Kong Carl Gustafs jubilæum markerer 50 år med banal royalisme i Sverige

Dronning Elizabeth II's død i september 2022 og den efterfølgende kroning af kong Charles III otte måneder senere var internationale mediebegivenheder af historiske proportioner.

Verden over observerede man i detaljer, hvordan Storbritanniens kongelige institution konsoliderer sin autoritet ved at bruge ritualer som et bindeled til fortiden.

I weekenden den 15. og 16. september 2023 kan Sverige fejre sin egen royale begivenhed: Kong Carl XVI Gustafs 50-års jubilæum, som repræsenterer et vigtigt øjeblik for nationen. Adskillige TV-dokumentarer er produceret. Et væld af bøger og blade er publiceret. Podcasts er optaget.

Siden 1970'erne har den svenske krone fået sin legitimitet og folkelige opbakning ved at blive anset som værende højt hævet over politik.

Dette nutidige monarki var resultatet af forfatningsreformer gennemført i 1970'erne, som forsagede ekstravagance og ritualer.

Den svenske kongefamilie er på verdensplan genstand for langt mindre opmærksomhed end det britiske monarki. Hvor den britiske kroningsceremoni, fyldt med rituel magi og religiøs symbolik, er kendt for ekstravagance, er Sverige præget af en markant monarkistisk minimalisme.

Vores forskning viser, at det netop er den manglende politisk magt, der giver kongefamilien fortsat kulturel og politisk relevans i det moderne Sverige - noget, den britiske kongefamilie eventuelt bør være opmærksomme på, såfremt deres popularitet fortsætter med at dale.

På vej mod et lavmælt monarki

Af de ni tilbageværende arve-monarkier i Europa har det svenske monarki mindst magt og færrest ressourcer.

Alle europæiske kongefamilier er i bund og grund politisk magtesløse og spiller en minimal rolle i deres respektive regeringers anliggender, men hvordan deres forfatningsmæssige rolle - og deres samfundsmæssige og politiske betydning - er formet, er forskelligt fra land til land.

Efter at Oscar II blev kronet til konge af Sverige i 1873, valgte man i stedet for en kroningsceremoni en mere enkel – og nok så vigtigt billigere – indsættelse.

Kongelige regalier inklusive krone, sværd og scepter blev vist frem, men ikke overleveret til monarken.

Fra 1950'erne var de politiske partier i Sverige enige om, at en forfatningsreform var nødvendig. At nå til enighed om de grundlæggende principper var imidlertid en kompliceret, langhåret proces.

De svenske socialdemokrater med statsminister Olof Palme i spidsen pressede på for, at landet skulle blive en republik, mens de mere konservative stemmer søgte at bevare monarkiet.

I august 1971 trådte en tværpolitisk undersøgelseskomité sammen i Torekov, en kystby i Skåne, og blev enige om det såkaldte Torekov-kompromis.

Frataget alle forfatningsmæssige beføjelser

Kompromiset stipulerede, at landet ikke ville blive en republik med en valgt præsident, men i stedet forblive et konstitutionelt monarki, hvor Bernadotte-dynastiet havde tronen.

Kongen ville dog blive frataget alle forfatningsmæssige beføjelser - inklusive magt til at udnævne statsministeren, underskrive regeringslove og præsidere over kabinetsmøder.

Den nye forfatning fra 1974 reducerede det svenske monarki drastisk. Som tidligere premierminister Olof Palme udtrykte det:

I Olof Palmes optik var der nu meget lidt, der stod i vejen for helt at afskaffe monarkiet.

I 1979 stemte den svenske Riksdag for at indføre kønsneutral arvefølge. Det placerede kongeparrets førstefødte barn, en pige, før sin bror.

Ved at gøre op med denne forældede tradition kom monarkiet på linje det moderne samfund. Grundlovsændringen afspejlede det samfundsmæssige fremstød for ligestilling mellem kønnene.

En almindelig (kongelig) familie

Efter forfatningsskiftet i 1974 understregede medierne også familiens almindelighed, deres 'ligesom os'-kvalitet.

Kongelige fødselsdage, ægteskaber, dødsfald og fødsler er siden 1970'erne blevet præsenteret med emotionelle og intime termer som anledning til national glæde - helt frakoblet politik og regering.

'Årets gang i kongefamilien' har været en del af juleprogrammet på public service-TV siden 1977. Showet introducerer seerne til de kongeliges hverdag og festlige fejringer.

En typisk scene fra 1985 viser familien, der stopper medisterpølser i slottets køkken – kongen i en rød cardigan, børnene i matchende hvide forklæder.

Fire årtier senere bliver klippet fortsat brugt i medierne.

I 2010 trak kronprinsesse Victorias og Daniel Westlings bryllup tusindvis af mennesker til Stockholm, og begivenheden blev sendt direkte til 3,2 millioner seere.

Den følelsesladede narrativ centrerede sig om, at parret var moderne og ligestillede. Daniel Westling, en personlig træner, blev ofte omtalt som 'folkets mand'.

Medieskildringerne har forsøgt at understrege, hvor almindelig den kongelige familie er, og hvordan offentligheden kan identificere sig med dem.

Alligevel er det netop denne almindelighed, der paradoksalt nok bekræfter deres særlige status; det er specielt, at de er ligesom os, hvilket selvfølgelig bekræfter, at de ikke er det.

'Banal royalisme'

Denne ‘specielhed’ er tydeligt illustreret i den årlige Nobelprisuddeling. Kongen uddeler medaljerne på vegne af Nobelkomitéen, mens kommentatorerne fokuserer på de royale kvinders påklædning.

Medieforskning har vist, hvordan især dronningen bliver omdrejningspunktet for den TV-transmitterede Nobelbanket – et aspirationssymbol på traditionel, idéel femininitet og klasse.

I bogen 'Banal Nationalism' fra 1995 afslører den britiske socialpsykolog Michael Billig, hvordan nationalisme bliver genskabt i hverdagen gennem almindelige, umærkelige påmindelser.

På samme måde kan vi bruge udtrukket 'banal royalisme' til at beskrive, hvor tæt knyttet den svenske kongelige institution er til almindelige borgeres privatliv - og hvordan deres overlegenhed fremhæves af deres nærhed til normale mennesker.

Risikerer at tage livet af monarkiet

Det er netop monarkens mangel på politisk magt og kongefamiliens almindelighed, der forklarer deres stærke position og den indflydelse, de fortsat har i det svenske samfund.

Selvom Torekov-kompromiset gjorde de svenske kongelige magtesløse, gav det på samme tid monarkiet en bestandig løftestang.

Men det kommende 50-års jubilæum vil måske se forandringerne vinde blæse. Medlemmer af de nationalistiske Sverigedemokrater har argumenteret for at genindføre tidligere kasserede kongelige ceremonier og give kongen formelle beføjelser tilbage.

Forslaget kan vise sig at være en trussel mod monarkiet, netop fordi de politiserer institutionen. Vi hævder, at man ved at give politisk magt tilbage til dette varige nationale symbol meget vel risikerer at tage livet af det.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.