Jeg spurgte mine studerende om deres holdning til AI. Her er deres svar

Nye smarte AI-værktøjer har allerede været genstand for megen debat, og særligt når det kommer til brugen af kunstig intelligens (AI) i undervisning.

I medierne møder vi ofte begejstring eller bekymring over AI’s indtog i uddannelsessektoren.

Her argumenterer mange for, at man er nødt til fuldstændig at gentænke alle lærings- og eksamensformer (se eksempelvis 1, 2, 3, 4 og 5).

Spørgsmålet er ofte, om AI er et monster, vi skal tæmme, eller en hjælp, som vi skal lukke ind i varmen.

På DTU har man budt det velkommen og sidestiller AI med endnu en form for revolutionerende lommeregner.

Den har jo ikke undermineret matematiske færdigheder, men er blevet et nyttigt redskab. På andre uddannelser ses ofte en binær tankegang mellem håb og frygt eller begejstring og bekymring.

Samme splittelse ser jeg også hos mine egne studerende.

De giver udtryk for både begejstring ved at spare tid og lade AI tage sig af de kedelige opgaver, og for bekymring over om teknologien dræber selvstændighed og kreativitet.

Men denne binære tankegang kan være skadelig for en åben og nysgerrig brug af AI.

I stedet bør vi måske lytte til Dronning Margrethes appel i nytårstalen til eftertænksomhed og opmærksomhed, og blive mellem bekymringen og begejstringen.

Hvad tænker de studerende om AI?

I efteråret satte jeg mig så for at undersøge, hvordan mine studerende opfatter og bruger generativ AI, altså kunstige intelligensmodeller der kan skabe nyt indhold (tekst og billeder) på baggrund af eksisterende data.

Jeg udformede kvalitative åbne og ens spørgeskemaer til mit hold på 17 studerende før kursusstart og efter kursets afslutning for at se, hvad de gik ind til undervisningen med, og om deres holdninger havde ændret sig efter undervisningen.

Der dannede sig nogle interessante mønstre, både hos den enkelte studerende og på tværs af gruppen, og de ændrede sig ikke væsentligt mellem de to spørgeskemaer med et par måneders mellemrum.

Et gennemgående træk er dilemmaet mellem effektivitet og kreativitet, både hos den enkelte studerende og på tværs af gruppen.

Dræber AI kreativiteten?

Nogle studerende er begejstrede for, at arbejdet nu kan gå hurtigere og dermed være tidsbesparende i en travl hverdag, hvor man i forvejen er splittet mellem job og uddannelse.

Man kan uddelegere kedelige arbejdsopgaver til AI og sætte mere ind andre steder i skriveprocessen.

Andre frygter tabet af kreativitet og den selvstændige stemme i skrivningen.

Og en relateret frygt er, at når alle nu kan få AI til at skrive for sig, så vil det skriftlige niveau alt andet lige stige til eksamen.

I forhold til dilemmaet mellem effektivitet og kreativitet overser de studerende muligheden for, at AI’en også kan bidrage med selvsamme kreativitet og nye avancerede erkendelser.

Nøjagtig som lommeregneren gjorde det.

De studerende har flere spørgsmål: Betyder AI, at eksamensformerne bliver ændret, og at de studerende endnu en gang skal underlægges forvirrende og arbejdstunge reformer?

Og vil det betyde, at visse undervisere vil favorisere de studerende, der enten bruger eller ikke bruger AI?

AI skal introduceres ligesom en lommeregner

Som lektor på Roskilde Universitet underviser jeg blandt andet i akademisk engelskskrivning for studerende på bachelor-niveau på tværs af humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab.

Jeg har i mange år vist de studerende, hvilke normer og standarder der er for et klart og tydeligt akademisk sprog og bedt dem gå ud og gøre ligeså.

Det har basalt set været en imitationsstrategi, som de studerende har været glade for.

Men med introduktionen af ChatGPT og en lang række andre AI-programmer til forbedring af tekst, sprog og udtryk har jeg været nødt til at gå anderledes til værks.

Nu tager vi ’lommeregneren’ i brug og arbejder i to spor: først selvstændigt med imitationsstrategien og efterfølgende de samme øvelser med brug af generativ AI med fokus på kritisk og reflekteret anvendelse.

De studerende skal forstå, hvad gode akademiske skriveprincipper er for en størrelse, før de inddrager AI. Nøjagtig som vi lærer børn at regne, før de får lov til at bruge lommeregner.

De studerende er enten begejstrede eller bekymrede

Et andet træk ved en del af de studerendes besvarelser er glæden ved at kunne slippe imitationsstrategien i skrivningen ved at hente skriveforslag hos den generative AI, mens andre er bange for, at det vil ende med at blive betragtet som snyd og plagiat.

Dertil kommer, at nogle studerende frygter, at dovne medstuderende dermed kan lukrere på snyd og sove sig til resultaterne, mens de selv møjsommeligt arbejder selvstændigt og kritisk.

Besvarelserne bærer overordnet præg af en stort set ligelig fordeling af en binær tankegang, hvor man enten er begejstret eller bekymret.

Det er primært et enten-eller-scenarie, der tegner sig på tværs af gruppen.

AI forbindes med plagiat, men er det det?

Og med hensyn til det etiske dilemma mellem selvstændighed og plagiat forstår de studerende tydeligvis AI ud fra gamle velkendte tankeregimer om plagiat, altså noget med at stjæle andres tekster og idéer, og at det er forbudt i den videnskabelige verden.

Men brugen af den generative AI er netop ikke en form for plagiat af andres tekster, idet maskinlæring bygger på sandsynlighedsberegninger.

Ud fra uendelige data og mønstergenkendelse gætter programmet på, hvad der vil være mest sandsynlighed for at skrive i en given sammenhæng.

Men de studerende tænker på det som endnu en form for Google eller database, hvor man uretmæssigt henter noget, andre allerede har fabrikeret.

Her giver universiteternes nye retningslinjer dem ret, idet man nu angiver, at brugen af AI's forslag jo ikke er ens egne, og dermed er det plagiat at anvende sådan ikke-menneskeskabt indhold i sine opgaver.

Så vi bruger stadig begrebet om plagiat i mangel af en bedre definition af maskinlæringens sandsynlighedsberegninger som hjælp til at udføre og udfylde opgaver i uddannelserne.

Vi skal væk fra den binære tænkning

I sin nytårstale spurgte Dronning Margrethe også: »Hvad er det, der gør os mennesker til noget ganske særligt?«

Hun nævner selv håb, nysgerrighed, indlevelse, kreativitet og evnen til at skabe og tænke selv.

Hertil vil jeg tilføje, at selve tvivlen om AI’s rolle er med til at adskille os fra den kunstige intelligens.

ChatGPT og lignende programmer beregner prægnante sandsynligheder ud fra statistisk materiale, mens vi mennesker lader os splitte mellem binære yderpunkter.

Mine studerendes splittelse er udtryk for den tvivl, der hersker lige nu, og den tvivl skal vi omfavne og dyrke, fremfor at vælge enten at afvise de nye teknologier eller tage den ukritisk til os.