Den tidligere koncerndirektør for Forskning og Udvikling i Novo Nordisk A/S Mads Krogsgaard Thomsen bliver administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden den 1. marts 2021.
Det skriver Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.
»Mads er et af de dygtigste og mest engagerede mennesker, jeg kender, og jeg er meget glad for, at han vil påtage sig den vigtige opgave at stå i spidsen for Novo Nordisk Fondens virke i fremtiden,« siger Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden, i pressemeddelelsen.
Mads Krogsgaard Thomsen afløser derved den nuværende administrerende direktør Birgitte Nauntofte, som efter 12 år som direktør har ønsket muligheden for at kunne påtage sig andre opgaver hen mod slutningen af sin karriere.
Da Birgitte Nauntofte tiltrådte i 2009 var der tre ansatte, og fonden uddelte omkring 200 millioner kroner om året. Ved udgangen af sidste var der 211 ansatte, og fonden uddelte cirka 5,5 milliarder kroner.





























