En eksplosion af kreativitet!
Sådan kan man beskrive det, der skete i slutningen af Moustérien-kulturen.
Efter at der næsten intet nyt var sket i frem til for cirka 100.000 år siden, synes der at være sket en kreativ revolution, som kulminerede i perioden for mellem 70.000 og 30.000 år siden.
Både neandertalerne og Homo sapiens havde levet Moustérien-kulturen forholdsvis konservativt i henholdsvis godt 300.000 og 200.000 år, og intet tyder på, at Homo sapiens havde været meget mere kreativ end neandertalerne i denne periode (se blandt andet her og her).
Måske er det ikke så vigtigt, om det er den ene eller den anden, der har skabt de forskellige fremskridt – vi stammer jo fra begge, selv om det er mere fra den ene end den anden.
Og ingen forsker har påstået, at vi skulle være mindre begavede på grund af den neandertalske afstamningslinje, end hvis vi havde været ’rene’ Homo sapiens.
Ej heller at de moderne mennesker, der ikke er efterkommere af neandertalerne, skulle være klogere end os.
Det er fair at antage, at det er de to – eller med denisovaerne tre stamlinjer i kombination – der indgår i den kreative eksplosion, som udviklede sig i perioden, der begyndte for cirka 100.000 år siden.
Eksplosionen er omdrejningspunkt for dette ottende og sidste afsnit i min serie om menneskets teknologiske udvikling.
\ Serie: Menneskets teknologiske udvikling
De næste mange søndage kan du læse en ny artikel om menneskets teknologiske udvikling og konsekvenserne heraf.
Alle artikler er skrevet af forskeren Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i teorier om menneskets udvikling.
Med afsæt i de nyeste teorier og forskningsresultater udfolder han historien om, hvordan mennesket gik fra at være produkt af naturen til at udvikle kultur og avanceret redskabsbrug for endelig at kunne bestemme selv.
Denne artikel er syvende og sidste artikel i serien. Læs de forrige:
- Ny serie: Hvordan gik vi fra aber til de mennesker, vi er i dag?
- En teknologisk revolution gjorde måske den mystiske Lomekwi-kultur til mennesker
- Skarpe sten og en tommeltot gav mennesket en større hjerne
- Bevidsthedens begyndelse gav teknologiske fremskridt - og æstetisk sans
- Menneskets åndelige og kulturelle begyndelse kan ses i et økseskaft
- Først ansås neandertalerne som dumme halvaber, men med tiden blev vi klogere
- Var vore neandertalske forfædre kunstneriske?
Revolutionens begyndelse
Fund af 71.000 år gamle mikrolitter (meget små tilhuggede sten) som for eksempel små pilespidser eller spydspidser i Sydafrika viser begyndelsen på nye tider.
Disse mikrolitter er så små og lette, at de må have været dele af komplekse våben som knive, pile og kastespyd. Det vil sige våben der kunne bruges på stor afstand ved hjælp af en bue og måske et kastetræ.
Også boomerangen opstod måske på dette tidspunkt.
De komplekse redskaber blev således lettere og mere effektive med mikrolitterne.
Nu kunne de store dyr nedlægges på afstand og med langt mindre risiko, ligesom det blev langt lettere at fange de små gnavere, som der har været rigtig mange af, da pilene blev et alternativ eller supplement til stenkast, sådan som man helt frem i nutiden har set det hos jæger-samlerfolk.
Da disse fornyelser kom til Europa, gav det anledning til en lang række forskellige nye kulturer, hvoraf mange var lokale udviklinger fra Moustérien-kulturen.
Der er enighed om, at de mange nye kulturer var båret af Homo sapiens – måske lidt blandet med neandertalere.
Alle de små, lokale kulturudviklinger resulterer i, at den såkaldte Aurignacien-kultur vokser frem, først i Europa, syd for isen, og derefter i Levanten.
For mellem 33.000 og 26.000 år siden skete så en overgang til den sidste paneuropæiske kultur, Gravettian-kulturen. Den kommer vi til lidt senere.
Verdens ældste figurer og fantastiske hulemalerier
Aurignacien-kulturen betragtes som den første rent europæiske kultur, skabt af Homo sapiens, og nogle af dens centrale kendemærker er de fantastiske naturalistiske hulemalerier.
I denne periode blev der også skabt figurer.
Den ældste synes at være den mystiske løvemand fra Hohlenstein-Stadel i Tyskland, der er mellem 35.000 og 40.000 år gammel.
Dermed er løvemanden den ældste helt sikre menneskeligt fremstillede skulptur. Den er skåret i mammuttand med en flintekniv.
Dertil kommer de såkaldte Venus-figuriner, hvor den 30.000 til 35.000 år gamle fra Hohle Fels i Tyskland er den ældst kendte.
Løvemanden og Venus-figurinerne viser, at disse mennesker må have haft det, vi betragter som religion, måske en form for shamanisme.
Der er også i Hohle Fels fundet 30.000 år gamle figurer af hest, bison og en flyvende fugl. Måske har de haft en funktion i forbindelse med jagtmagi – eller måske er de blot lavet, fordi nogen havde lyst og evner til det.
En af Venus-figurinerne, den 31.000-27.000 år gamle Venus fra Dolní Věstonice fra Tjekkiet, er lavet i brændt ler og er det ældste spor af denne teknik.
Egentlige brugsting i brændt ler, så som lerpotter, er kun cirka 20.000 år gamle, og de ældste er fundet i Xianrendonghulen i Kina.
Desuden tyder meget på, at hunden er blevet tæmmet i perioden efter for 30.000 år siden. Det har sandsynligvis effektiviseret jagt, vagt og transport, men nok ikke grundliggende ændret samfundet.
Den kulturelle dynamik drev nu udviklingen frem – og ikke de naturlige og materielle omstændigheder. Ganske snart var det slut med mere eller mindre globale kulturer.
Fra europæisk kultur til europæiske kulturer
Den sidste af slagsen var den paneuropæiske Gravettian-kultur. Den strakte sig helt fra Atlanterhavet til Uralbjergene.
Den udviklede sig for cirka 33.000 år siden ifølge de fleste forskere langs Donau og spredte sig herfra mod øst og vest.
Den spredte sig kun i Europa, hvor den omkring istidens kulmination for cirka 21.000 år siden i det sydlige og østlige Europa blev erstattet af den såkaldte epigravettianske kultur, som her varede til for 10.000 år siden.
I Sydfrankrig, Nordspanien og langs den spanske middelhavskyst blev Gravettian-kulturen for cirka 22.000 år siden erstattet af den såkaldte Solutrean-kultur, der varede til for 17.000 år siden.
Her blev den udviklet til Magdalenian-kulturen, der eksisterede frem til for 12.000 år siden.
Den epigravettianske kultur sameksisterede i en længere periode med Magdalenian-kulturen i Polen og Ukraine.
Forholdet mellem befolkningerne, der praktiserede de to kulturer, er ukendt.
Endnu en revolution: agerbrug
Alle disse regionale europæiske kulturer kendes ved en yderligere forfinelse af redskaberne, byggende på en stadig voksende bemestring af tilvirkningen af sten, ben og træ og en mere intelligent tilpasning til de lokale ressourcer.
Dette har givet anledning til en debat, om det var de lokale omgivelser, der bestemte teknologiens og måske bredere kulturens udformning.
Var det Homo sapiens' kamp for eksistensen, der udløste den store kreativitet i forhold til de lokale udfordringer? Dette vender jeg tilbage til.
Alle disse jæger-samlerkulturer fortsatte skabelsen af æstetiske produkter, og alle havde hunden som tamdyr.
Disse kulturers afslutning for omkring 10-12.000 år siden var påvirket af, at agerbrug og tamdyravl på det tidspunkt spredte sig fra Levanten.
Disse revolutionerende erhverv var blevet udviklet i Natufian-kulturen, der eksisterede for mellem 14.000 og 11.500 år siden.
Årsagen til opfindelsen af agerbrug og tamdyravl kan være en fastere bosætning, som synes at være sket forud for udviklingen af disse erhverv.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Boligerne bevæger sig mod det permanente
Selv om man efterhånden tilpassede sig de forskellige forhold rundt om i Europa, var kulturerne ens, hvad angår store dele af teknologien med brug af sten, ben og brændt ler, tilegnelsen af føde, og de æstetiske udtryk.
Der var en udvikling gennem gravettian-perioden og en større forskel på den østlige og den vestlige form.
I Moravien, det nordlige Østrig og det sydlige Polen herskede for 29.000 til for 25.000 år den såkaldte Pavlovianske kultur, en tundra-gravettiansk kultur med mammutjagt som et centralt element.
Her boede man i det åbne, måske en slags telte.
I det vestlige Europa var jagt på græsædere som rener og hjorte central.
Her boede man mest i huler eller i delvist nedgravede runde hytter.
Nyt var også semi-permanente bosteder med mere komplekse boliger placeret i et slags landsbymønster.
Flere og bedre redskaber hurtigere
Masseproduktion af multifunktionelle spidser som for eksempel knive, pile- og spydspidser gjorde, at man ikke skulle slæbe de kernesten, hele stødtænder og knogler, man lavede dem af, med på vandringerne. Nu kunne man nøjes med de elementer, man skulle bruge.
Dertil var de mange redskaber af ben og tand i sig selv lettere end sten.
Stenredskaberne blev stadig mere standardiserede og forfinede, ofte retoucherede med blødere værktøjer som træ, ben eller blødere sten.
Også kernestenene forarbejdede man, så de fungerede mere effektivt.
Dette gjorde sammen med den sociale organisation disse jægere og samlere meget mobile, så de kunne vandre sammen med de dyr, der var genstand for jagten.
Alt, hvad der kunne jagtes, blev jagtet
Selv om henholdsvis mammut, rener og hjorte var de centrale jagtdyr, jagede man et bredt udvalg af dyr, også rovdyr.
Hulebjørne, huleløver, ulve, jærve og ræve blev jaget måske primært for deres skind, men de blev også fortæret. Ulve- og bjørnetænder har været brugt som halssmykker.
Selv om de små rovdyr som ræv, jærv og ulv var langt de mest almindelige resultater af jagten på rovdyr, blev de sjældent afbilledet.
Her dominerede de store rovdyr, bjørn og løve. Knoglerester viser, at man gik på jagt efter og var i stand til at nedlægge selv de største rovdyr.
Nogle mener, at bue og pil blev udviklet i Gravettian-kulturen, og meget tyder også på, at de brugte net til fangst af dyr.
Ved kysterne udgjorde marine ressourcer en stor del af føden, og også her har man blandt andet brugt net.
Brugen af knogler var i de østlige egne mere divers end det ellers er set. Knogler, især mammutknogler, kunne bruges til redskaber, husbygning og brændsel.
Knogler blev sågar brugt som brænde. Det synes især at have vundet frem i de områder, hvor faldende temperaturer frem mod istidskulminationen for cirka 21.000 år siden reducerede trævæksten og skabte steppe- eller endog tundralignende forhold.
Revolutionernes mennesker
Disse mennesker, der levede for op til 50.000 år siden, var intellektuelt som menneskene i dag. Det vil sige, hvis man kunne flytte et menneske fra dengang til nu, ville det have same intellektuelle evner som os.
Med de øgede kontakter og udveksling af erfaringer blev der stadig flere muligheder for at klare de eksistensudfordringer, de mødte.
Især gav evnen til abstrakt kommunikation og derved udveksling af erfaringer nye muligheder, så man havde flere muligheder til at løse konkrete situationer.
Var der et problem, kunne man diskutere sig frem til løsningsmuligheder.
Det er det vigtigste fænomen, man ser, da kulturerne i verden bliver forskellige.
Det er det, man ser, da jæger-samlerne i Europa i stadig større udstrækning udvikler forskellige kulturer i feltet mellem istidskulminationen og agerbrugets spredning.
De samme eksistentielle udfordring fik nu med tiden mange forskellige løsninger. De var måske lidt begrænset af de naturlige muligheder, men i voksende omfang var det den menneskelige kreativitet, der udviklede de lokale kulturer i forhold til eksistensbetingelserne.
På grund af den almindelige mobilitet som jæger-samlere, samt – må vi formode – udvekslingen af kvinder mellem grupperne, var der grundlag for den optimale spredning af nye idéer og kulturelementer.
De forskellige kombinationer af disse og de videre effekter eller konsekvenser heraf skabte så nye kulturer i stadig mindre områder.
Herfra bliver det kun mere og mere detaljeret og kompliceret at følge menneskets teknologiske udvikling.
De store revolutioner indtil nu
Lad os, her på falderebet, zoome helt ud og se på de store teknologiske spring fremad, som vi dækket i løbet af denne serie.
Første spring var der tilvirkningen af stenredskaber, der gav en langt bedre adgang til kød. Det satte gang i udviklingen af hjernen, og den udvikling kulminerede i første omgang med evnen til at skabe et redskab (håndøksen) ud fra et billede, der først var dannet i hovedet.
Det andet store spring var tæmningen af ilden, der gjorde udnyttelsen af ressourcerne langt mere effektiv. Desuden muliggjorde ilden, at vi kunne trænge ind i nye områder på trods af, at mennesket jo i bund og grund er et tropisk tilpasset dyr.
Tilberedt mad krævede mindre energi, hvorfor tarmen blev kortere og mere energi gik til hjernen, der nu voksede igen.
Hvis det er rigtigt, at marine ressourcer fremmer kvaliteten af hjernen, må tilpasningen til havet betragtes som det tredje store spring.
Med stenredskaber, ild og havet var forudsætningen for abstrakt tale og tænkning skabt.
Det fjerde store skridt er evnen til abstrakt kommunikation, som muliggjorde planlægning, intellektuel udveksling i forbindelse med løsning af problemer i eksistenskampen, mere effektiv oplæring af nye generationer og skabelse af kulturelle identiteter ved kollektive fortællinger.
Maskinen, kunstig intelligens og fremtidens teknologi
Det femte store skridt var udviklingen af agerbruget og tamdyravlen, som gav langt større fødesikkerhed til langt flere mennesker. Skabelsen af fødevareoverskud muliggjorde en arbejdsdeling, hvor stadig flere mennesker kunne dygtiggøre sig på specielle områder uden selv at skulle dyrke deres føde. Også magthierarkier blev her mulige.
Endelig må vi som det seneste store skridt se maskinen som en afgørende faktor i ændringen af den menneskelige tilværelse. Maskinen kunne gøre manuelt arbejde uden at blive træt, hvorved stadig flere mennesker blev frisat til andre aktiviteter.
Om den elektroniske ’intelligens’ skal betragtes som det seneste store spring fremad, er det endnu for tidligt at svare på. Indtil videre må den blot betragtes som en avanceret udvikling af maskinen.
Mens der i begyndelsen var op til en million år mellem de store spring, blev det reduceret til ca. 100.000 år, senere 10.000 år, senere igen mindre end 1000 år, senere igen mindre end 100 år og på det seneste endnu langt mindre.
\ Kilder
\ Var klimaet årsag til kulturforandringerne?
Weichsel-istiden kulminerede for cirka 21.000 år siden – lige midt i Gravettian-kulturen. Hvilken effekt havde nedkølingen? Var den årsag til Gravettian-kulturens udvikling?
Eller er udviklingen ikke bestemt af ændringer i eksistensbetingelserne? Det er der både argumenter for og imod.
Argumenter for henviser til, at de stadig mere spredte ressourcer krævede forøget mobilitet, og her gav den stadig lettere og mere forfinede teknologi mening.
Dertil gjorde mobiliteten det muligt at sprede fornyelser hurtigt til andre grupper.
En undersøgelse af forandringerne i teknologien gennem Gravettian-kulturen i Picareirohulen i Portugal for mellem 33.000 og 25.000 år siden viser en stor følsomhed i forhold til klimaforandringer og deraf følgende forandringer i eksistensbetingelserne.
Der viser sig ved forskelle i, hvilke sten der bruges, og hvordan de udformes, mens de dyr, der især jages, kronhjort og kaniner forbliver de samme gennem hele perioden.
Det er således ikke byttedyrene, der fører til ændringer, så derfor må det være enten de bredere eksistensbetingelser eller den menneskelige kreativitet – eller en kombination af de to.
Men tidsbestemmelserne er dog ikke præcise nok til, at man direkte kan forbinde klimaskiftet med de teknologiske ændringer.
Argumenter i mod, at klimaet skulle være årsag til kulturens udvikling er der også.
De henviser bl.a. til, at sammenhæng mellem klima og udvikling er undersøgt i det sydlige Frankrig, hvor man kan følge overgangen fra Gravettian-kulturen til Solutrean-kulturen i perioden for mellem 26.500 og 22.000 år siden.
Undersøgelserne viser, at jagten på rener er stort set uforandret gennem hele perioden, mens de ændringer i teknologien, der forekommer, intet har med klimaet at gøre.
Denne manglende afhængighed af klimaet kan også forklare den store ensartethed i kulturen, som viste sig for mellem 30.000 og 27.000 år siden i det centrale Europa.
