I 2006 blev en hule med omkring 9.000 knogler fra mindst 118 mennesker fundet i Belize i Mellemamerika.
De var menneskeofringer til de lokale folk mayaernes regngud Chaak, og analyser af det store fund bliver ved med at overraske med nye opdagelser.
Nu, 16 år efter fundet af de mange tusinde oldtidsknogler, har forskere fundet rester af blå fibre fra bomuldstråde i tænderne hos to ud af de mindst 118 ofre.
Det fortæller nyhedsmediet Live Science.
Egentlig var forskerne på jagt efter ny viden om ofrenes tandsundhed. De ville undersøge forkalket plak fra tænderne, der kan afsløre, hvad ofrene kan have spist inden deres død for mere end 1.100 år siden.
»Opdagelsen af blå bomuldsfibre i begge prøver er en overraskelse, fordi blå er en vigtig farve i mayaernes ritualer,« siger studiets hovedforfatter, arkæolog Amy Chan, til det hollandske onlinemedie Wordssidekick.

Forskellige teorier forsøger nu at forklare, hvorfor ofrene har blå bomuldsfibre i tænderne.
Amy Chan og hendes kolleger peger på, at ofrene til mayaernes regngud kan have haft blå bomuldsklude i munden, mens de sad fanget i en længere periode inden ofringen.
Andre forskere foreslår, at det unikke blå pigment, som blev brugt i flere af mayaernes ceremonier, kan stamme fra blå maling, som mayaerne påførte ligene af dem, der var blevet ofret. Eller at det stammer fra en særlig alkoholisk drik til begravelser, som der også er fundet blå fibre i.
Undersøgelser af den her art er vigtige, mener miljøarkæolog Claire Ebert ved University of Pittsburgh i USA.
»De kan bruges til at se på aspekter af mayaernes liv, lige fra ritualer til husholdningen,« siger hun til Wordsidekick.






























