Singlelivet kan være en kilde til både glæde og frustration, men noget tyder på, at der er forskel på, hvilket køn der trives bedst.
Singlekvinder er nemlig gennemsnitligt lykkeligere end singlemænd på flere områder, viser et nyt canadisk studie. Det skriver University of Toronto i en pressemeddelelse.
»Vores er det første omfattende studie i, hvordan kønsforskelle er forbundet til velbefindende blandt singler,« siger studiets førsteforfatter Elaine Hoan, der er ph.d.-studerende ved Department of Psychology på University of Toronto, ifølge pressemeddelelsen.
»Herfra kan vi begynde at forstå, præcis hvorfor singlekvinder klarer sig bedre end singlemænd, og hvordan folk kan balancere de her elementer for at skabe det bedste liv for sig selv,« lyder det endvidere.
I studiet, der er publiceret i Social Psychological and Personality Science, har forskerne undersøgt omkring 6.000 singlers lykke ud fra fire parametre:
- Tilfredshed med deres nuværende civilstatus
- Tilfredshed med deres liv
- Tilfredshed med deres sexliv
- Ønske om at finde en partner
Kvinderne i studiet trivedes generelt bedre på samtlige parametre og havde mindre lyst til at finde en partner, end mændene havde.
Hvorfor har kvinder det bedre alene?
Det nye studie giver ikke en direkte forklaring på, hvorfor kvinder lader til at trives bedre med singletilværelsen end mænd, men resultatet harmonerer med tidligere forskning, siger Elaine Hoan.
Tidligere studier har nemlig fundet, at mænd frygter livet uden partner mere end kvinder, så det ville være spændende at undersøge årsagen endnu mere, lyder det.
»Vi ved for eksempel fra tidligere forskning i heteronormative forhold, at kvinder typisk står for størstedelen af det huslige og følelsesmæssige arbejde. Dertil bliver deres seksuelle tilfredsstillelse ofte nedprioriteret og muligvis nedsat på grund af den unfair arbejdsfordeling,« siger hun.
Hoan vurderer også, at en anden vigtig kilde til kvinders større tilfredshed kan være, at kvinder tit har en et større socialt netværk, og at de nu også har opnået en højere grad af økonomisk uafhængighed, så deres lykke ikke er bundet op på en mandlig partners indkomst.
Hvis du er en singlekvinde og trives med det, kan studiet måske give dig lidt rygstød. Det kan være med til at mindske følelsen af pres for at gå ind i et forhold, hvis det ikke er noget, man selv ønsker, mener Hoan.





























