han fremstår som i medierne, fortæller Heidi Jønch-Clausen:

Clinton spillede på saxofon, for at vise amerikanerne at han var en jovial fyr. Bush var i sine valgkampagner utrolig dygtig til at vise, hvilken hyggelig fyr han var, når han havde besøg på sin ranch og kaldte alle 'folkens'. McCain lader andre omtale sit vietnamesiske krigsfangenskab, med det resultat, at han ydmygt fremstår som en ægte patriot, der er villig til at dø for sit land. Men Heidi Jønch-Clausen mener, at Obama er lidt af det hele.

»Han er både sort og hvid, han er både Harvard-uddannet advokat og han er borgerrettighedsforkæmper fra det politiske miljø i Southside Chicago. Han er hele Amerika og den amerikanske drøm i én person, og han taler til amerikanernes tro på den amerikanske drøm. Håbet om forandring, tingene skal nok blive bedre takket være hårdt arbejde. Det er også det hans sidste tale inden valget på tirsdag klinger ud med: '...sammen vil vi ikke blot vinde dette valg, vi vil også forandre dette land og denne verden',« afslutter Heidi Jønch-Clausen.

Barack Obamas sidste tale inden tirsdagens valg.