Inuit mæskede sig i hvaler for 4.000 år siden

I 1800-tallets hvalfangerbyer blandt kaptajnerne, spækskærerne og harpunérerne hed grønlandshvalen ganske enkelt en rethval - det var den rette hval at fange.

Men den konklusion var de langt fra de første til at nå.

Et danskledet forskerhold viser nu gennem fossilt DNA fra køkkenmøddinger, at de første mennesker i Grønland allerede kastede sig over de op mod 100 tons tunge giganter for mere end 4.000 år siden.

»Det mest opsigtsvækkende fund er utvivlsomt, at vi finder meget høje mængder af DNA fra grønlandshvalen. Det er ny og overraskende viden, for når man sammenligner med knoglefragmenter fra de samme køkkenmøddinger, ser man stort set aldrig hvalknogler,« siger studiets førsteforfatter Frederik Seersholm ved Center for GeoGenetik, København Universitet, som i øjeblikket befinder sig i Perth, Australien på Curtin University.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

LÆS OGSÅ: Grønlands første befolkning kom - måske - fra Sibirien

Ny metode bruger fossilt DNA på ny måde

Studiet giver et detaljeret billede af, hvordan inuit levede og af hvad, men endnu vigtigere markerer det en ny metode til at bruge fossilt DNA fra få gram jord til at løfte nye indsigter om fortidens folk.

»Det her er et super godt værktøj, og vi viser, at pengene passer. Jeg tror virkelig, at vi kan bruge det her til meget mere. Vi er kun lige begyndt,« siger lektor Anders Johannes Hansen ved Center for GeoGenetik, som har ledet projektet.

Det er arktisk arkæolog Jens Fog Jensen ved Statens Naturhistoriske Museum enig i.

»Artiklen præsenterer banebrydende nye metoder, hvor undersøgelserne af DNA fra jordlagene på de gamle bopladser, og især kvantificeringen af DNA fra de forskellige dyrearter, repræsenterer en helt ny, alternativ vej til belysning af den forhistoriske ressourceøkonomi,« siger Jens Fog Jensen, der ikke selv har deltaget i forskningen.

»Fossilt DNA er en helt ny kilde til belysning af sådanne problemstillinger, og metodens anvendelse vil uden tvivl resultere i mange nye erkendelser om det forhistoriske dyreliv.«

LÆS OGSÅ: Fossilt DNA afliver teori om koloniseringen af Amerika

Masser af DNA i nordboers og inuits skraldedynger

De nye resultater er kulminationen af Frederik Seersholms speciale.

»Det startede egentlig som et mindre studie, hvor jeg bare skulle se, hvad der kom ud af at sekventere DNA’et fra en enkelt køkkenmødding fra en gammel vikingegård i Grønland,« siger Frederik Seersholm.

I de næsten 1.000 år gamle jordprøver fra nordboernes affaldsdynger fandt de masser af DNA bevaret.

Det er måske ikke så overraskende for dem, der har fulgt den rivende udvikling, som fossilt DNA har været inde i det sidste årti. Her har forskere ved Center for GeoGenetik været helt i front i udviklingen og bl.a. kortlagt det første komplette arvemateriale (genom) af et fortidsmenneske, netop fra hår udgravet på en boplads i Grønland.

Så den første test gav blod på tanden, og snart udvidede Seersholm projektet med flere bopladser, så alle de oprindelige inuitkulturer i Grønland - saqqaq, Dorset og Thule - var præsenteret 4.000 år tilbage i tiden.

LÆS OGSÅ: Arkæologer går på jagt efter bopladser på Grønland

Knogler fortæller, hvad inuit spiste

Blandt bopladserne var en boplads i Diskobugten, der er berømt for den tidligste kultur i Grønland, kaldet saqqaq, hvor hårtotten også kom fra.

En anden af studiets forskere, professor Morten Meldgaard ved Center for Geogenetik og Grønlands Universitet i Nuuk, var med til at udgrave bopladsen i 1980'erne - og faktisk var det hans far, Jørgen Meldgaard, som i 1950'erne opdagede saqqaq-kulturens eksistens.

LÆS OGSÅ: Tidlige mennesker dyrkede bjørnekult

»Det er jo meget sjovt for mig, at det på den måde er gået lidt i arv,« siger Morten Meldgaard.

»Dengang i 1980'erne tilbragte jeg flere år med at gennemgå knoglematerialet deroppefra og finde ud af, hvad folk havde levet af, og hvilken menu der havde været på bopladsen.«

Meldgaard talte knoglerne af de forskellige arter i køkkenmøddingerne for på den måde at regne ud, hvor mange individer af hvert fangstdyr de spiste og derfra gange op med den gennemsnitlige vægt for dyrene. Hermed kunne de udregne den biomasse, som hver art har fyldt på de tidlige kultures menukort.

Det arbejde skulle vise sig at blive vigtigt for det nye studie.

Jordprøver indeholdt andet DNA end knoglematerialet

Det helt særlige ved bopladserne er, at materialet er ekstremt velbevaret - ganske enkelt, fordi levnene så at sige har været gemt i en dybfryser.

Så da forskerne kortlagde alt det fossile DNA i jordprøverne, fandt de DNA fra adskillige dyr, som ikke fandtes i knoglematerialet - rensdyr, narhval, hvalros og så grønlandshval.

De sammenlignede også de forskellige kulturer, og hvad angik nordboerne fandt de eksempelvis også DNA fra husdyr som ged, får og ko.

Som en slags intern kontrol kunne de også bruge DNA fra dyrenes parasitter.

»Parasitterne stemmer rigtig godt overens med det DNA fra dyr, vi finder i køkkenmøddingerne,« siger Anders Hansen.

LÆS OGSÅ: Sjældent velbevarede mumier tog Arktis’ ældste inuit-dragter med sig i graven

Fossilt DNA kan sætte dyr på menuen

Men det virkelig opsigtsvækkende kom, da forskerne prøvede at bruge DNA'et til at kvantificere dyrene.

Forskerne talte ganske enkelt antallet af DNA-sekvenser fra de forskellige arter i forhold til hinanden. Det viste sig, at antallet af DNA stemte overens med antallet af knoglerne fra de dyr, der er repræsenteret i køkkenmøddingerne, som f.eks. ringsæl og grønlandssæl.

»Vi har kontrolsikret det op imod de studier, der er gjort tidligere, og så kunne vi se, at de stemte enormt godt overens på biomasse,« siger Anders Hansen.

Det betyder, at forskerne også kunne bruge det fossile DNA til at beregne, hvor meget de store dyr, som ikke er repræsenteret ved knogler i køkkenmøddingerne, betød for samfundene.

Og beregningen afslørede, at grønlandshvalen ikke bare var på menuen, men faktisk har været den største og vigtigste kilde til mad for saqqaq-kulturen.

»Man kan ligesom forestille sig, at bopladserne har drevet af spæk - der har virkelig været meget fedt, spæk og kød, som er blevet trukket op,« siger Morten Meldgaard.

LÆS OGSÅ: Inuk har fået ansigt

Drev inuit hvaljagt?

Forskerne indrømmer, at de ikke kan udelukke, at inuit var ådselsædere, og at de store mængder hval-DNA stammer fra selvdøde hvaler, men de har svært ved at tro det.

»Nogle mener, at hvaljagt har været umuligt for de her mennesker, mens andre som mig tror, at de jagtede dem helt naturligt,« siger Meldgaard.

Problemet er, at arkæologerne har fundet meget få harpuner og lanser i de store dimensioner, som man forbinder med hvaljagt, så det er vanskeligt at bevise tesen.

LÆS OGSÅ: Jagtspyd sladrer om grønlandske massebortførsler

Flere forhold sandsynliggør hvaljagt

Men forskerne peger på flere forhold, der sandsynliggør det.

For det første var der dengang rigtig mange grønlandshvaler, og oprindeligt var der bogstaveligt talt hvalsuppe i Diskobugten, så det er først i moderne tid, at grønlandshvalerne er blevet næsten udryddede af hvalfangst.

»Da de her folk kom til Grønland for 5.000 år siden, var der ingen mennesker, og dyrene havde ingen fjender. Inuit kom til et Paradis, og dyrene var nemme at komme til, og der var mange af dem. De har kunnet leve godt i de 1.000 år, de var der,« siger Morten Meldgaard.

Dertil kommer, at der er en grund til, at hvalfangerne næsten udryddede rethvalerne - de var lette at fange.

De store dyr er milde af natur, søger ind på lavt vand og med en krop, som består af 40 procent hvalspæk, flyder de, når de er døde.

Det har inuit også nydt godt af.

LÆS OGSÅ: Er fiskeolie og omega-3 kun sundt for inuitter?

Fangere sneg sig ind på sovende hvaler

Man ved, at hvaler ofte sover i havoverfladen, og fra historiske kilder - godt nok kun et par århundreder gamle - beskriver inuitfangere nøje, hvordan man kan snige sig ind på en sovende hval og slå den ihjel ved et enkelt lansestik i hjertet lige bag luffen.

Endelig peger Meldgaard og kolleger også på, at inuit andre steder har brugt gift, og der endda er en beskrivelse af det fra 1700-tallet, skrevet af den berømte danske præst og zoolog Otto Fabricius, som skrev hovedværket ’Fauna Groenlandica’.

Han beretter, hvordan et lille sår fra en fuglepil fik en hvalunge til at dø af infektioner og drive i land – noget, de oprindelige fangere kunne have udnyttet, helt uden at tumle med giganterne.

»Vi vil gerne puste lidt til den arkæologiske debat om, hvad der skal til for at nedlægge en hval. Hvis de første grønlændere rent faktisk var i stand til at jage hvaler, vil det ikke være første gang, at man har undervurderet indfødte befolkningers evner,« siger Frederik Seersholm.

»Personligt, synes jeg ikke, at det er så fjern en tanke, at palæo-inuit var i stand til at nedlægge selv den meget store grønlandshval.«

LÆS OGSÅ: Grønlandshvaler synger nye sange hvert år

Ny metode kan afsløre ukendte sider af historien

Debatten om inuits fangstevner vil uden tvivl forsætte, men studiet viser, at forskerne har fundet en metode, der kan løfte nye sider af historien frem.

For eksempel peger Jens Fog Jensen på et andet fund i artiklen, omhandlende hunde-DNA i køkkenmøddinger fra Dorset-kulturen.

»Det er overraskende, idet der hidtil aldrig er blevet fundet hundeknogler på bopladser fra Dorset-kulturen. Dette vigtige resultat kalder derfor på nye analyser til bekræftelse af hundens tilstedeværelse i Dorset-perioden,« siger Jens Fog Jensen.

Det har længe været en gåde, hvorfor man ikke fandt hundelevn hos Dorset-folket, fordi både de ældre saqqaq-folk og de senere Thule-folk havde hunde.

LÆS OGSÅ: Inuitsamfund får kulturarv tilbage i digitalt arktisk atlas

Giver nye muligheder for studier med fossilt DNA

For Frederik Seersholm er det mest spændende ved den nye metode, at DNA'et er så velbevaret, at han øjner en mulighed for i fremtiden at kortlægge det biologisk meget informative kerne-DNA fra jordprøverne i stedet for som her at nøjes med den lille del af arvematerialet, kaldet mitokondrie-DNA.

LÆS OGSÅ: Verdens ældste menneske-DNA antyder, at historien skal skrives om

»For første gang er det lykkedes at sekventere fulde mitokondrie-genomer med DNA udvundet direkte fra sedimenter. Dette åbner op for, at vi måske i fremtiden kan sekventere fulde nukleære genomer fra sedimenter,« siger Frederik Seersholm.

»Det vil gøre det muligt at arbejde med en meget bredere vifte af materialer i studier med fossilt DNA, som i dag ofte beskæftiger sig med knogler,« slutter han.