Dansk kolonisering blev gjort mulig af royale aktionærer

I København bliver Slotsholmen forbundet med Christianshavn på Amager af Knippelsbro. Broen, som den står i dag, er fra 1937. Den femte bro i rækken på det sted, siden Christian IV byggede den første i årene 1618 til 1620.

Broen er placeret helt centralt i forhold til Danmarks kolonihistorie.

Hvis du stiller dig det rigtige sted, i begyndelsen af broen på dens sjællandsside og med ryggen mod Nationalbanken, er der frit udsyn over venstre skulder til Udenrigsministeriet på Christianshavn, som har til huse på Asiatisk Kompagnis gamle grund med pakhus og en lille havn.

Når blikket glider en smule til højre, passerer Knippelsbro men bliver på Christianshavn, når det en kubeformet bygning tæt besat med vinduer. Her, hvor Nordea i dag har sit danske hovedkvarter, er også udgangspunktet for denne artikel, for her havde Vestindisk-guineisk Kompagni nemlig sit hovedsæde, da det planmæssigt blev opløst i 1754.

Det var dog i Børsen, at kompagniet først havde til huse. Nærmere bestemt i den ende, der vender ud mod Knippelsbro, og som øjnene fanger, når ansigtet drejes modsat, altså 180 grader, i forhold til Udenrigsministeriet.

Kompagni sikrede kolonisering

Vestindisk-guineisk Kompagni var selve fundamentet for, at der i det hele taget blev etableret en dansk koloni i Caribien, nærmere bekendt Dansk Vestindien.

»Det første meget forsigtige forsøg på kolonisering i 1660'erne mislykkedes, fordi der ikke blev satset nok. Der blev ikke sendt de nødvendige ressourcer af mænd, skibe og kapital. Det forsøgte man at råde bod på ved at etablere et kompagni, nemlig Det Vestindiske Kompagni. Her gik man mere helhjertet ind i en kolonisering,« forklarer Erik Gøbel, seniorforsker i Rigsarkivet, og fortsætter:

»Når vi i dag kalder det for Vestindisk-guineisk Kompagni, skyldes det, at Det Vestindiske Kompagni blev oprettet i 1671, og i 1674 fik kompagniet også til opgave at sørge for forterne på Guldkysten og for slavehandelen over Atlanten. Derfor kom det til at hedde Vestindisk-guineisk Kompagni, idet Guinea dengang var det normale ord for Guldkysten.«

Prominente navne blandt aktionærerne

1600- og 1700-tallets kompagnier kan sammenlignes med vores dages aktieselskaber.

Store, halvoffentlige foretagender kunne løbes i gang ved at rejse kapital i ind- og udland, og foruden Vestindisk-guineisk Kompagni gik fremgangsmåden blandt andet igen i 1700-tallet med oprettelsen af Asiatisk Kompagni. Her var formålet at etablere en koloni i Indien og sætte skub i handelen med Kina.

»Vestindisk-guineisk Kompagni var et af de meget tidlige aktieselskaber. På den måde var kompagniet også en slags forbillede i forhold til at introducere en kapitalistisk økonomi i Danmark,« forklarer Michael Bregnsbo, historiker på Syddansk Universitet.

I store dele af kompagniets levetid var det dog langtfra en guldrandet forretning at være aktionær. Det kneb til stadighed med likviditeten, og kompagniet kæmpede derfor med at betale renter og afdrag af nogle endog meget store lån. Aktionærer eller embedsmænd blev i flere omgange tvunget til at skyde ny kapital ind i forretningen.

Blandt kompagniets oprindelige aktionærer var Christian V, hans hustru, Charlotte Amalie, og kongens halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve. Hver tegnede sig for 3.000 sletdaler, hvilket tilsammen udgjorde en sjettedel af den samlede kapital. Også søhelten Niels Juel, som i dag især huskes for at have slået svensken i Søslaget i Køge Bugt 1. juli 1677 i forbindelse med Skånske Krig, havde aktier i kompagniet.

\ Læs mere

Danmark var fanebærer for ophævelse af slavehandelen

Sukker var den vigtigste vare

Som nævnt holdt Vestindisk-Guineisk Kompagni i disse år til i Børsen med sit karakteristiske snoede tårn.

»Man begyndte med at have til huse i den ene ende af Børsen. Den ende der vender over mod Christianshavn. Dér havde man både lager og administration. Og så havde man en luge eller et vindue i gavlen, hvor man kunne sælge fra,« fortæller Erik Gøbel, som i 2015 skrev om kompagniet i bogen »Vestindisk-guineisk Kompagni 1671-1754«.

Sukker var den vigtigste handelsvare fra Dansk Vestindien, men i Danmark fandtes der kun nogle få og små sukkerraffinaderier, som alle lå i København. Dette skabte utilfredshed hos Vestindisk-guineisk Kompagni, når det vestindiske råsukker skulle afsættes, og i 1721 fik kompagniet kongeligt privilegium til at oprette sit eget raffinaderi. Samtidig valgte man at flytte hovedkvarteret nogle få hundrede meter over Knippelsbro til Christianshavn.

»Her boede man fra 1729. De havde et anlæg på den side af Torvegade, som svarer temmelig nøje til det, vi kender fra Asiatisk Kompagni, hvor Udenrigsministeriet ligger i dag, med egen havn, værft, pakhuse, administrationsbygninger og så videre. Og så havde man til forskel fra Asiatisk Kompagni et meget stort sukkerraffinaderi ovre hos Vestindisk-guineisk Kompagni. Her blev råsukkeret, der kom hjem fra Vestindien, raffineret til fint, hvidt sukker og biprodukter som kandis og sirup,« uddyber Erik Gøbel om kompagniets grund, hvor man efterhånden kom til at råde over mere end 15.000 kvadratmeter.

Betingelsen for byggeriet og driften af raffinaderiet var, at kompagniet sørgede for at forhandle sukkeret til rigets befolkning til en rimelig pris.

Flere aktionærer kommer til

Fra 1733 og resten af kompagniets levetid lykkedes det endelig at udbetale udbytte til aktionærerne hvert år. 6,9 procent om året.

Netop i 1733 anskaffede man Sankt Croix, den største af øerne i Dansk Vestindien, som er på størrelse med Møn. Herefter var aktiekapitalen i Vestindisk-guineisk Kompagni 169.000 rigsdaler, og i 1734 var der i alt 49 aktionærer.

13 år senere, i 1747, vælger man at udvide denne kreds ved at invitere private købmænd og kapitalister til at investere i selskabet. I alt bliver der udstedt 769 nye aktier, og aktionærerne tæller på dette tidspunkt 230 personer, som har sikret en aktiekapital på 1,25 millioner rigsdaler.

\ Læs mere

Salget af Dansk Vestindien endte i politisk fnidder

Kompagniet foretog 236 togter med 50 skibe

Pengene gik blandt andet til at købe flere skibe. I de første år ejede kompagniet blot tre skibe, men efter udvidelsen af aktionærkredsen nåede man hurtigt op på en flåde med 12 skibe til en værdi af 125.000 rigsdaler.

I alt ejede Vestindisk-guineisk Kompagni knap 50 skibe i sin levetid og foretog 236 togter enten direkte til Vestindien eller via Guldkysten i det nuværende Ghana i Afrika. Heraf endte ni procent med et skibsforlis, mens der i tre tilfælde opstod slaveoprør ombord.

Tekstiler var også populære på Guldkysten, hvor de sammen med våben indgik som betaling for de slaver, man fragtede til Vestindien.

Liberalismens fader var ikke imponeret

Tur-retur varede en direkte overfart fra København til Dansk Vestindien som regel ni måneder, mens hele trekantruten fra København via Guldkysten til Vestindien og tilbage til hovedstaden kunne tilbagelægges på cirka halvandet år.

I 1754 endte overfarterne imidlertid, da Vestindisk-guineisk Kompagni blev opløst. Dette var fra første færd planlagt til at være kompagniets skæbne, idet dets formål var at etablere en levedygtig koloni.

»Kompagniet løb kolonien i gang, så andre kunne komme ind på markedet på egne vilkår, da handelen blev frigivet,« forklarer Michael Bregnsbo.

Omverdenen var dog ikke just imponeret over denne strategi, og skotske Adam Smith, der huskes som ophavsmanden til liberalismen, gav i 1776 Vestindisk-guineisk Kompagni hårde ord med på vejen i sit værk »Nationernes Velstand«.

»Han fremhævede Dansk Vestindien som et skræmmeeksempel på, at et monopolkompagni var det værst tænkelige redskab til at administrere en koloni. Kompagniet ville uvægerligt fokusere på egen vinding og ignorere kolonisternes ønsker og behov. Sandt nok var Vestindisk-guineisk Kompagni i sig selv ikke nogen økonomisk succes, men det havde betydning som arbejdsgiver i København og for underleverandører over hele landet. Samtidig skabte det en oversøisk søfart og handel, som blev særdeles lukrativ for nationen i anden halvdel af 1700-tallet,« siger Erik Gøbel.

\ Læs mere

Slaver i Dansk Vestindien brugte religiøse kræfter mod ejere