Mordere fra Dansk Vestindien blev sendt i spjældet i Horsens

Forholdene for de tidligere slaver og deres efterkommere i Dansk Vestindien var fortsat kummerlige i 1878.

Læs mere om Dansk Vestindien på Videnskab.dk’s temahjemmeside om 'De Dansk-Vestindiske Øer'.

Der var der ellers gået 30 år, siden generalguvernør Peter von Scholten var blevet presset af den vestindiske befolkning til at gøre en ende på slaveriet.

Landarbejderne arbejdede fortsat under en fast, lav løn - ti timer om dagen - og kontrakterne blev fornyet hvert år 1. oktober.

Denne ordning var i forvejen upopulær, og da det kom landarbejderne på Sankt Croix for øre, at arbejderne på øens nye, fælles sukkerkogeri fik væsentligt mere i løn, end hvad de havde krav på, ledte det til oprør.

Queen Mary førte an

En af de toneangivende landarbejdere var Mary Thomas, som i dag stadig står som et symbol for frihedskampen på De Amerikanske Jomfruøer. Hendes bidrag gav hende tilnavnet »Queen Mary«, og da hun opildnede sine ligesindede til at kæmpe for bedre tider, havde hun en søn på fem år. Han hed Hezekiah Smith, og han skulle sidenhen komme til at binde en særlig sløjfe på Danmarks tid som kolonimagt i Caribien.

Foruden de cirka 60 landarbejdere, der døde af skud fra hvide danskeres geværer, blev 12 henrettet efter at være blevet dømt ved standretsdom. Derudover blev syv personer, fire kvinder og tre mænd, sendt til Danmark for at afsone deres straffe. En af disse syv var Queen Mary, som blev sat i fængsel på Christianshavn på Amager i København.

Da Danmark anlagde sin koloni i Vestindien i 1670'erne, forsøgte man sig med at sende straffefanger til Caribien. Som tiden gik, fik denne transport altså omvendt fortegn.

Hezekiah Smith sætter kurs mod Horsens

Hezekiah, som egentlig var døbt William, blev på Sankt Croix og voksede op her. I hvert fald er der ikke fundet bevis for andet.

Som voksen mand tager Hezekiah Smith i 1904 en drastisk beslutning. Han opsøger sin ekskæreste og tager hende af dage med en kniv, hvorefter han melder sig selv.

»Han bliver kaldt »Queen Mary« efter sin mor,« fortæller Anne Katrine Nagel Christensen, museumsinspektør på Fængselsmuseet i Horsens, og fortsætter med at udrede hans dramatiske rejse mod Danmark:

»Han er kendt af politiet i forvejen, men begår mest nogle småting, indtil han begår mordet. Han melder sig selv og kommer for domstolen, hvor han bliver idømt dødsstraf. Højesteret benåder ham dog for dødsstraf, hvilket var meget normalt på den tid. Men da han får sin benådning, er han faktisk stukket af fra fængslet på Sankt Croix. Han kommer til Puerto Rico og videre derfra til Baltimore. Her overfalder han så en ny kæreste og kommer i fængsel i Baltimore. Mens han sidder dér, er der en danskvestinder, som genkender Queen Mary og giver de danske myndigheder besked. De danske myndigheder får udvekslet ham, hvorefter han kommer tilbage til Sankt Croix, får sin dom og bliver sendt til Horsens.«

Manden fra troperne bliver mødt af kulde

På Fængselsmuseet i Horsens indgår Hezekiah Smith i en udstilling om de i alt 30 fanger, der efter at være blevet dømt i Dansk Vestindien kom til at afsone i straffeanstalten i Horsens. Heraf var to hvide danskere.

Takket være Hezekiahs omvej via Baltimore viser kalenderen tirsdag 29. december 1908, da han ankommer til straffeanstalten. Manden fra troperne bliver ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) denne dag mødt af et vintervejr, hvor temperaturen i Danmark ligger på cirka fem graders frost.

Instituttets vejrberetning fra klokken 14 om eftermiddagen beretter:

»Vejrforholdene har urolig Karakter. Der er nærmest Udsigt til stærke østlige vinde med streng Frost og Sne.«

Hezekiah Smith skulle komme til at tilbringe næsten 15 år i Horsens, og er den vestinder, der har siddet fængslet her i længst tid.

Hezekiahs mor var ikke den første

Udstillingen på Fængselsmuseet i Horsens er blevet til i samarbejde med historikeren Per Nielsen. Han har tidligere været ansat på Nationalmuseet og tilknyttet Københavns Universitet. I 2016 var han bogaktuel med personskildringerne af »Fru Jensen og andre vestindiske danskere«.

I årtier har Per Nielsens interesse blandt andet været at sætte sig ind i, hvordan det var at være sort i Danmark i fordums tid. Hvordan det var at være anderledes. Derfor har han også kigget på de vestindiske straffefanger, som fik ophold i Danmark, og Hezekiahs mor var ikke den første.

»Der kommer nogle ganske tidligt efter Napoleonskrigene. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien fra 1807 til 1815, hvor danskerne vender tilbage i foråret. Inden for de første tre-fire år ryger der nogle fanger til Danmark. Hvad der er årsagen til, at fangerne afsoner i Danmark, er jeg ikke klar over. Der er ikke, fordi de sidder i fængsel i særligt lang tid,« forklarer Per Nielsen og uddyber:

»Det forekommer at være noget af en beslutning at sende folk tværs over Atlanterhavet. Man forestiller sig, at det burde kunne gøres lidt lettere.«

Sad fængslet i Viborg, Horsens og København

Per Nielsen anslår, at han foreløbig har kendskab til cirka 60 personer med domme fra Dansk Vestindien, som har afsonet deres straf i Danmark. Eksempelvis fik en af hans studerende i 2006 gravet en hel del navne frem fra arkiverne, og foreløbig har det vist sig, at vestinderne har siddet fængslet i Horsens, Viborg og på Christianshavn, og så har der siddet en enkelt i Vridsløse.

I Horsens har Anne Katrine Nagel Christensen pløjet sig yderligere gennem materialet i Rigsarkivets digitaliserede database samt hos fængselsarkivet i Viborg. Hun kan fortælle, at vestinderne var meget hurtige til at indtage straffeanstalten i Horsens, som først i 1933 skiftede titel til Statsfængslet i Horsens.

»Den første kom hertil 22. maj 1853. Fængslet åbnede 20. maj, så han var tidligt på den og blev overflyttet fra fængslet på Christianshavn hertil. Den sidste dør her i 1924,« fortæller hun.

Dobbeltstraf at blive sendt til Danmark

Vestindiske straffefangers ophold i Danmark var genstand for kritik i al den tid, ordningen fandtes. Fra 1850'erne og frem er der kritik fra fængselsvæsenet og fængselspræsterne, som ikke mente, at dette var en hensigtsmæssig fremgangsmåde.

Tilsvarende var der i Dansk Vestindien jurister, der mente, at det var en dobbeltstraf at blive sendt til Danmark.

»I forhold til det kulturelle kunne de jo ikke tale dansk og har siddet i fængsel med en masse mennesker og med et personale, som ikke har kunnet et ord engelsk,« uddyber Per Nilsen og føjer til:

»Præsten har været en stor lettelse, fordi han måske har kunnet en smule engelsk. På den måde bliver fængselspræsten og undervisningen en lille friplet for vestinderne, for dér har de nogen at tale med.«

Disse undervisningstimer var obligatoriske for fanger under 30 eller 40 år, afhængigt af hvornår vi befinder os i perioden. Hvis fangerne havde passeret denne aldersgrænse, var det valgfrit, om man ville deltage.

Mens nogle vestindere sågar i perioder valgte at modtage ekstra undervisning, valgte Hezekiah Smith ikke at deltage i undervisningen, og det vides i dag ikke, om han kunne tale eller forstå dansk. I et forhør fra 1912 udtaler han sig på engelsk.

Antallet af fanger svingede meget

Antallet af dømte fra Dansk Vestindien var meget svingende i Horsens. Til tider var der ikke nogen, mens straffeanstalten i løbet af 1870'erne og 1880'erne en overgang er oppe på at have ni indsatte fra kolonien i Caribien.

»Vi har ikke kunnet gennemskue, hvorfor nogle fanger bliver sendt til Danmark, og andre ikke gør. Vores bud er, at det simpelthen følger fængselssystemet i Danmark. Hvis man har en tilpas alvorlig dom, eller hvis man har tilstrækkeligt mange forbrydelser bag sig, skal man sidde i en straffeanstalt. Og de fandtes i Danmark,« fortæller Anne Katrine Nagel Christensen.

Heller ikke denne teori er der dog konkret bevis for. Eksempelvis sidder der ikke nogen vestindiske fanger i Horsens fra 1901 til 1906, selvom det fra dette tidspunkt og frem udelukkende er denne anstalt, som tager imod dem.

Mange blev syge i det kolde klima

Det er da heller ikke givet, at de indsatte tilbringer alle deres tildelte fængselsår i Horsens.

»Problemet er, at mange af dem dør, fordi de ikke kan holde til klimaet og det fugtige fængsel. Det prøver man at gøre noget ved. De får sukker udleveret for at have lidt ekstra modstandskraft, og man er opmærksom på dem. Nogle bliver også sendt hjem igen for at undgå, at deres sygdom bliver værre, eller at de dør, mens de er her,« siger Anne Katrine Nagel Christensen.

Ud af de i alt 30 vestindiske fanger dør seks af lungesygdom, og to dør af andre årsager. Seks bliver sendt tilbage til Dansk Vestindien på grund af deres helbred.

Fangen, der ankommer fra den anden side af Atlanten i 1906, viser sig at være psykisk syg. Han bliver derfor relativt hurtigt overført til det psykiatriske hospital i Risskov ved Århus. Næste gæst er Hezekiah Smith.

»De sidste fem fanger, der kom til Horsens fra 1906, er nok de sidste fem, der kom til Danmark i det hele taget. Her er der tale om temmeligt grove forseelser. Tre af dem er mordsager, den fjerde har begået gentagen voldsom vold, og den sidste er dømt for økonomisk svindel og alvorlig brandstiftelse,« siger Per Nielsen.

Landsforvist ved salget i 1917

Da USA overtager Dansk Vestindien 31. marts 1917 for 25 millioner dollar i guld, er der stadig fire indsatte tilbage i Horsens, som er dømt i Vestindien.

En af de fire er født i Danmark, en anden er født i Britisk Vestindien, og så er der to fra Dansk-Vestindien.

Hvad skulle man stille op? Aftalen med USA var, at de danskvestindere, der opholdt sig på øerne på dagen for overdragelsen, ville få noget, der lignede amerikansk statsborgerskab, omend med færre rettigheder.

Dette kunne man jo dårligt, når man sad bag tremmer. Og da Danmark efterfølgende forsøger at få de indsatte overflyttet til Vestindien eller USA, vil amerikanerne ikke tage imod dem.

»Tingene trak i langdrag, og den ene døde. For Hezekiah Smith valgte man den lidt mærkelige løsning, at han blev benådet, mod at han skulle rejse ud af Danmark og ikke måtte vende tilbage,« siger Anne Katrine Nagel Christensen fra Fængselsmuseet i Horsens.

»Han var dansk statsborger, født og opvokset på Sankt Croix, men alligevel sender man ham bare ud af landet.«

Med kurs mod Trinidad

Benådningen af Hezekiah Smith træder i kraft 15. september 1923. Han bliver eskorteret af en fængselsbetjent fra Horsens med nattoget 14. september til København, hvor han bliver afleveret til statspolitiet.

Under sit ophold i Horsens har Hezekiah Smith optjent en pæn sum penge i løbet af små 15 års fængselsarbejde. Mens de andre fængselsansatte som regel brugte deres penge på tobak eller brevpapir og frimærker, så de kunne skrive hjem, lod han sig nøje med lidt skrå og snus.

En del af disse penge, aftaler statspolitiet med Hezekiah Smith, skal veksles til amerikanske dollar.

Hezekiah Smith har fået hyre på et skib, og inden afrejsen får han udleveret sine dollar og resterende danske kroner. På dette tidspunkt er Queen Mary få uger fra sin 50-årsfødselsdag 1. november.

»Skibet skulle til Trinidad, og aftalen med skibets kaptajn var, at Hezekiah Smith måtte sejle med, indtil de anløb en havn, der ville lade ham komme i land,« fortæller Per Nielsen og runder af:

»Derfor kan det være, at han sejlede med skibet de følgende fire år, fordi han var en god sømand. Eller måske blev han allerede sat af i Hamborg, fordi man ikke ville have mere med ham at gøre. Det kan vi ikke vide.«