Prins Harry og hertuginde Meghans interview med Oprah Winfrey tegner til at blive den mest offentlige og omtalte kritik af det britiske kongehus i mange, mange år.
I det to timer lange interview fortæller Meghan om selvmordstanker under sin første graviditet. Hun hævder også, at et medlem af den kongelige familie luftede bekymringer om, hvor mørk i huden parrets søn mon ville blive.
I en stor del af rapporteringen bliver interviewet fremstillet som et angreb på den britiske kongefamilie, men royalistiske krav om, at Meghan og Harry 'bør tie stille', er genklang af politikken omkring tidligere episoder, hvor royale personer er gået til 'bekendelse' (på engelsk: ’confessionals’, red.), og hvordan personer, der siger deres mening, bliver beklikket og tilsværtet i et forsøg på at beskytte institutionen.
Lang historie
Royale confessionals har en lang historie.
Marion Crawford, der i 1950 skrev en bog om sin tid som barnepige for den britiske dronning og hendes lillesøster Margaret, blev angivelig udstødt for at have solgt sin historie uden tilladelse.
I sine memoirer 'The Heart has its Reasons' beskriver Wallis Simpson, som Edward VIII opgav tronen for at gifte sig med i 1936, sarkastisk dronningemoderens 'med rette berømte charme' som en slet skjult kritik.
Prinsesse Dianas BBC One Panorama-interview fra 1995 er måske den mest ikoniske royale confessional.
Diana fortalte intervieweren Martin Bashir om royalt utroskab, om sit svækkede mentale og fysiske helbred, og at man plottede mod hende på paladset.
I dag – 26 år senere – husker vi stadig de berømte ord:
»Vi var tre i vores ægteskab, så det var lidt overfyldt,« der refererer til Prins Charles’ affære med Camilla Parker Bowles.
Sir Richard Eyre, tidligere direktør for Storbritanniens National Theatre, hævder, at den britiske dronning kaldte Dianas beslutning om at fortælle alt som 'skræmmende'.
Uvelkomne bekendelser ved mediernes skriftestol
Fælles for alle disse eksempler er, at det er kvinder, der bruger den royale confessional til at fortælle om deres oplevelser.
'Confessionals' bliver ofte brugt i celebrity-kulturen til at skabe intimitet med publikum. Berømthederne fortæller noget personligt og afslører deres 'autentiske' selv.
Men som sociologi- og medieforskerne Helen Wood, Beverley Skeggs og Nancy Thumin påpeger, bliver hvide, overklassemænds confessionals behandlet med langt større alvor.
Kvinders confessionals – og især farvede kvinders eller kvinder associeret med 'ikke-kulturelle' erhverv (som eksempelvis celebrities) bliver alt for ofte anset som upassende, som narcissistiske, som afsløringer af alt for mange detaljer fra privatlivet.
Alle disse confessionals bliver beskrevet både i rapporteringer og på de sociale medier som angreb på kongefamilien.
De blev – og bliver – betragtet som en fejlagtig og umoralsk afsløring af monarkiets indre virkemåde.
Kritikere, som eksempel tv-værten Piers Morgan, har stemplet interviewet som en 'skændsel' og spurgt, hvordan de kunne være så hjerteløse at kalde en britiske dronning og hendes gemal Prins Philip løgnere, især nu hvor Prins Phillip ligger indlagt på hospitalet.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Beskyttelse af magten
Historier, som beskriver royale confessionals som umoralske, som stridende mod almindeligt gældende normer for god og anstændig handlemåde, forsøger at beskytte monarkiet i stedet for at erkende vigtigheden i at holde en magtfuld institution til ansvar.
I min kommende bog argumenterer jeg for, at det britiske monarki er afhængig af en hårfin balance mellem synlighed og usynlighed for at kunne øge sin magt.
Det er en gammel institution i midten af et formodet demokrati – og dens overlevelse afhænger af, at vi ikke henleder opmærksomheden på denne selvmodsigelse.
Den kongelige familie kan være synlig i spektakulære (eksempelvis statsceremonier) eller familiære (kongelige bryllupper, kongelige babyer) begivenheder.
Hemmelighedsfuldt interessentskab
Men institutionens indre virke skal forblive hemmeligt.
Ligesom Meghan bruger jeg udtrykket 'The Firm' (om kongefamilien, red.), men jeg bruger det til at beskrive monarkiet som en virksomhed, et interessentskab, opsat på at øge egen rigdom og magt.
Men det er et interessentskab, hvis aktiviteter skal forblive tophemmelige.
Enhver afsløring af aktiviteterne bag kulisserne – som de nylige afsløringer i The Guardian om misbrug af 'Dronningens samtykke' brugt til at påvirke lovgivning, der har betydning for hendes personlige interesser – risikerer at destabilisere monarkiet.
Et eksempel er den observerende dokumentar (en såkaldt 'fluen på væggen-dokumentar') Royal Family fra 1969, som følger den britiske kongefamilie i et år, der endte som en berømt og berygtet redigeret fremstilling af Buckingham Palace.
Truer dyrebar synlighed og usynlighed
Jeg hævder, at det skyldes, at dokumentaren afslørede for meget om monarkiet bag kulisserne og truede med at slå hul på den dyrebare synlighed og usynlighed.
Som den engelske publicist med stor indflydelse på den engelske samfundsdebat Walter Bagehot skrev i 1800'erne: »Vi må ikke lade magien se dagens lys.«
Ligesom deres forgængere i 'skriftestolen' vil Meghan og Harrys påstande om livet i 'The Firm' fortsat blive anset for at være respektløse, blasfemiske og umoralske angreb på dronningen og hendes familie.
Men måske skulle vi hellere spørge os selv, hvorfor så mange mennesker og de britiske medier tilsyneladende har så stort et problem med at stille én af de mest magtfulde statsinstitutioner til ansvar?
Laura Clancy har modtaget støtte fra ESRC og AHRC. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
