Hvorfor tiltrækkes vi af antihelte som Walter White?

I den populære tv-serie 'Breaking Bad' (2008-2013) følger vi gymnasielæreren Walter Whites trængsler.

Walter vinder hurtigt vores sympati. Han knokler morgen og aften for at brødføde sin familie. Det forsagte geni bruger al sin energi på andre end ham selv.

(OBS: Spoiler alert!)

Alting ændres, da Walter rammes af dødelig kræft. For at kunne sikre sin families fremtid begynder han at fremstille og sælge hårde stoffer.

Mødet med den kriminelle underverden hærder ham, og snart er han parat til at skade andre for at nå sine mål.

Nu drejer disse mål dog ikke kun om hans familie, men mindst lige så meget om ham selv. Walter er blevet grådig: Han vil være underverdenens narkokonge.

Walter er ikke en klassisk helt. Han er hverken entydigt god eller heltemodig.

Alligevel er han mere populær end de fleste klassiske helte. Og det er han ikke den eneste antihelt, der er.

Antihelte som Walter White, Don Draper (Mad men) og Tony Soprano (The Sopranos) oplever i disse år lidt af en renæssance i særligt tv-mediet.

Hvorfor? Hvad er det ved de blakkede personager, som drager os?

Den interessante antihelt

Min egen forskning peger på et svar.

Antihelten – moralsk problematiske karakterer som Walter White, Tyrion Lannister (Game of Thrones), Tony Soprano, Don Draper – drager os, fordi vi kan spejle os i figuren.

Ingen af os, eller i hvert fald de absolut færreste, er entydigt helte eller skurke. Vi har ikke fortjent Supermands vajende kappe, ej heller Jokerens syge og skurkagtige makeup.

Ligesom antihelten er vi også et sted midt imellem. Derfor kan vi forholde os til antiheltenes sociale og moralske konflikter, og derfor finder vi dem interessante.

Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for antiheltens problemer er typisk mere alvorlige end den typiske danskers skavanker.

Der skal være noget virkeligt og afgørende på spil, før det bliver spændende.

Det er der for Walter White: Hvis han får succes, sikrer han sin families fremtid. Ellers ser det sort ud.

Moralsk konflikt går igen hos antihelten

Men karakteristisk er det altså for antihelten, at denne udlever en central, moralsk konflikt. Her er et par kendte eksempler:

Walter White sætter sin egen grådighed over lov og ret, men ikke uden samvittighedskvaler og gentagne løfter om at stoppe sin kriminalitet.

Seeren nyder endelig at opleve Walter sætte sig igennem, men håber også, at han formår at genfinde dydens smalle sti (se, hvordan Walter White portrætteres som hhv. familiefar og hans mørke alterego, narkobaronen Heisenberg, på dette foto.)

Politikeren Tyrion Lannister fra 'Game of Thrones' forkaster idealerne til fordel for det fælles gode. Han forhandler sig snedigt ud af selv de mest sprængfarlige konflikter, men går dermed også på kompromis med meget umoralske modstandere.

De moralske kompromisser nager Tyrion, men han ser dem som et nødvendigt onde. Nogle seere vil beundre Tyrions forhandlingseffektivitet, mens andre vil fordømme hans forhandlingsetik. Mange vil gøre begge dele.

Dexter fra tv-serien af samme navn er en morderisk selvtægtsmand. Det lyder ondt, men Dexter dræber kun uhyrlige forbrydere, som er undsluppet deres retmæssige straf og med stor sandsynlighed vil dræbe igen.

Dexter er på kant med loven, men han er ikke nødvendigvis på kant med vores retfærdighedssans.

Disse konflikter er som et forstørret spejlbillede af de dilemmaer, der præger vores eget liv:

Bør jeg prioritere familien eller karrieren? Går det mon at snyde for at nå et ønsket resultat? Skal samfundets lov også være min lov?

Vores egen tilværelse er sjældent lige så turbulent som antiheltenes, men alligevel er det de samme grundlæggende værdier – selvhævdelse, familiebånd, retfærdighed, lov og ret – der brydes på begge sider af skærmen. Derfor ser vi nysgerrigt med.

Antihelten er typisk en moralsk splittet karakter

Lad os se på, hvordan forklaringen passer med data fra den nyere medieforskning.

Selv har jeg været med til at indhente data om, hvordan ganske almindelige mennesker opfatter antihelten.

Antihelten ses som en motivationsmæssigt splittet mellem det moralske og det umoralske.

Tag for eksempel et kig på, hvad Walter White bedømmes til at være motiveret af i grafen nedenfor.

Walter er splittet mellem sociale og selviske hensyn. Han er meget dominant og slagkraftig, men han vil også sin familie (pleje).

Derfor indgyder mødet med antihelten også meget forskelligartede følelser. Vi oplever både positive følelser som beundring og sympati – og i dén grad interesse. Men samtidig oplever vi negative følelser som vrede, frustration og endda afsky.

Som skuespilleren bag Walter White, Bryan Cranston, har udtrykt det:

»Vi oplever ikke bare højspændt drama i serien. Vince [skaberen af 'Breaking Bad'] har formået at vække det samme højspændte drama i publikum ... og det tryllebinder os.«

Det, at karakteren er moralsk splittet, gør tilsyneladende, at vores reaktion på karakteren også er splittet.

En 'typisk' skurk går kun op i dominans

Havde Walter været en typisk skurk snarere end en antihelt, var han kun gået op i dominans.

Den følgende graf viser eksempelvis motivationsprofilen for en typisk skurk fra 1900-tallets romaner:

Skurken er sjældent interesseret i andet end ren dominans. Det er netop det, der gør karakteren skurkagtig.

For antihelten er et splittet værdisæt derimod karakteristisk, eller ligefrem definerende. Det er disse modstridende værdier, som i sidste ende skaber antiheltens moralske konflikter.

Walter ville jo aldrig have oplevet en konflikt mellem sin egen grådighed og sin families velbefindende, hvis ikke han værdsatte begge dele.

Du er, hvad du ser

Men selvom Walter er en psykologisk splittet karakter, er det jo ikke dermed bevist, at det er hans psykologiske splittelse, der gør ham interessant. Det er der imidlertid anden forskning, der peger på.

For det første kan vi tilsyneladende bedst lide de antihelte, som vi kan identificere os med.

Jo mere de ligner os og tænker som os, desto stærkere reagerer vi på dem. Og når vi kan spejle os i antihelten, nyder vi også antiheltens historie mere.

Et nyere studie har ligefrem påvist, at hvis man gør folk opmærksomme på deres egne umoralske sider, foretrækker de historier med en antihelt.

Hvis man derimod gør folk opmærksomme på deres dyder, så foretrækker de en historie med en klassisk helt.

Hertil kommer, at mere reflekterede mennesker ofte foretrækker historier med antihelte.

De fleste af os nyder engang imellem at leve os ind i en simpel historie om det gode mod det onde, og det er der jo ikke noget galt i.

Men antihelten lader til at have en anden tiltrækningskraft. Her er det netop den moralske kompleksitet og flertydighed, som fascinerer.

Antihelten lader os gennemleve livets store valg per stedfortræder

Derudover er det næppe tilfældigt, at det netop er i de lange tv-serier, at antihelten er blevet så populær.

For som medieforskeren Margrethe Bruun Vaage pointerer, giver netop dette medium os tid til for alvor at investere os indgående i antiheltens konflikterede følelsesliv.

Vi kan nå at lære selv en kompleks karakter at kende. Den lange tv-serie giver dermed historier om antihelte de bedste betingelser.

Flere fund peger altså på, at antiheltens tiltrækningskraft ligger i figurens indre konflikter.

Antihelten vil typisk gerne komme overens, lige som helten. Men antihelten vil også komme først, ligesom skurken.

Antihelten gør dermed heltens kamp mod skurken til sin egen, indre kamp. Og netop fordi denne kamp også karakteriserer vores egen livsførelse, drages vi mod figuren.

Antihelten lader os gennemleve livets store, moralske valg gennem en relaterbar stedfortræder.