Konspirationsteorier satte Bilderberg-forsker i gang

Analyser og beskrivelser af Bilderberg-sekretariatets arbejde med at planlægge organisationens møder udgør Ingeborg Philipsens afhandling ‘Diplomacy with Ambiguity: The History of the Bilderberg Organisation 1952-1977'.

Men de tre års arbejde er i høj grad påvirket af en grundfæstet nysgerrighed over for konspirationsteoretikeres vilde – og mere og mere populære – tanker om, at Bilderberg sætter dagsordenen for verdens ledere og kan få de vildeste begivenheder til at finde sted, om det så er angrebet på USA 11. september 2001, Muhammed-krisen eller Prinsesse Dianas død i en trafikulykke.

Konspirationsteoretikere bryder elementære regler

»Jeg har brugt en stor del af min tid på at undersøge konspirationsteorier, men har desværre måttet skære den del væk fra min afhandling af pladshensyn. Derfor er jeg glad for her at slå fast, at konspirationsteoretikerne blander fakta og fiktion og undlader de kilder, der ikke passer ind i deres billeder.«

»De arbejder ud fra en metode, som i høj grad ligner den akademiske metode, jeg har lært på historiestudiet – med notehenvisninger og inddragelse af dokumenter – men de bryder altså nogle hele elementære regler for kildekritik,« fortæller Ingeborg Philipsen, ph.d. fra Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Lige dele fakta og konstruerede beviser

Ingeborg Philipsen fik øjnene op for teoriernes stærke fascinationskraft, da hun læste en bog af William Engdahl, som ifølge Ingeborg Philipsen fremstår troværdig for personer helt ind i det akademiske miljø.

Engdahl har som journalist blandt andet skrevet bøger om den ’virkelige’ baggrund for GMO, om USA’s medvirken til at styrte shahen i Iran i 1979 og om sammenhænge i den store olieindustri, på Wall Street og blandt verdens magtfulde folk.

Ligesom meget anden litteratur med konspirationsteorier er Engdahls værker spækket med referencer og fodnoter, som giver indtryk af, at researchen er sober og gennemarbejdet.

Virkeligheden er som regel en ganske anden, beretter Ingeborg Philipsen.

»Går man i dybden med fodnoterne, så indeholder de lige dele fakta og mere eller mindre konstruerede beviser. De henviser til virkelige dokumenter, men med grove fejlfortolkninger, hvor man ser bort fra alt det, der modsiger ens teori om f.eks. Bilderbergs indflydelse. Det gør vold på alt, hvad jeg har lært,« konstaterer Ingeborg Philipsen.

Pynter sig med lånte fjer fra den akademiske verden

Mødet med William Engdahls arbejde fik Ingeborg Philipsen til at kigge bredere ud i konspirationsteorier om Bilderberg.

»Det er interessant at se, hvordan konspirationsteorierne i høj grad bliver lavet af et netværk af teoretikere, der laver et spejlbillede af det traditionelle akademiske miljø.«

»De henviser hele tiden til hinanden og pynter sig med referencer til f.eks. obskure autoriteter som den tidligere trotskist Lyndon LaRouche eller til betegnelser som Schiller Instituttet, der leder tanken hen på officielle navne i det akademiske miljø – og mange af deres tidsskrifter ligner almindelige akademiske tidsskrifter i layoutet. De forsøger på den måde at pynte sig med lånte fjer,« fortæller Ingeborg Philipsen, der i dag er museumsinspektør på Museum Amager.

Akademikere er for dovne til at gå imod teorierne

Historikeren har bidt mærke i, at konspirationsteoretikerne gør et stort nummer ud af at sige, at de ikke beskæftiger sig med konspirationsteorier – for så ville deres indlæg blive affærdiget som tosserier. I stedet hævder de at lægge fakta frem.

Hun bemærker også, at de har en evne til at dukke op i forskellige sammenhænge, hvor man måske ikke forventer at møde dem: På Københavns Universitet, i radioen eller på TV 2; måske fordi tilhørerne og journalisterne ikke rigtigt kan gennemskue deres ærinde eller kan bedømme, om der er hold i påstandene.

»Jeg vil påstå, at de får opmærksomhed og mere og mere kommer op i respekterede sammenhænge, fordi der ikke mindst i akademiske kredse er en vis dovenskab eller negligering over for at finde svarene på de spørgsmål, som teoretikerne stiller. Det fik betydning for min interesse for Bilderberg, for det var tydeligt, at der var spørgsmål i forhold til Bilderbergs egen forståelse, som ikke blev stillet på den konto,« siger Ingeborg Philipsen.

Konspirationsteorier skal have modspil

Konspirationer findes jo faktisk – for bare at nævne én, så overgik Watergate-skandalen det, man i sin vildeste fantasi kunne forstille sig. Men det må ikke få os til at sluge al kritik af ’eliten’ eller ’magthaverne’, for så skrider grundlaget for demokratiet.

Ingeborg Philipsen

Historikeren nævner sit eget ph.d.-forsvar som et »utroligt sigende« eksempel på modvilje: Opponenterne havde ifølge Ingeborg Philipsen svært ved at acceptere, at man kunne bruge tre år på at undersøge en organisation, som man ikke på forhånd havde defineret som indflydelsesrig.

»Én af opponenterne spurgte ligefrem, om det ikke var spild af tid at bruge tre år på at undersøge Bilderberg og så finde ud af, at de ikke satte dagsordenen i verden. Mit svar er: I skulle se at trække i arbejdstøjet og give konspirationsteoretikerne modspil i dette og mange andre spørgsmål,« siger Ingeborg Philipsen.

Konspirationsteoretikere tager patent på virkeligheden

Arbejdet med Bilderberg og konspirationsteorierne har givet Ingeborg Philipsen en klar opfattelse af, hvordan mange konspirationsteoretikere ser på verden og tænker om sig selv. Enkelte er mest bare kritiske over for magtkoncentrationer og sammenblandingen af politik og økonomi, mens andre er »helt ude på overdrevet« og mener, at verden er styret af én samlet skyggeregering.

Fælles for dem er, at de mener, de har et vigtigt budskab til verden.

»De har en forestilling om, at de har patent på virkeligheden, og at vi andre ser en illusion. De forsøger at hive skindet fra vores øjne, så vi kan se den ubehagelige virkelighed, som de prøver at bekæmpe: En magtelite, som har fuldstændig kontrol over staten, pressen og internationale organisationer, og som kan dreje al udvikling i én bestemt retning.«

Minder om Holocaust-benægtelse

»Det minder på mange måder om Holocaust-benægtelse,« konstaterer Ingeborg Philipsen.

»Ligesom Holocaust-benægtere vælger de at fokusere på nogle enkelte, små, udvalgte detaljer i historien, f.eks. en møtrik i ovnene, hvor gevindet ikke helt passer, og vupti, så mener de, at de kan afvise hele Holocausts eksistens. Det gør det meget svært at diskutere med dem.«