Døde mennesker, der kan vækkes til live og hjemsøge de levende, lyder måske mest som en gyserfilm i dag. Men i Middelalderen var der mennesker i England, der var så bange for, at de døde skulle vågne op, at de tog drastiske metoder i brug for at undgå det.
Det skriver The Guardian.
Arkæologer har undersøgt skeletdele fra middelalderbyen Wharram Percy i det nordlige Yorkshire i England, og de menneskelige rester viser, at ligene både blev brændt, smadret og skåret i stykker, før de blev begravet.

Opdagelsen er blevet publiceret i Journal of Archaeological Science: Reports, og arkæologerne bag gætter på, at lemlæstelsen skyldtes, at de levende i middelalderbyen var bange for, at de døde skulle vende tilbage, hvis de ikke smadrede ligene fuldstændigt.
Arkæologerne kan nemlig se, at skamferingerne ikke skyldes kannibalisme som følge af hungersnød eller angreb udefra, eftersom ligene er skåret over de forkerte steder og alle kommer fra området.
Derfor er der ifølge forskerne kun én plausibel grund til, at de 137 knoglerester, de har undersøgt, er blevet smadret efter døden: Landsbyboerne må have været bange for, at ligene skulle rejse sig fra graven og sprede sygdom eller angribe de levende.
\ Læs mere
Ligene, som knoglerne stammer fra, er blevet begravet et stykke fra kirken og kirkegården, og de blev allerede udgravet i 1960'erne. Det er dog først nu, arkæologerne har haft tid til at undersøge dem i dybden.

»Det viser en mørk side af middelalderlige overbevisninger og giver en tydelig påmindelse om, hvor anderledes den middelalderlige opfattelse af verden var sammenlignet med nu,« siger Simon Mays, der er skeletbiolog ved Historic England og en af forfatterne bag opdagelsen, til The Guardian.
De skamferede knogler kom fra mindst 10 forskellige personer på mellem 2 og 50 år – inklusiv 3 meget små børn og 2 kvinder.
sj





























