Hvad er mennesket?

Hvad mennesket er, kan formuleres på uendeligt mange måder. Men noget af det mest menneskelige er menneskets fortælling om sig selv. Der er jo ingen andre end os selv, der kan fortælle, hvem eller hvad vi er som mennesker.

Af den grund er spørgsmålet om, hvordan vi definerer os selv, en helt central del af vores identitet. Vi er som mennesker, hvad vi som mennesker mener, vi er. Og det er der mange meninger om.

Et kendt bud blandt mange er det bibelske: Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, og siden har mennesket ikke ændret sig.

Som den gamle kirkefader Augustin skrev i begyndelsen af 400-tallet, så stammede man enten fra Adam, og så var man et menneske, eller også stammede man ikke fra Adam, og så var man ikke et menneske.

Et andet bud er naturvidenskabens: Den mener, at vi stammer fra aberne, der igen stammer fra de første pattedyr og så videre helt ned til amøberne og de fisk, der engang for længe siden steg op af havet.

Hver kultur og tidsalder har sin version af, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for en størrelse.

Spørgsmålet om mennesket er så vigtigt, at det altid har været genstand for en magtkamp mellem religioner, kulturer og videnskaber. Og striden mellem, hvilken historie om mennesket der skal fortælles, og hvem der må fortælle den, foregår stadig.

For den, der har magt til at definere menneskets identitet, historie og oprindelse, bestemmer, hvilken selvopfattelse de offentlige institutioner som f.eks. kirken eller skolerne videregiver til borgerne som indiskutable sandheder.

Det er derfor, det er eftertragtet at udlægge historien om menneskets begyndelse. Den identitet som menneske, som nutidens videnskab i dag fremstiller, er derfor heller ikke bare opstået på grund af en opdagelse, der er indlysende for alle.

Den er i grove træk opstået via en lang kamp mellem to vidt forskellige verdensbilleder – det kristne og det naturvidenskabelige – der stødte sammen igen og igen, især fra midten af 1800-tallet og frem.

Et tilfældigt dyr

I midten af 1800-tallet blev menneskets fortid meget pludseligt udvidet fra ca. fem tusind år til nu hundrede tusindvis af år. Det medførte seriøse identitetsproblemer for mennesket.

For lige pludselig var mennesket ikke længere Guds udvalgte skabning, men måske blot en tilfældig udviklet dyreart. Hvordan skulle mennesket nu forstå sin begyndelse, sin oprindelse – og dermed sig selv?

Der kom derfor flere forskellige teorier i omløb om, hvordan mennesket var opstået og havde udviklet sig. Og ikke mindst, hvordan de forskellige arkæologiske fund af forhistoriske menneskeformer skulle forklares.

Nogle prøvede at holde fast i, at Gud stadig havde en rolle at spille, og at mennesket forandrede sig gennem tiden efter den almægtiges plan. Andre hældte til, at mennesket havde udviklet sig i overensstemmelse med Charles Darwins evolutionsteori.

Men igen og igen dukkede der fund op, som skiftevis udfordrede, bekræftede og underminerede de forskellige forklaringer. Og det lagde ikke en dæmper på debatten, at forskerne baserede deres teorier på et naturvidenskabeligt grundlag. Langtfra.

Men hvorfor kan det overhovedet ophidse nogen, forskere såvel som almindelige mennesker, hvordan mennesket er opstået? Og hvad gør det, om det er sket på den ene eller anden måde? Uanset svaret er det jo lang tid siden.

Men ved at karakterisere og bestemme menneskets oprindelse og dets natur i disse oprindelige tider bestemmer vi også i en vis grad menneskets fundamentale natur. Hvad er vi fra naturens side for et slags dyr?

Svaret på det spørgsmål, vil vi gerne have, er positivt. I dag kan vi ikke acceptere, at vi er resultatet af de stærkestes ret. Men fra slutningen af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig var det positivt at være de stærkeste – eller den stærkeste race.

Nu er det i stedet gensidig respekt og fredelig sameksistens mellem alle, som vi i Vesten hylder som de centrale værdier.

Hvor begyndte mennesket?

Spørgsmålet om menneskets oprindelse handler om menneskets identitet og natur.

Derfor vil det nok også altid være samtidens dominerende sandhedsproducent, der har magten til at definere sandheden om, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for et væsen.

Men det er også spørgsmål, der altid vil være til debat. For de refererer til selve meningen med livet, og det har videnskaben intet entydigt svar på.

I lang tid var det et spørgsmål om at fortolke de arkæologiske fund ind i det kristne verdensbillede og den bibelske fortælling om menneskets oprindelse.

Med naturvidenskabens gennembrud blev mennesket reduceret til et naturprodukt blandt andre, et lidt specielt dyr. Hvordan mennesket er opstået, blev et spørgsmål om, hvordan en bestemt dyreart har udviklet sig gennem forskellige former til den form, vi har i dag.

Men samme naturvidenskab bygger på empiri, dvs. på de fund, man har gjort. Da disse fund er få og spredte og ofte uden en påviselig sammenhæng, er der rum for fortællinger, der passer til nutidens foretrukne selvopfattelse.

Engang så vi os som Guds udvalgte skabning. I dag mener nogle forskere, at vi alle stammer fra Afrika, andre at det moderne menneske er en blanding af flere forskellige menneskeracer.

En ting er sikker: Naturvidenskaben har på en måde taget alt det, der udgør og definerer mennesket for givet: Kroppens fysiske udvikling, den oprejste gang og hjernens størrelse og kompleksitet.

Men med nutidens store fokus på kommunikation bliver spørgsmålet om, hvad der er det specifikt menneskelige, igen aktuelt.

Det skyldes ikke mindst en voksende erkendelse af, at f.eks. aber også bruger redskaber, og at hvaler kommunikerer, ja, måske endda har noget, man kan kalde kultur.

Da vi opdagede, at andre dyr også kunne udvikle og bruge redskaber, reducerede vi f.eks. straks vigtigheden af denne egenskab. Det var ikke længere dét, der var begyndelsen på mennesket og skilte det ud fra den øvrige dyreverden.

Nu mener vi snarere, at det er et særskilt menneskeligt træk at kunne kommunikere abstrakte begreber, at vide, at vi eksisterer, og at vi en dag skal dø.

Ud fra det perspektiv må menneskets begyndelsespunkt være der, hvor vi kan iagttage udvikling af netop de egenskaber. Det synes kun at ligge 50-100.000 år tilbage.

Et nyt bud

Nye tider skaber nye menneskeopfattelser, som skaber nye oprindelser og nye oprindelsessteder. Nu kan man sige, at det moment, hvor den menneskelige hjerne fik evnen til abstrakt kommunikation, er menneskets oprindelse.

Hvad der skete inden da, er blot et blandt mange eksempler på dyrs forandring gennem tiden – noget, som naturligvis er spændende nok, da det viser udviklingen af den organisme, der er bærer af det menneskelige.

Men det har ifølge tidsånden ikke længere direkte relevans for, ved hvilket punkt menneskets oprindelse begyndte.

Tidsånden synes i hvert fald de seneste år at være skiftet. Autoriteten til at formulere svaret på dette evige spørgsmål – hvordan er mennesket opstået – ligger ikke længere hos teologer, geologer, anatomer eller genetikere, men i højere grad hos antropologer.

Svaret på spørgsmålet om menneskets oprindelse drejer sig måske mere om software end om hardware – om en åndelig programmeringsudvikling skabt af menneskets gøren og erfaringer frem for hjernens biologiske konstruktion.

Menneskets evne til abstrakt kommunikation er noget, der ganske vist er betinget af dna eller kroppen. Men hvordan vi udlever dette potentiale er ikke bestemt af vores biologi, selvom den nok er med til at bestemme vort potentiale.

Måske har mennesket skabt sig selv på et tidspunkt for ikke ret længe siden? Og her i det 21. århundrede kan vi endda forvente at kunne omskabe vores hardware – dvs. ændre vores biologi – ved hjælp af genteknologi.

Nu er vi måske ved at nå til et nyt punkt i menneskets historie – hvor det er vores software, vores intelligens, der bestemmer kroppens udvikling og ikke omvendt.